Det er hen på eftermiddagen i en by i Centralasien, og sammen med en ven ankommer jeg til en dejlig park i byen, hvor vi møder kvinden Noriza.
Vi hilser på Noriza (dæknavn, red.) og sætter os ned ved et bord med bænke under et træ. Min ven har medbragt kopper, en termokande med te og hjemmebagte ”Samsa”. Samsa er en butterdejsbolle med farsfyld. ”De er virkelig gode”, siger Noriza.” Jeg kunne nok ikke have lavet dem bedre selv!” siger hun.
”Mit liv var uden glæde og latter!”
Da vi har drukket te, siger hun pludselig med alvor i stemmen: ”Faktisk var mit liv uden glæde og latter! For jeg har haft et meget svært liv, med megen skam, og det er kun på grund af Gud og min kristne ven, som sidder her sammen med os, at jeg har fået glæde i mit liv!”.
”Jeg havde fem børn. Min ældste søn døde desværre, efter han var rejst hjemmefra, og hans død var en stor smerte for mig. Så jeg har fire børn, tre døtre og en søn”.
”Jeg kommer selv fra en fattig familie med otte søskende. Vi boede i en landsby, og da jeg blev 18 år, blev jeg gift med Bagdan (dæknavn, red.), og vi flyttede her til byen.
Han fik et arbejde, men hans løn var meget lav, og lige så var min løn fra et deltidsarbejde. Men så fik Bagdan en depression, og han begyndte at drikke alkohol, og derfra fik det kun ned ad bakke for os”, sukker Noriza.
”Hvis du ikke kan finde Gud, så tag med mig hen til Guds hus. For Jesus elsker dig, og i vores kirke vil vi gerne hjælpe dig!”
– Norizas ven
”Det blev så slemt, at der var tidspunkter, hvor der ikke engang var brød i huset.
Børnene græd, og jeg følte mig magtesløs, for stjæle kunne jeg ikke få mig selv til!
Til sidst blev jeg også depressiv med selvmordstanker, og jeg ville ikke leve længere. ’Hvor er du henne Gud?’ sagde jeg en dag! Så gik jeg ud af døren, smækkede den hårdt efter mig i vrede, og gik.
Jeg endte hos nogle venner, som trøstede mig. De tilbød mig en drink for at falde til ro, og fra det øjeblik blev jeg afhængig af alkohol”, siger Noriza, og kikker ned i bordet.
Vores ven ved bordet siger pludselig: ”Da jeg mødte Noriza, sagde jeg til hende: Hvis du ikke kan finde Gud, så tag med mig hen til Guds hus. For Jesus elsker dig, og i vores kirke vil vi gerne hjælpe dig!”.
Noriza smiler og siger: ”Jeg tænkte: Jesus og kirke! Jeg er jo muslim! Men så tænkte jeg: ja hvorfor ikke! Om Gud er der eller ej, så kan de måske hjælpe mig! Hvad har jeg at tabe ved det?”.
”De gav mig mad at spise og en stor pose med mad (fra projekt Poser med Håb, som Dansk Europamissions forbedere og givere støtter, red.) med hjem til børnene. Jeg var meget glad, for nu kunne jeg give dem noget at spise. Men så sagde min ven her: `Skynd dig hjem Noriza´!
Jeg havde egentligt tænkt mig at gå et andet sted hen først, men skyndte mig hjem, og mens jeg gik, var det som om der lød der en stemme i mig: ` Skynd dig!´”.
”Mine muslimske venner og familie må tænke, hvad de vil om mig! For Jesus havde jo lige frelst os fra undergang og selvmord!”
”Men da jeg kom hjem, så jeg noget frygteligt! Min ældste datter Anel havde forsøgt at hænge sig med bæltet fra min frakke. Gudskelov, så fik jeg stoppet det i tide”.
”Da hun kom til sig selv, sagde hun med tårer: ` Vi har jo kun vand i hanen tilbage, og da mine yngre søskende græd, fordi vi ikke havde noget at spise, ville jeg ikke leve mere! ´.
Jeg beroligede Anel og åbnede posen med mad, og så spiste vi, som vi ikke havde spist længe! ”
`Da jeg havde hængt mig, og alt blev mørkt, var der en stemme, som sagde til mig `Det er for tidligt for dig at dø, og du skal leve og få glæde i livet! ´, ‘Mor’, sagde hun, så til mig: ‘Det var nok Gud, som sagde det til mig!’”
– Anel
”Om aftenen sagde Anel til mig: `Da jeg havde hængt mig, og alt blev mørkt, var der en stemme, som sagde til mig `Det er for tidligt for dig at dø, og du skal leve og få glæde i livet! ´, ‘Mor’, sagde hun, så til mig: ‘Det var nok Gud, som sagde det til mig!’”.
”Så tog jeg børnene med i kirke, siger Noriza. Jeg tænkte ”min muslimske venner, og familie må tænke, hvad de vil om mig! For Jesus havde jo lige frelst os fra undergang og selvmord!”.
”Børnene kunne virkelig godt lide at komme i kirken, og kirken hjalp os med Poser med håb, som de kaldte poserne med varer”.
”Mine børn begyndte selv at bede og gå i kirke, og samme år blev de to ældste børn inviteret til en kristen sommerlejr. Denne kristne sommerlejr blev støttet af Dansk Europamissions forbedere og givere”.
”Da de kom hjem, fortalte de begejstret om lejren, hvor de var blevet venner med mange. ”Det er det bedste, vi har oplevet”, sagde de, og jeg hørte dem selv sige `Tak Jesus!´”.
”Djævlen har bedraget dig, og du bringer os vanære”, sagde mine muslimske slægtninge.
Hvad var så reaktionen på, at du var konverteret, Noriza?, spørger jeg.
”Det var forfølgelse!”, svarer hun prompte.
Noriza fortsætter: ”Desværre begyndte vores pårørende at forfølge os, da de var vrede over, at vi kom i en kirke. ‘Djævlen har bedraget dig, og du bringer os vanære!’, sagde mine muslimske slægtninge, og de gav mig skylden.
‘Det er på grund af dig, at vanære er kommet over os alle!’, sagde de. ‘Helt ærligt, sagde jeg. Var jeg ikke en større skam for jer, da jeg var alkoholiker?’. Men det ville de ikke høre på. ‘Nej, for da bragte du kun skam over dig selv’, sagde de.”
”Min mand, og børnenes far, Bagdan, som var muslim, kom også til tro på Jesus. Men han døde desværre ikke så lang tid efter, på grund af sygdom. Lægerne sagde, at hans lever havde givet op!”, siger Noriza trist.
”Da Bagdan døde, kom vores slægtninge og ville tage børnene fra mig! Det ville jeg selvfølgelig ikke gå med til, og så tilkaldte de byens sociale myndigheder. De tog mine børn og sendte dem på et børnehjem. Dét var virkelig hårdt for mig og for børnene. Sjældent har vi grædt så meget! Det er godt et år siden nu”.
”Gud har hjulpet os igennem meget, og jeg mister ikke håbet”, siger Nariza med et fast blik”
”Min ældste datter Anel har det godt, og hun har holdt fast i Jesus”, smiler Noriza.
”Hun er nu ved at afslutte sine eksamener i skolen, som ligger ved børnehjemmet, og skal snart i uddannelse. Vi mødtes for nyligt, for hun kommer stadig i kirken, hvor hun har mange venner”.
”Gud har hjulpet os igennem meget, og jeg mister ikke håbet”, siger Nariza med et fast blik. ”Jeg fortsætter med at bede for mine børn, og jeg tror på, at jeg snart får dem hjem til mig igen, for myndighederne har nu forstået, at der er sket en stor ændring i mit liv, og at jeg nu er en ansvarlig kvinde, som lever et helt andet liv, end jeg før gjorde”, smiler Noriza glad.
