”Det er mange år siden, jeg første gang var i Turkmenistan,” fortæller Ali (dæknavn), der blev bedt om at rejse til landet for at reparere noget for en missionsorganisation. Han anede intet om Turkmenistan, men siden den rejse har landetværet nært ved hans hjerte og en stor del af hans arbejdsliv. ”Jeg mødte en kristen i landet, der fortalte om de forhold og de restriktioner, han levede under. Han kunne kun fortælle folk om evangeliet én-til-én i sit eget hjem, og selv sådan var detforbundet med stor risiko og svære forhold. Når han delte sin tro, oplevede han dog en tørst efter evangeliet, og han ønskede at kunne give folk noget materiale om troen. Men hanhavde ikke noget at give. Det rørte mig dybt og satte tanker i gang.”
Kristne turkmenere kan ikke officielt mødes til gudstjenester, evangelisere eller have en bibel på turkmensk. De kristne lever –ligesom deres muslimske landsmænd – i et diktatur og undertrykkes af regeringen og embedsmænd. Som kristen er man ekstra udsat, og det kan være svært at gå under radaren hos magtudøverne, der arresterer, chikanerer og forfølger lokale kristne.
Da Ali kom hjem til missionsorganisationen, fortalte han dem om oplevelsen og sitønske om at bringe den kristne turkmenske litteratur, som stod på kontoret, ind i landet. Men han blev i første omgang afvist.
”Jeg havde ingen erfaring med at få ting over lukkede grænser, og de fortalte mig, at det var helt umuligt at få det ind i landet. I den tid bad min kone og jeg om at få vished over, om Gud havde en særlig opgave til os. De næste nætter drømte jeg om grænsen til Turkmenistan. Jeg drømte om, hvordan jeg kunne få ting over den. Alle ideerne virkede helt vanvittige, men da jeg gik til missionsorganisationen og bad dem om at få lov til det, gav de mig materialet. Men pengene til at smugle det ind måtte jeg selv rejse.
Jeg havde ikke andet endminedrømme og de vanvittige idéer, men jeg måtte forsøge det. Så jeg prøvede – og selvom det så mærkværdigt ud, lykkedes det, og jeg fik materialerne ind. Og så kom organisationen ellers på banen og støttede mig, så vi kunne få endnu flere ting ind iårenes løb.”
Siden mødte Dansk Europamission Ali, og med støtte fra Dansk Europamissions givere har han flere gange fået kristent materiale frem til de kristne i Turkmenistan.
”Jeg er så taknemmelig for at være en del af forsyningskæden til de kristne. Jeg er bare ét led, for det er organisationer som Dansk Europamission og deres givere, der sørger for midlerne og for materialet, som skal ind. Og inde i landet er der modige kristne, der tager imod og distribuerer det dér. Der er også kristne, sombeder for, at det hele må gå godt. Det er et stort privilegium at være en del af,” fortæller Ali, der har smuglet ting ind på et hav af mere eller mindre vanvittige måder.
Jeg er ikke præst af hverken evner eller kald, men jeg er en praktiker, og Gud har kaldet mig til den her opgave.
”Jeg er ikke præst af hverken evner eller kald, men jeg er en praktiker, og Gud har kaldet mig til den her opgave. Her kan jeg bruge mine talenter og min kreativitet til at styrke og støtte de turkmenske kristne. Vi prøver hele tiden at gøre tingene på nye måder, så materialetikke bliver taget i processen. Men Gud er stor, og han sørger for, at det lykkes – også på uforklarlig vis. Ofte ved jeg ikke, hvordan tingene skal lykkes, men Gud har heldigvis løsninger. Engang var jeg i Turkmenistanog havde fået tildelt en officiel turistguide, der skulle vise mig rundt. Jeg ville så gerne møde en lokal kristen, men det kunne jeg ikke med guidenpå slæb. Jeg bad Gud om en mulighed for at være alene, og davi kom til den by, hvor den lokale kristne boede, vendte guiden sig mod mig. Mine forældre bor her i byen, og jeg har ikke set dem i et år. Ville det være okay, hvis jeg efterlader dig ved markedet i en time eller to, og så kan du bare ringe til mig, hvis der er noget? Jeg sagde, at hvis han virkelig gerne ville se forældrene, så var det da okay, og så skulle han bare tage sig godtid. Det var et mirakel fra Gud, for nu kunne jeg møde den kristne og tale med ham i mere end en time. Gud har igen og igen bekræftet mig i mit kald og passet på migi arbejdet,” fortæller Ali.
