(Billede: News Oresund)
Det netop offentliggjorte finanslovsforslag for 2020 viser, at den socialdemokratiske regering ønsker at videreføre den indsats for tros- og religionsfrihed, som den tidligere regering igangsatte med finansloven for 2018.
Den tidligere regering udpegede en ambassadør for tros- og religionsfrihed, ligesom Danmark også har en ambassadør vedr. klima samt teknologi og digitalisering (tech-ambassadør).
Ambassadøren leder en mindre enhed i Udenrigsministeriet, som ikke sigter på at opbygge en organisation i ministeriet, men skal sikre at arbejdet for trosfrihed integreres i ministeriets øvrige arbejde, hvor det er relevant.
Ambassadør for trosfrihed, Michael Suhr, udtalte i et interview med Dansk Europamission i januar 2019: “Ideen er, at jeg flyder mellem forskellige dele af ministeriet, som beskæftiger sig med aspekter af dette emne. Jeg har en lille enhed til at støtte mig og skal ikke opbygge en organisation i organisationen, men skal virke som katalysator for området og skabe fokus samt fremme at indsatsen integreres i de forskellige områder, hvor religions- og trosfrihed kan spille ind. Vi skal eksternt fremme trosfrihed, herunder for kristne i verden, men også internt, i forhold til, hvordan vi håndterer sager, der er knytter sig til religions- og trosfrihed i ministeriet.”
Læs hele interviewet med ambassadør Michael Suhr her…
Indsatsen består bl.a. i mobilisering af det internationale samfund, så trosfrihed ikke længere er den lidt glemte menneskerettighed. Dette arbejde foregår bl.a. igennem en uformel international kontaktgruppe af ligesindede lande af både kristne og muslimske lande i FN-regi, men også igennem EU.
Generalsekretær i Dansk Europamission, Samuel Nymann Eriksen, udtaler: “Selvom vi forventede, at den nye regering ville videreføre den fine indsats, som den tidligere regering påbegyndte, var den nye regerings første finanslovsforslag dog imødeset med en vis spænding, da partierne til venstre for den politiske midte ikke i samme grad som blå blok har markeret tydelig støtte til eksempelvis forfulgte kristne. Det er derfor glædeligt at indsatsen fortsætter. Så sendt som for to uger siden havde Dansk Europamission en forfulgt kristen i Udenrigsministeriet og medarbejderne udviste, ligesom ved tidligere besøg, stor interesse for den førstehåndsviden vi bidrog med”.