Yemen

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Interview: Verdens værste humanitære katastrofe

Sådan omtaler FN situationen i Yemen lige nu. Men hvad handler konflikten egentligt om?

Af Redaktionen

Del artikel

Jeg har interviewet lederen af projektet i Yemen, hvis navn vi af sikkerhedshensyn ikke nævner her, for at blive klogere på konflikten i landet mellem den islamiske houthi-bevægelse på den ene side, og regeringen, Saudi-Arabien og Vesten på den anden side. 

Hvad går konflikten i korte træk ud på?

Hele problemet er egentligt en gammel sunni-shia-konflikt. Yemen er halvt shiamuslimsk og halvt sunnimuslimsk, men tidligere var det aldrig et problem, om du var sunni eller shia. Hele konflikten er bragt ind udefra, og i bund og grund fra den store nordlige nabo, Saudi-Arabien. Saudierne ønskede, at en sunnimuslim skulle have magten i Yemen, for indbyggermæssigt er Yemen næsten ligeså stort som Saudi-Arabien.

Det ønske fik Saudi-Arabien opfyldt i 2012 på baggrund af det arabiske forår. Her blev den siddende præsident Ali Abdullah Saleh, som har shia-baggrund, væltet til fordel for sunnimuslimen Abdrabbuh Mansur Hadi. Midt i kaosset forsøgte den shiamuslimske houthi-bevægelse at få kontrol over den nordlige del af Yemen. Landet har førhen været delt i Syd- og Nordyemen, men blev forenet i 1990.

Projektlederen uddyber: ”Saudierne anklagede Iran for at stå bag, men i virkeligheden var det mere en folkelig opstand. Det var altså en slags propaganda for at retfærdiggøre en krig mod houthierne og shiaislam i Yemen. Og så startede Saudi-Arabien bombardementerne af shiaområder i marts 2015. Det førte hele konflikten op på det niveau, hvor den er nu, med yderligere bombardementer og sult.”

FN bringer hjælp til millioner af mennesker ved en katastrofe som denne. Hvordan adskiller projektet sig fra hjælpen fra FN og andre organisationer?

FN er nødt til at gå gennem myndighederne, og de er nødt til at leve op til lokale myndigheders ønsker. Altså houthibevægelsen i nord og regeringen, eller den saudiskledede koalition, i syd.

Det betyder, ifølge de lokale i Yemen, at store befolkningsgrupper på 3-5 millioner mennesker ikke har adgang til hjælpen gennem FN, da der her kræves et ID-kort. Og netop disse mennesker uden ID-kort er de mest socialt udsatte og marginaliserede. 

Billede: 24 millioner mennesker i Yemen sulter. Her leder fattige yemenitter efter rester af mad i en affaldsdynge.

De kristne har her en vigtig rolle, fortæller projektlederen: ”De kristne derimod er også en del af en minoritet, så de føler med minoriteterne og dem, der er i mest nød. Det gør den store forskel. De kristne deler ikke kun ud til kristne, de deler ud til alle. Det er det, de er elsket for. De skelner ikke til race, stammeforhold, politisk eller religiøst tilhørshold. De hjælper bare dem, der har størst behov.”

De kristne deler ikke kun ud til kristne, de deler ud til alle. Det er det, de er elsket for [Citat side 7]

Hvad er løsningen på konflikten?

Det er et stort, stort problem for folket, og den eneste løsning på det er: Stop krigen! USA og Trump kunne sige Stop til Saudi-Arabien, og så vil de stoppe, eller det er de nødt til. Krigen skal stoppe. Det internationale samfund er nødt til at lægge pres på de krigsførende.

Begge sider er grusomme og udfører krigsforbrydelser. Og begge sider diskriminerer religiøse minoriteter og især de kristne, så der er ikke en god og en ond side”, slutter projektlederen.

Midt i verdens værste katastrofe bringer de kristne i Yemen håb og fred. De deler mad ud og hjælper de mennesker, som er allermest udsatte. Gennem det viser de Guds kærlighed midt i håbløsheden og mørket. Du kan bringe lys i mørket og stå sammen med de kristne i Yemen ved at støtte og bede for dem.

Støt Yemen: Nødhjælp til kristne og andre minoriteter

Krisen i tal:

80% af befolkningen lever under den internationale fattigdomsgrænse
74% af befolkningen har ikke adgang til rent drikkevand
7 millioner mennesker er underernærede
10 millioner mennesker er kun et lille skridt fra sult og hungersnød
124.493 personer fik konstateret kolera i første kvartal af 2019