Billedet ovenfor: Af sikkerhedshensyn vises ikke et billede af Leylah, hvis navn også er ændret, men i stedet et modelbillede af en kvinde fra Mellemøsten (haykirdi/istockphoto.com).
Leylah Akrawi, 26, er gift og mor til fire børn, født og opvokset i Vestirak. Da Islamisk Stat invaderede Irak, var hendes børn alle mellem to og syv år. Da krigerne krydsede grænsen fra Syrien til Irak og begyndte at indtage områder på de tørre sletter i Vestirak, gik der ikke længe, før de plyndrede den landsby, hvor Leylah boede med sin familie.
”Omvend jer (…) eller vi tager kvinderne og børnene”
Da de havde hørt alle historierne om massakrerne i de andre landsbyer, der var blevet indtaget af Islamisk Stat, efterlod indbyggerne i landsbyen alt og skyndte sig at forlade området, men de blev forfulgt af militserne: ”De var mest klædt i sort og indhentede os hurtigt. Vi tilhører ikke sunni-islam, som disse mænd bekender sig til, så de truede os: ’Omvend jer til den sande islam, eller vi dræber alle mændene og tager kvinderne og børnene’. Stillet over for denne fare uden nogen mulighed for at slippe væk, overgav vi os til krigerne og blev bragt til en lille by, som de havde indtaget tidligere. Her blev mit hjerte knust for første gang, da de delte os op i mænd, kvinder og børn, og vores familie blev revet fra hinanden, og vi blev låst inde”.
”Først var vi heldige. Vores børn var for unge til at blive trænet af terroristerne. De trænede meget unge børn, som de havde taget til fange fra de omkringliggende landsbyer, og oplærte dem i ekstremistisk islamisk sharialov, men hvad var endnu værre, de trænede dem også i at bruge våben og slås! Så førte de os til Syrien, og vores situation blev værre, end man kan forestille sig”.
Eftersom hun var ung og så godt ud, blev Leylah udvalgt og bragt til en af krigernes hus i den by i det sydlige Syrien, som de var blevet ført til. På dette tidspunkt havde hun allerede mistet kontakten til sin mand.
”Jeg græd, jeg skreg, jeg var desperat! Da de gjorde mig til en af disse krigeres ”kone”, tog de mine børn fra mig for at sælge dem til familier, der ikke selv havde børn” – Leylah
”Jeg græd, jeg skreg, jeg var desperat! Da de gjorde mig til en af disse krigeres ”kone”, tog de mine børn fra mig for at sælge dem til familier, der ikke selv havde børn. Jeg råbte og skreg så meget, at en kriger vendte sig om og slog mig. Jeg var fuldstændigt hjælpeløs og ude af stand til at beskytte mine børn. Kun min yngste blev hos mig”.
I månederne der fulgte, oplevede Leylah en frygtelig og traumatiserende tid med adskillige tilfælde af kønsbaseret vold og fysisk og psykisk misbrug, hvor hun blev solgt videre til forskellige mænd. Mad og vand var en sjældenhed, og sulten var altid til stede. Hendes traumer blev yderligere forstærket af, at hun oplevede to drabsmetoder, som Islamisk Stat desværre ofte benytter sig af: En mand blev halshugget foran hende, og senere blev hun tvunget til at se en gruppe mænd blive skubbet ned fra et tag. Islamisk Stat brugte disse former for offentlige skræmmetaktikker til at holde resten af de tilfangetagne i skak.
Endelig kunne Leylah flygte
Til sidst blev hun solgt til en ny kriger tilbage i Irak. Der udbrød kampe i nærheden af, hvor de boede, og i det efterfølgende kaos lykkedes det hende at flygte og efterfølgende krydse frontlinjen til ikke-IS territorium. Hun blev overført til forskellige flygtningelejre og endte i Dohuk-regionen i det nordlige Irak. Her blev hun undersøgt af en læge, der hurtigt indså, at Leylah havde gennemgået de frygteligste ting og rapporterede det til det regionale sundhedsministerium.
Leylah får hjælp til at behandle sine traumer
De satte hende efterfølgende i kontakt med det kristne traumebehandlingscenter i Dohuk, som Dansk Europamissions givere har støttet. Leylahs minder kan ikke viskes bort, og hendes tab kan ikke erstattes, men på centeret får kvinderne med tiden et trygt sted at være, hvor professionelle medarbejdere kan ledsage dem på deres rejse tilbage til noget, der minder om et normalt liv.
Billedet: Kvinderne bearbejder deres traumer ved at tegne og udfolde sig kreativt.
Lidt efter lidt begynder kvinder som Leylah at lukke op og udtrykke deres traumer. De får mulighed for at tale med uddannede sjælesørgere, som hjælper dem til at lukke op og tale om de krænkelser, de har været udsat for. Dermed kan ofrene komme ud af den apati, de ofte ender i.
Desuden arrangerer de lokale kristne workshops, hvor pigerne kan lave håndværk og arbejde kreativt med eksempelvis broderi og hækling, og de lærer at strikke og lægge makeup. De kan også lære at male og lave smykker. At arbejde med hænderne tjener to formål. Dels kan det skabe et uformelt og afslappet miljø, hvor pigerne kan hygge sig og snakke om stort og småt. Det i sig selv fører dem ud af apatien og er helbredende. Og dels kan følelser, som det måske er vanskeligt at sætte ord på, bearbejdes, når man udtrykker sig gennem kreativt arbejde.
Må disse kvinder, med Guds hjælp, finde helbredelse, nyt håb og lys igen gennem den terapi og vejledning, de modtager her. Sammen med de lokale kristne i Dohuk i Nordirak kan vi bede for disse kvinder.
