Fjendekærlighed

For noget tid siden læste jeg en andagtsbog, hvor følgende spørgsmål blev stillet: ”Er der nogen mennesker, som du finder det umuligt at elske med Guds kærlighed?” Jeg lukkede bogen selvretfærdig og tænkte: ”Nej, jeg elsker da alle mennesker!”

Af Palle Flyger

Del artikel

Resten af dagen, kom jeg i tanke om indtil flere mennesker, jeg ikke havde kærlighed til, lige fra den altid irriterende person jeg deler menighedsfællesskab med, til de terrorister som dræber uskyldige mennesker.

Jesus fortæller os: I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.’
Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 43-45

Det er sikkert den sværeste befaling i skriften! Fordi vi ofte fejler med at elske mennesker, som ikke er vores fjender. Så hvordan kan fjendekærlighed nogensinde få plads i mit liv?

At elske vores fjender kræver en guddommelig indgriben i vores hjerter. Det er den indgriben, som mange af vores forfulgte brødre og søstre har bedt om og derefter erfaret, når de står ansigt til ansigt med ondskaben og dem, som ønsker dem ondt.

Det er en kærlighed, som kun Gud kan give ved sin Hellige Ånd. Den skal vi bede om, når vi bliver oprevet over ondskaben omkring os.

At elske vores fjender kræver død over vores følte ret til at være dommere og bødler over andre menneskers handlinger og meninger.

Vi vil aldrig lykkes med at elske vores fjender, hvis ikke korsets kraft, Jesu offer, overvinder vores selvproklamerede retfærdighed. Vi har brug for at blive mindet om det forhold, vi havde til Kristus, inden vi blev kristne. Nemlig at vi selv var Guds fjender.

Vi kender resultatet af vores fjendskab med Gud: “For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde…” Romerbrevet 5.10

Derved åbnes døren på klem, så vi kan gå den ekstra mil med den vi har det sværest med. Så vi kan give mad og drikke til den, som forfølger vores søskende i den muslimske verden. Vi kommer ind i en position, hvor vi kan velsigne dem.

Det oplevede en præst i den muslimske verden, som Dansk Europamission samarbejder med, da islamister ville slå ham ihjel. De sagde: ”Bed din sidste kristne bøn inden vi dræber dig!”

Præsten begyndte at bede højt for sine bødler, for deres koner og familier. Til sidst stoppede de ham og sagde: ”Hvad laver du? Du velsigner os og beder for os! Vi kan ikke slå dig ihjel.”

Er der nogen mennesker, som du finder det umuligt at elske med Guds kærlighed?

Palle Flyger er foredragsholder og rejseleder i Dansk Europamission.