Faktisk udspringer hjælp-til-selvhjælps-tilgangen fra Bibelen. I 5. Mosebog 8:18 står der: “Husk på Herren din Gud; det er ham, der giver dig kraft til at skabe rigdom, for han vil opretholde den pagt, han tilsvor dine fædre, som han gør i dag.”
Det er interessant, at der ikke står, at Gud vil give sit folk penge, men “kraft til at skabe rigdom”. Og det er netop det, der sker, når danskere gennem Dansk Europamissions projekter sætter forfulgte, fattige kristne i stand til at blive selvforsørgende. Således har kristne i Nordkorea, Syrien, Irak, Pakistan, Sri Lanka samt to andre lande, som vi af sikkerhedshensyn ikke kan nævne navnene på her, fået hjælp til selvhjælp inden for de seneste to år.
I projekterne får de nødlidende ikke penge måned efter måned, hvorved de ville blive afhængige af støtte fra Danmark. I stedet oprettes syskoler, hvor fattige kvinder uddannes, så de kan blive selvstændige syersker, ligesom fattige kristne kan få køer, geder og høns, de kan avle på, og hvis mælk og æg de kan sælge. Fattige kristne kan få såsæd, så de kan dyrke grøntsager – og herfra få frø, de igen kan så. Andre får hjælp til at starte en lille butik eller cateringvirksomhed.
På denne måde kan vi mere velstående kristne i Danmark på en praktisk måde give selvhjælp til forfulgte og nødlidende kristne, som kan opleve diskrimination, skepsis og til tider fysiske angreb i de samfund, de bor i.
Men målet er ikke kun at hjælpe forfulgte kristne. Målet er også, at de forfulgte kristne får overskud til at hjælpe andre udsatte i deres lokalsamfund – og dermed kan være et vidnesbyrd om evangeliet i ord og handling. I 2. Korintherbrev 9:8 siger Paulus: “Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt.”
Hjertelig tak til alle, der er med i arbejdet.
Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær i Dansk Europamission og cand.scient.pol.