Nødhjælp til kristne der risikerer chikane, diskrimination og forfølgelse

Estimat: Mindst 12.000 demonstranter dræbt i Iran

Iranske kristne anmoder om forbøn.

Af Samuel

Demonstrationer i Iran 2026. Foto: Ukendt

Del artikel

De iranske myndigheders nedlukning af internettet i Iran har forhindret iranske kristne i at kommunikere med omverdenen de seneste dage. Men vi ved, at nogle kristne er gået med i demonstrationerne, og at en mand, som er med i det netværk Dansk Europamissions givere og forbedere støtter, er blevet skudt. Hvordan han har det nu, ved vi ikke. Andre kristne er ikke gået med i demonstrationerne. Det fortæller en leder i det netværk med kirker i Iran som Dansk Europamission samarbejder med.

Han fortsætter: “Igen og igen har kristne sagt under demonstrationerne: Bed for os. Den økonomiske situation er meget vanskelig og leveomkostningerne er meget høje. En mand har fortalt at hans onkel eksempelvis er løbet tør for medicin, så det er helt lavpraktisk at folk mærker den økonomiske krise.”

USA seneste straftold er et tveægget sværd

Og her er Trumps seneste initiativ om en straftold på lande, der fortsat handler med Iran, et tveægget sværd. På den ene side er Trumps straftold en opmuntring for demonstranterne, men på den anden side vil den ramme særligt den fattige del af befolkningen hårdt.

Den øvre middelklasse og overklassen skal nok klare sig, men iranere i økonomisk lavere klasser vil komme under et vældigt pres, hvis alle verdens lande stopper med at handle med Iran. Der er kan opstå mangel på helt basale fornødenheder, eksempelvis medicin.

Vil Trump holde ord og angribe demonstranterne?

Det store spørgsmål er hvad Trump egentlig vil gøre. Vil han virkelig sætte amerikansk militær ind mod præstestyret? Indtil nu har han kun truet med angreb, hvis præstestyret dræber demonstranter. Det iranske oppositionsmedie Iran International har meldt ud, at mindst 12.000 mennesker er blevet dræbt i Iran. Spørgsmålet er om et så højt dødstal får Trump til at leve op til sit løfte.

Hvis Trump derimod ikke sætter handling bag løfterne, går tusinder i disse dage på gaden forgæves og kan blive ofre for et regime, som ikke frivilligt giver op, men om nødvendigt dræber landets egen befolkning for at bremse opstanden.

Dansk Europamission har fået en melding, som bekræfter meldingen fra Iran International, hvor en far i Iran fortæller til sin søn udenfor Iran, at ‘situationen og forholdene er langt værre og mere alvorlig, end hvad man ser i nyhederne og medierne – det er, som om byerne og befolkningen er blevet angrebet i en krig. Antallet af dræbte er langt højere, end hvad man hører i nyhederne. Han sagde, at for at afskære befolkningen fra omverdenen har myndighederne ikke kun lukket internettet ned, men går nu fra dør til dør og konfiskerer parabolantenner, så folk ikke kan se udenlandske nyheder.’

Og spørgsmålet er også hvad Reza Pahlavi kan gøre. Han optræder på mange medieplatforme, og har kaldt til demonstrationer, men han har ikke været i Iran siden revolutionen i 1979, hvor hans far, Mohammed Reza Pahlavi, blevet væltet som Irans konge. Er han i stand til at samle oppositionen, som også består af kommunistiske ikke-royale grupper? 

Regimets hårdhændede adfærd kan skabe grobund for at flere søger alternativer til præstestyrets islam

Regimets hårdhændede kamp for sin overlevelse og religiøse retorik, får befolkningen til at søge alternativer. Den iranske statsanklager Mohammad Movahedi Azad har eksempelvis udtalt, at alle, der deltager i demonstrationer mod det iranske præstestyre, vil blive betragtet som en ‘fjende af gud’. Sådanne udtalelser kan skabe en modreaktion, som skaber åbenhed over for kristendommen, men også andre religioner.

Siden 1990’erne er konvertitkirken desuden vokset betydeligt, til trods for forfølgelse, hvor konvertitkristne eksempelvis er blevet idømt fængselsstraffe på op til 15 år. Før revolutionen i 1979 var anslået 500 muslimer konverteret til den kristne tro. Men en meningsmåling fra 2020, af iranernes holdning til religion, udført af det sekulære hollandske institut Gamaan indikerer, at 1,5 procent af befolkningen identificerer sig som kristne, svarende til 1,2 millioner. Det tal er langt højere end det seneste officielle tal på 117.500 personer, der kun omfatter kristne etniske mindretal som assyrere og armeniere.

Samme undersøgelse indikerede, at 8,8 procent og 5,8 procent af befolkningen identificerede sig som henholdsvis ateister og agnostikere. Og desuden indikerede undersøgelsen, at 59,5 procent af befolkningen ikke beder, mens 27,4 procent beder fem gange om dagen.

Derudover udtalte en højtstående iransk lærd, Mohammad Abolghassem Doulabi, i 2023 ifølge Radio Free Europe/Radio Liberty, at 50.000 ud af 75.000 moskéer er blevet lukket grundet faldende fremmøde. Disse tal indikerer, at iranerne vender ryggen til islamismen og søger alternativer. Regimets hårdhændede adfærd over for demonstranterne vil kun accelerere denne udvikling.

Hjertelig tak om du vil række en hjælpende hånd til åndeligt søgende og forfulgte kristne i Iran.

Støt Iran: Støtte til familier til kristne indsatte