Ali fortæller passioneret om, hvad Gud gør i Libyen. Han leder et team, som Dansk Europamission er en del af, der gennem sociale medier, rådgivning og trosoplæring rækker ud til den unge konvertitkirke i Libyen.
“De fleste libyske kristne er unge eller unge voksne,” fortæller han. “Indtil begyndelsen af 2023 var mange optimistiske, og nogle turde åbent bekende deres tro. Men i marts 2023 ændrede situationen sig, da en gruppe unge troende blev arresteret.”
Nogle familier angiver deres børn til islamister, hvis de er blevet kristne
Efterretningstjenesten lagde ligefrem videoer af forhørene på Youtube. “Dette skabte frygt og tilbageholdenhed blandt de kristne”, fortæller Ali, som fortæller, at efterretningstjenesten dog fjernede nogle følsomme oplysninger i de offentliggjorte forhør.
“I forhold til familierne er der stor forskel i Libyen,” fortsætter Ali. “Nogle familier er åbne og tolerante, mens andre familier ligefrem overgiver deres børn til islamistiske grupper, hvis de bliver kristne, så grupperne kan presse deres børn til at vende tilbage til islam. Jeg kender personligt en, der netop nu sidder i fængsel, fordi hans familie overgav ham til islamister,” siger Ali med alvor i stemmen.
“Libyske kristne oplever således alvorlig forfølgelse – fra familie, samfundet og især fra beslutningstagere, der er påvirket af ekstremistiske islamistiske grupper, som har magt i landet.”
Samtidig med forfølgelsen af kristne vil mange libyere gerne høre om Jesus og ikke mindst opleve Hans mirakler. “Magi og overtro er udbredt i Nordafrika” forklarer Ali. “I Nordafrika hører man ofte folk fortælle, at de eksempelvis er plaget af onde ånder. Derfor er mange interesserede i Bibelen, da de her læser, at Jesus udfriede mennesker for dæmoner.”
Læs også: Fra nul til 100 konvertitkristne i Libyen
Jesu ubetingede kærlighed tiltrækker muslimer
Det er dog ikke kun mirakler, men ikke mindst Jesu karakter og hans kærlighed, der rammer mennesker. “Når libyere læser i Det Nye Testamente, ser de en unik, ubetinget kærlighed, som kun findes i Kristus, samt en fred, der overgår al forstand. Jesu kærlighed står i modsætning til islam, hvor kærlighed er begrænset til ens egne i umaen (de troendes fællesskab, red.). Sådan havde jeg det selv som muslim. Men i kristendommen er kærligheden ubetinget og gives uden en forventning om at få noget til gengæld.”
“Jesus gav sit liv på korset for vor synd. Det er det ultimative udtryk for Guds kærlighed. Ligeledes er Jesu undervisning om at elske sine fjender revolutionerende og tiltrækkende i den muslimske verden.”
“Samtidig oplever mange unge en indre tomhed, som kan føre dem på afveje – til et liv med skiftede seksuelle partnere, stoffer eller et liv uden retning. Det giver os som kristne en stor opgave i at dele Guds kærlighed med dem. Vi beder om, at Gud giver os kraft, så vi kan hjælpe.”
“Her spiller sociale medier en central rolle i at lede folk til sandheden. Det vil være umuligt at tale ansigt til ansigt med alle mennesker i Libyen, men vi kan plante frø gennem medier.”
“I et land med forfølgelse af kristne er det også langt mere sikkert for åndeligt søgende diskret at kunne stille deres spørgsmål og få svar online. Det gælder ikke mindst følsomme spørgsmål om islam og trosforsvar, det ville være vanskeligt at tale om, hvis andre hørte med.”



