Når man træder ind på Håbets Hjem i det nordvestlige Pakistan, mærker man straks en god stemning. Huset og inventaret er primitivt, men her er rent, og børn og medarbejdere er imødekommende. Håbets Hjem er en kombination af skole og børnehjem, som Dansk Europamission samarbejder med.
Overfor mig sidder Sanaya, der har grundlagt og leder hjemmet. Hun er ugift, har ingen biologiske børn og har viet sit liv til at hjælpe ulykkeligt stillede børn. “Jeg oplever, at mit liv har betydning, når jeg viser kærlighed til udsatte børn,” fortæller hun.
Hvorfor er det vigtigt, at sårbare børn oplever kærlighed, spørger jeg hende. “Børnene kommer fra en meget vanskelig baggrund og har hver deres historie. Når de kommer, er de forvirrede, har set så mange svære ting og oplevet mange svigt. De er meget reserverede. Når de er sammen med andre børn, mærker hvordan vi er som en familie og får pligter, glemmer børnene de svære ting. Vi har set, at børn græder, når de forlader os efter 10. klasse. Men vi henviser dem til kristne uddannelsesinstitutioner, eksempelvis et sygehus med en uddannelsesafdeling og en teknisk skole.”
“Vi har en række aktiviteter for at hjælpe børn ud af traumer. Vi har en psykolog, der kommer hver anden uge og bruger tid med dem.”
“Changaz havde brug for megen traumebehandling. Først døde hans far. Hans mor arbejdede egentlig som sygeplejerske, men kunne ikke styre sit narkotikamisbrug og brugte alle sine penge på stoffer. Hun blev fyret fra sit arbejde, og da hun ikke havde flere penge, solgte hun Changaz til en muslimsk mand for 5000 rupi, så hun kunne købe stoffer. Denne mand misbrugte Changaz seksuelt og fysisk. En lokal præst hørte om situationen, og sammen gjorde vi en indsats for at få Changaz frigivet.”
“Da Changaz kom til Håbets Hjem, var han bange og psykisk helt fra den. Han var blevet seksuelt misbrugt mange gange. Hans fysiske tilstand var meget dårlig. Han havde brug for lægebehandling og kom på sygehuset, da nogle af hans indre organer var beskadigede. Han var på sygehuset i to dage.”
“De andre børn tog meget godt imod ham. De bidrog til at få ham ud af traumet. Vi føler, at Gud brugte børnene til at hjælpe ham, og at de frø vi havde plantet i dem, bar frugt. De forsøgte at få ham med i lege, med i samtaler.”
“Han er nu en dygtig skoleelev. Han hjælper også andre børn og leder sin stue.”
Hvordan får du styrken til dette arbejde, spørger jeg Sanaya. “Herren er min styrke. Det er en stor tilfredsstillelse for mig at bruge tid med børnene. Hver dag om morgen har vi andagt, hvor vi deler et opmuntrende ord fra Bibelen. Jesus beder os om at elske børn, han sagde: ‘Lad de små børn komme til mig’. Han er vores forbillede.”
Hvorfor startede du skolen og børnehjemmet?
“I 2007 var der jordskælv i Pakistan, hvor kristne børn mistede deres forældre. Planen var at børnene skulle på et muslimsk børnehjem, hvor de risikerede at miste deres kristne tro. Derfor startede jeg et kristent børnehjem, så børnene i stedet kunne vokse op i et kristent miljø.”
