Ukraine

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Vinternødhjælp til Ukraine

Rusland har intensiveret sine angreb på Ukraine denne vinter. Raketter regner særligt ned over byer tæt på fronten på et tidspunkt, hvor befolkningen er sårbar i kulden.

Af Samuel

Del artikel

Dansk Europamission er i tæt kontakt med kirken Livets Lys i Poltava, ikke langt fra fronten. Med støtte fra Dansk Europamissions forbedere og givere uddeler kirkens nødhjælpshold poser med mad til  fordrevne familier, der er i en ulykkelig situation.

Nødhjælpsholdene uddeler også gasflasker med topbrændere, så familier og enlige kan lave mad, hvis gasforsyningen til deres hjem er ødelagt af raketangreb.

Familier får også elektriske varmetæpper, som de kan sove på. En god og behagelig søvn kan forebygge sygdomme, hvis huset er koldt og fugtigt. De elektriske varmetæpper bruger ikke megen strøm, og hvis strømforsyningen i perioder er afbrudt, har kirken i nogle tilfælde opladerstationer (store powerbanks), som folk kan bruge.

Nødhjælpsholdene arbejder blandt andet i landsbyen Malaja Ivanovka i Bogodukhovski-distriktet, kun 20 km fra grænsen til Rusland.

Nødhjælpsholdet fortæller: Vi undersøgte indbyggernes behov og gav dem humanitær hjælp: gasflasker og poser med mad. Vi delte også evangeliet og bad for dem.

Der var både glæde og tårer hos mange. En kvinde fra landsbyen, der hedder Zhenja, fortalte: alt ser så umuligt og deprimerende ud, og så sender Gud pludselig jer!

I landsbyen Sukhorabovka blev den lokale skole til et midlertidigt hjem for 40 personer på flugt fra russernes angreb.

Den ukrainske regering har ikke midler til at brødføde disse mennesker, og de er nødt til at forlade sig på hjælp fra kirker, frivillige og venlige naboer. Opvarmningen i skolen er svag, de elektriske ledninger er ustabile, og der er strømafbrydelser. Folk går i varmt tøj og sover under to tæpper for at holde  varmen.

Nødhjælpsholdet fortæller: Vores hjælp var en vigtig støtte for dem: elvarmetæpper, mad og en kraftig ladestation. Modtagerne var utrolig taknemmelige for muligheden for at sove på et varmt tæppe uden at fryse. Noget af maden gav vi til skolens fælleskøkken, hvor der samme aften blev bagt lækre tærter.

Skal kristne igen forfølges i Ukraine?

Kirken Livets Lys startede i 1979 som undergrundskirke under kommunismen. Den udsprang af en vækkelse, hvor undergrundspræster fra Kharkiv rejste til Poltava for at dele evangeliet med mennesker. Det var forbudt i det dengang sovjetiske Ukraine, hvor kommunistpartiet i stedet forsøgte at fremme ateisme. Mange kom til tro på Jesus, men flere af præsterne fik fængsels- eller bødestraffe.

Hvad Putin har gjort i de områder, som Rusland annekterede i 2014, og de områder, der blev erobret ved invasionen i 2022, vækker dystre minder hos ukrainske kristne om forfølgelsen under  kommunismen.

I den nyoprettede Luhansk Folkerepublik blev alle protestantiske samfund ulovliggjort, samt ortodokse samfund, der ikke er Moskvatro, med henblik på omregistrering. Et stigende antal bøger er forbudt i  Luhansk Folkerepublik, anklaget for at være ekstreme, herunder endda en oversættelse af Johannesevangeliet fra 1820 og en bog af Billy Graham.

Det er derfor vigtigt at bede for Ukraine, ikke mindst i denne tid, hvor Vestens støtte til landet ikke er så stærk som før.

Din hjælp kan mærkes helt konkret af nødlidende i Ukraine. Præsten i Livets Lys, Dmitry, sender denne hilsen til Dansk Europamissions forbedere og givere: ”Gennem jeres hjælp får mennesker det allervigtigste, de kan opleve, nemlig at de ikke er forladt. At der er nogen, der har omsorg for dem. Vi oplever mennesker, der kommer og fortæller, at de beder for dem, der hjælper os. De sender bønnen tilbage.”

Hjertelig tak om du vil bede for Ukraine, for de kristne nødhjælpshold og alle, der lider.

Det koster 89 kr. at give én pose mad til udsatte, 239 kr. for ét elektrisk varmetæppe og 360 kr. for én gasflaske med topbrænder til madlavning.