Lidelse, vrede og had
Hver gang der er politiske demonstrationer i Iran, slår det religiøse politi – kendt som Basiji – hårdhændet ned på demonstranterne. Resultatet er mere lidelse, vrede og had. Men selv her arbejder Gud.
Da Ehsans far blev arresteret for sine politiske aktiviteter, så det ud som om, håbet var blevet knust for endnu en familie. Ehsans far var væk. Hans mors liv blev meget sværere. Ehsan var alene. Når Ehsan tog med sin mor hen til fængslet, så han flere gange, at hans far var blevet tortureret. Ehsan blev fyldt af et voldsomt had mod dem, der havde gjort disse ting. Han hadede de mennesker, som havde ødelagt hans barndom.
Ehsans mor finder Kristus
Men midt i deres prøvelser fik Ehsans mor et møde med Jesus. Han husker den forandring, der fandt sted i hans mors liv: “Da hun mødte Kristus, stod mor stadig over for de samme problemer. Men hun håndterede dem på en helt anden måde”. Da Ehsans far blev løsladt, flygtede familien til et af Irans nabolande. Der blev Ehsan kristen og del af en persisktalende menighed ledet af Dansk Europamissions samarbejdspartner, Elam.
Livet bliver bedre
Med Ehsans egne ord: “Før Kristus var jeg meget overvægtig og deprimeret. Jeg havde ingen venner. Efter jeg blev kristen, begyndte jeg at le, være venlig og lære folk at kende. Jeg havde stadig problemer, men jeg følte mig ikke længere alene”. Ehsan fortsatte med at vokse i troen, og to år senere blev han inviteret med til en ungdomslejr. Der var hundreder af unge iranere samlet.
En uventet konfrontation
Ashkhan, en tidligere fotograf for Basiji, var der også. Der blev vist en film på lejren om Ashkhans liv. I filmen fortalte Ashkhan om, hvordan han tog billeder af demonstranterne og gav dem til regeringen. Ehsan husker begyndelsen af filmen tydeligt: “Da den startede, så man et billede af Irans øverste leder, Khomeini, og det religiøse politi, Basiji. Jeg tænkte: ‘Hvad foregår der?’
Jeg fik flashbacks og huskede al den tortur, min far var blevet udsat for. Mit hjerte hamrede – Ehsan
Jeg så, at det var den samme Ashkhan, som var på lejren. I filmen sagde Ashkhan: ‘Jeg tog tusindvis af billeder. Mange blev arresteret på grund af mine billeder.’ Jeg fik flashbacks og huskede al den tortur, min far var blevet udsat for. Mit hjerte hamrede. Jeg kunne ikke tale. Jeg var forvirret. Jeg havde ikke lyst til at se på Ashkhan”. Ehsan løb væk fra forsamlingen og hen i sikkerhed i et bederum, der var blevet sat op til lejligheden. Han begyndte at bede om fred.
Et nyt perspektiv
“Jeg var så vred, at jeg ikke fattede det”, fortæller Ehsan. “Flere ungdomsledere begyndte at bede sammen med mig. Jeg tænkte på Ashkhan, min fortid og min far. Jeg tænkte, hvorfor skulle jeg være vred? Hvorfor skulle jeg hade ham? Jesus sagde, ‘Hvis du tror, så vil alle dine synder blive tilgivet’. Jeg havde syndet, og det havde Ashkhan også. Gud siger, ‘Jeg tilgiver’. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne tilgive Ashkhan?” Ehsan bad om at møde Ashkhan. “Han kom, og vi omfavnede hinanden”, mindes han. “Vi bad meget sammen. Vi blev nære venner”.
Ehsan vokser stadig i sin tro på Kristus og har nu fundet plads i sit hjerte til dem, der gjorde hans familie fortræd: “Jeg kunne tilgive torturbødlerne, og nu beder jeg for, at de må tro på Jesus”.
Fakta: Indsmugling af nye testamenter til Iran
Alene i 2020 sikrerede Dansk Europamissions givere, i samarbejde med vor projektpartner Elam, at der kunne trykkes og indsmugles 23.000 eksemplarer af Det Nye Testamente i Iran. Anslået 15 % af alle modtagerne bliver kristne.