Syrien

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Nødlidende i Syrien har brug for nødhjælp og omsorg denne vinter

Mange mennesker i Syrien kæmper for at overleve. Borgerkrigen som har varet siden 2011 var ikke afsluttet helt inden covid-19 ramte i 2020.

Af Samuel

Del artikel

I stedet for at genopbygningen kunne begynde, blev der indført restriktioner og nedlukning for at begrænse smitten. Dette var ikke fremmende for beskæftigelsen i det krigshærgede land, og det er en kamp for mange blot at få mad på bordet.

I denne situation bringer kirken håb. Dansk Europamissions projektpartner sikrer, at flere hundrede nødlidende familier samt enkeltpersoner kan få mad hver måned.

En af familierne er Abdul og hans kone Fatima. Før krigen var deres situation god, og de boede i eget hus. Nu bor familien i et telt i en flygtningelejr med deres fem børn.

En af deres sønner er 15 år og har lidt af kræft i 5 år. Han er blevet opereret fire gange, og hans hånd blev lammet, da kræftsvulsten skulle fjernes.

Moderen og en datter har kroniske sygdomme og har permanent brug for medicin. Den ældste datter på 18 år har en nyresygdom.

Kun manden arbejder og tjener 300 kroner om måneden. Fra om morgenen til klokken elleve om aftenen. Hustruen arbejdede, men er i øjeblikket ikke i stand til det på grund af sygdom.

Siden 2015 har familien modtaget nødhjælpspakker med mad fra lokale kristne nødhjælpshold. Pakkerne er til stor hjælp og gør en betydelig forskel i deres tilværelse.

I et krigshærget land som Syrien kan kristne bringe håb ind i desperate situationer. De lokale kristne nødhjælpsmedarbejdere har et levende håb indeni ved troen på Jesus Kristus. Det er på grund af dette håb, at de kan bringe opmuntring til mennesker omkring sig.

Ikke alene får nødlidende nødhjælpspakker måned efter måned, men nødhjælpsholdene giver sig også tid til at tale med familierne og enkeltpersonerne, der modtager nødhjælp. De spørger ind til dem, lytter til dem og viser dem omsorg.

I det fattige land kan kristne nødhjælpshold på en meget håndgribelig måde demonstrere Jesu kærlighed til sårbare mennesker. Og i et land præget af konflikter på kryds og tværs giver det kirken en stemme, når mennesker ser, hvordan den viser kærlighed på en praktisk måde.

Du kan række en hjælpende hånd til nødlidende i Syrien denne vinter. Det koster 140 kr. at give en nødhjælpspakke til en familie i nød. Tak om du vil stå sammen med udsatte i Syrien i en tid som denne.

Støt Syrien: Nødhjælp til kristne og andre fordrevne

MobilePay 452022. Oplys navn og adresse for at få skattefradrag.