Hele Babaks nærmeste familie er kristne, men sådan har det ikke altid været. Han voksede op som yngste bror i en muslimsk familie i Iran. Faderen var ansat af regeringen, og kristendommen var ikke noget, som familien beskæftigede sig med. Islam var ikke noget, man stillede spørgsmål ved. Det ændrede sig, da hans onkel kom på ferie fra Holland, hvor han var flyttet til.
”Han fortalte os brødre, at der ikke var nogen Gud; at Muhammed var en løgner; at Allah var en løgner; at det hele var en løgn. Han var blevet ateist. Mine forældre var traditionelle muslimer, men de var hverken stærke i islamisk teologi eller fanatiske troende.”
Mens brødrene hørte deres onkel svine deres profet til, sad faderen uden modsvar. Han evnede hverken at forsvare Muhammed eller udfordre onklens ateistisk verdensbillede. Det efterlod de tre brødre frustrerede og undrende.
”Min onkels tilsvining af Muhammed fik min bror til at fortælle sin kristne assyriske kollega om diskussionerne i hjemmet. Min bror spurgte: Hvem er din Gud?”
”Min onkels tilsvining af Muhammed fik min bror til at fortælle sin kristne assyriske kollega om diskussionerne i hjemmet. Min bror spurgte: Hvem er din Gud? Og kollegaen inviterede ham med i kirke, og han begyndte at lære mere om troen. Han holdt det hemmeligt for mig – også at han blev kristen – før jeg en dag fandt en ukendt bog gemt i noget avispapir. Jeg havde godt lagt mærke til, at der var sket noget med ham. Han blev venligere og ændrede sig gradvist, men det var ikke noget radikalt eller pludseligt. Men da jeg fandt bogen og åbnede den, gav det mening for mig. Den ukendte bog var Det nye testamente, der var slået op på Johannesevangeliet kapitel 3, som jeg læste. Jeg var med det samme overbevist om, at der var noget sandt her.”
Babak pakkede bogen ind i aviserne igen og lagde den, hvor han havde fundet den. Et par dage senere gik han til storebroren og spurgte, hvad det hele gik ud på. Broderen forklarede ham om Jesus og tog ham med i kirken.
”Jeg troede, at kirken var ligesom moskeen, hvor mændene og kvinderne er adskilte. Men det her var helt anderledes. Der var 20 mennesker til gudstjeneste, og alle sad sammen som én familie, mens de sang og læste på farsi. Det var så anderledes, men jeg elskede det!”
Babak var interesseret i troen, men var ikke klar til at bekende sig som en kristen, så da hans bror tog ud af Iran for at tage på et kursus, kom han ikke længere i kirken. Broren havde fortalt familien, at han skulle på et computerkursus, men han tog på et evangelisationskursus ved Dansk Europamissions samarbejdspartner, og da han vendte hjem, begyndte han at rejse rundt i Iran for at evangelisere. Men politiet fangede ham, og selvom han hurtigt blev løsladt igen, blev hans tro afsløret for familien.
“.. en dag, sendte han en video hjem til os. Det var hans troshistorie. Vi sad alle i stuen og hørte, hvordan han havde mødt Jesus og hans kærlighed”.
”Min far var rasende, og min storebror flygtede ud af landet, da han blev løsladt. Far besøgte min bror i udlandet, og så hans kummerlige liv og kritiserede sønnen for at have opgivet sit liv i Iran for en tåbelig tro. Men min bror holdt fast og en dag, sendte han en video hjem til os. Det var hans troshistorie. Vi sad alle i stuen og hørte, hvordan han havde mødt Jesus og hans kærlighed. Han fortalte, at hans største ønske var, at vi alle ville blive kristne. Jeg græd og tog imod Jesus lige der i stuen. Far var ikke religiøs, men han blev meget bekymret. For hvad ville der ske med mig, når jeg nu var blevet kristen, og regeringen en dag fandt ud af det? Han var bekymret for min og min brors fremtid.”
Men nu var Babak altså blevet kristen. Faren havde set, hvordan hans vrede havde fået storebroren til at flygte, og derfor blev hans taktik nu i stedet at få Babak til at praktisere troen for sig selv. Det var okay, at Babak var blevet kristen, læste i Bibelen hjemme, bad og levede som kristen derhjemme – bare ikke i offentligheden.
Faderen lykkedes med at begrænse sin søns trospraksis, indtil Babak tog på samme kursus som hans storebror.
”Da jeg kom hjem, var jeg så optændt og brændende for at fortælle mennesker om Jesus. Jeg gik på gaden, talte med folk, bad for dem og drev mission. Jeg gik og ventede på, at der ville ske noget slemt, og vi ville blive arresteret, men det skete ikke. Jeg begyndte også at tale om tro og læse i Bibelen med min mor. Hun kom til tro, og stille og roligt spredte det sig i familien. Lidt efter lidt kom min svigerinde, min bror, min fætter, hans kone, en af mine brødres venner og flere endnu for at høre, synge og bede sammen. Vi begyndte at mødes i hjemmet, og til sidst var vi 10 personer i vores husmenighed. Da det bare var min mor og jeg, som troede, så plejede min far at gå en tur, hver gang vi begyndte at lovsynge eller læse i Bibelen. Men da vores familie begyndte at komme i så stort tal, og menigheden voksede, blev han bange. Han turde ikke gå ud, og mens vi læste, lovsang eller bad, tjekkede han konstant vinduerne. Han sørgede for, at de var helt tæt lukket af frygt for, at vi skulle blive opdaget. Men nogle gange bød han også ind eller gengav nogle af de islamiske filosoffers pointer.”
Husmenigheden blev ikke afsløret, og medlemmerne lærte mere og mere om troen. Men faderen ville ikke tage imod Jesus. Det blev storebroren, der var flygtet, der blev et instrument i farens vej til frelse. I sit nye land havde han fundet en kristen pige, han ville giftes med, og hele familien blev inviteret til bryllup. De var nødt til at rejse ud, for storebroren kunne ikke komme ind i Iran uden at risikere at blive fængslet.
“Jeg er blevet narret af mullaherne hele mit liv! Jeg tror, Muhammed er en falsk profet, og jeg vil være kristen”
”Det var et kristent bryllup, og det prægede talerne, stemningen og sangene. Der blev sunget lovsange i løbet af aftenen, og min far var urolig. Han kom og gik fra festen hele aftenen. Én af de sange, vi sang, havde teksten: Verdens konge tager folks liv for at gøre sit rige større – men vores Kong Jesus gav sit liv for at blive konge i dit hjerte. Festen fortsatte, og ud på aftenen kom min far og tog fat i mig. Jeg kunne se, at han var rørt og havde grædt. Jeg er blevet narret af mullaherne hele mit liv! Jeg tror, Muhammed er en falsk profet, og jeg vil være kristen, fortalte han mig! Jeg kaldte straks på min bror, og vi bad sammen med min far om, at han ville tilhøre Jesus og følge ham. Nu begyndte min far at komme til møderne og vores husmenighed. Han begyndte at tage Nye Testamenter med ud i byen, efterlade det på bænke og vente på, at nogen tog dem med sig. Det var fantastisk at se ham blive forandret og brænde for Herren.”
Menneskerne fortsatte med at komme i husmenigheden, og Babak så, hvordan de fandt frihed i Jesus – selvom der ikke er frihed til at være kristen og drive mission i Iran.
”På evangelisationskurset udenfor Iran nød jeg friheden. Jeg kunne sidde på gaden og tale med folk om tro, læse offentligt i min bibel og bare være fri. Jeg tog tilbage til Iran med ambitionen om at bringe den frihed til dem. Jeg troede, det ville blive nemt at forandre Iran, men det var nok overmodigt,” siger Babak med et grin.
”Men jeg fik lov til at se, hvordan evangeliet, de mødte i husmenigheden, skabte frihed for folk. Der er mange fantastiske mennesker i Iran – søde, hårdtarbejdende, gode. Men de har et svært liv – og det er blandt andet på grund af islam. Iranerne har brug for at høre evangeliet om Jesus Kristus, for det er det eneste sted, den sande frihed er,” slutter Babak, der efter en håndfuld år oplevede så hård forfulgt, at han blev nødt til at flygte. Nu støtter han den iranske kirke og de mange nye kristne, der kommer til tro, udefra.
Det hele startede med en ateistisk onkel, der satte spørgsmålstegn ved Muhammed og Islam. Bed om, at flere muslimer må stille spørgsmål, undre sig og finde sandheden i Jesus.
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn
