Fardoma fortæller: Da jeg var 19 år gammel, giftede jeg mig i et arrangeret ægteskab med en mand, jeg ikke engang kendte, fordi mine og hans forældre ønskede det. Jeg fik 3 børn i vores ægteskab.
Mit liv blev mere og mere vanskeligt. Vi boede i et værelse i et lille hus, som tilhørte min mands bedstefar.
Når jeg sagde til min mand, at jeg ønskede at bo separat, sagde han altid, at hans bedstefar ikke var enig, og sådan blev det. I den familie, han var vokset op i, bestemte de ældre, og derfor mente han, at han ikke kunne bestemme noget selv. Alt blev besluttet for ham af hans mor og bedstefar, for de var ældste.
Min svigermor var altid ikke tilfreds med mig, og min mands bedstefar bebrejdede mig konstant og fornærmede mig ofte med uanstændige ord. En gang begyndte han at slå mig, fordi jeg beskyldte ham for at chikanere min datter. Min datter sagde, at bedstefar om natten, da hun sov på sin bedstemors værelse, kom og sov ved siden af hende og rørte ved hende. Jeg ville anmelde ham til politiet, men først fortalte jeg min mand om denne hændelse, men han troede ikke på det. Han begyndte at forsvare min bedstefar og sagde, at det var nødvendigt at være tavs, og ikke råbe op, da det ville bringe skam over hans bedstefar.
Efter denne hændelse blev hans bedstefar endnu mere forbitret på mig, så jeg måtte forlade huset med mine tre børn. Jeg vendte tilbage til min familie, men min mor frygtede naboernes fordømmelse, hvis de fandt ud af, at jeg havde forladt min mand, og hun bad mig om at vende tilbage til min mand, men det havde jeg ikke lyst til.
Lokale kristnes kærlighed overraskede Fardoma
Men så hørte jeg fra nogle venner om Håbets Hus (Dansk Europamissions samarbejdspartner, red.), som måske ville hjælpe. Jeg henvendte mig sammen med børnene for at få hjælp. Jeg fik en fantastisk modtagelse, da jeg kom hen på shelteret for kvinder. Den varme, kærlighed og interesse for at hjælpe mig var meget overvældende for mig. Jeg fik midlertidig bolig og psykologhjælp. Jeg oplevede på det tidspunkt, at jeg ikke kunne kontrollere mine følelser, og græd ofte, da jeg oplevede smerte, frygt og had til min mand og hans familie.
Lederen på shelteret talte meget med mig om Guds nåde og kærlighed, og efter en måned begyndte jeg at ønske at deltage i en gudstjeneste i deres kirke. Da præsten talte om tro og omvendelse, stak det mig i hjertet, og jeg fik en stor lyst til at tage imod budskabet om Jesus. Jeg bad ham om at tilgive mine synder, og hjælpe mig med at tilgive dem, som jeg havde noget imod.
Min svigermor råbte af mig, at jeg havde forrådt islam og var en skam for familien
Jeg begyndte at gå i kirke hver søndag og deltage i en af kirkens hjemmegrupper. Seks måneder senere vendte jeg tilbage til min familie og tilgav min mand og hans bedstefar. Men da de fik at vide, at jeg var blevet kristen, blev min svigermor meget vred. Hun råbte af mig, at jeg havde forrådt islam og var en skam for familien. Hun fik vendt sin mand mod mig, og derefter forlod jeg deres hus.
For nogle måneder siden blev jeg døbt og er siden blevet endnu stærkere i troen på Herren Jesus. Jeg stoler nu fuldstændig på Guds kærlighed og nåde. På trods af alle livsforhold er mit liv nu begyndt at gå i en helt ny retning. Jeg har oplevet Guds mirakler i mit liv. Jeg har fået en god lejlighed, mine børn er kommet i en god børnehave. Jeg har fået et godt arbejde, hvor jeg kan forsørge os. Jeg forstår, at alt er muligt for Gud, og han brugte de kristne på shelteret som sit redskab for at virke i mit liv og hjælpe mig. Jeg takker Gud for hans tjenere og dem, som beder.
Fakta
Dansk Europamissions givere har siden 2012 støttet krisecentret, Håbets Hus, i det overvejende muslimske land. Det består af to sheltere, hvor de udsatte kvinder kan få et trygt sted at bo. Desuden er der et jobtræningscenter, hvor kvinderne eksempelvis lærer at sy, lave smykker og lave mad i caféer og cateringvirksomheder, så de selv kan tjene penge på en positiv måde i fremtiden.
Kvinderne er typisk ofre for vold i hjemmet, prostituerede og handlede kvinder. De får også sjælesorg, læge- og advokathjælp i det omfang, det er nødvendigt.
