Indien

Hjælp til selvhjælp til nødlidende kristne

Forfølgelsen af kristne tager til i Indien

Ifølge Indiens forfatning har inderne ret til at dyrke deres egen religion. Men i praksis er friheden begrænset.

Af Samuel

Del artikel

Ifølge Indiens forfatning har inderne ret til at dyrke deres egen religion. Men i praksis er friheden til at dele ens tro begrænset på grund af Hindutva-ideologien hos det siddende regeringsparti, Bhartiva Janata Partiet (BJP).

Hindutva-ideologien har totalitære træk, da dens formål er at omdanne Indien til en overvejende hinduistisk nation. BJP har sine rødder i Rastriya Swayamsevak Sangh (RSS), en indisk nationalistisk, paramilitær, frivillig organisation, som arbejder med det formål at fremme Hindutva og hinduistisk nationalisme.

Ifølge Evangelical Fellowship of India kommer forfølgelsen af kristne ofte fra RSS og BJP. Lige siden BJP-regeringen kom til magten i 2014, er de voldelige overgreb mod kristne taget til. Da BJP kom til magten i 2014 registrerede Evangelical Fellowship of India 147 angreb på indiske kristne. Efter fem år med BJP i regering, i år 2019, registrerede EFI 366 voldelige overfald på indiske kristne.

Dansk Europamissions givere støtter lokale kristne i Tamil Nadu, der viser omsorg for fattige og giver dem hjælp til selvhjælp. Hvor Tamil Nadu tidligere var et forholdsvist trygt sted for kristne, er antallet af overfald i denne delstat steget de senere år. Eksempelvis brød personer fra RSS i juni i år ind i kirken i landsbyen Udaiyappatti i Salem-distriktet og tævede pastor Jeevanandham og hans kone, Jennifer Jeevanandham, som var gravid i niende måned.

Midt i tiltagende forfølgelse står vores lokale samarbejdspartner fast og bliver ved med at give hjælp til selvhjælp til udsatte. På en praktisk måde demonstreres Guds kærlighed i Jesus for fattige og nødlidende. Trods skepsis oplever de kristne udviklingsarbejdere ofte åbenhed, når mennesker mærker den Gudgivne kærlighed, de kristne elsker med.  

Hjertelig tak om du vil bede for de kristne i Indien, for regeringen og myndighederne. 

Støt Indien: Hjælp til selvhjælp