Tyrkiet

Mediemission, Menighedsplantning

De kristne i kirkens vugge er under pres

Af Jonas Mølgaard

ISTANBUL, TURKEY - MAY 1: The demonstrators who are against to prohibition of 1 May celebration were arrested by the police on May 1,2007 in Istanbul,Turkey

Del artikel

”Manfred, de taler om dig. Måske skal du gemme det væk,” sagde min ven lavmælt til mig i metroen på vej under Bosporus-strædet, der adskiller den asiatiske del af Istanbul og Tyrkiet fra den europæiske. Hun talte om det kors, jeg havde hængende om halsen, og som det ældre ægtepar længere ned i kupeen havde fået øje på. De stirrede mistroisk på det og talte om min tro. Vi var i Tyrkiet for at besøge de kristne, og der var ingen grund til at vække for meget opmærksomhed, så jeg pakkede det diskret væk.

Selvom jeg som vestlig turist af tyrkerne forventes at være kristen, så var tilstedeværelsen af korset nok til, at de undrede sig og tog afstand. Det vidner om, at det er hårdt at være kristen i Tyrkiet. Det har langt større konsekvenser end at skulle gemme sit kors i metroens menneskemylder. Det siger alle dem, jeg taler med – lokale kristne og de rapporter, jeg har læst. 

Tyrkiet har en særlig plads i mit hjerte, og jeg vil tage dig med på en tur gennem historien og rundt til nogle af de kristne i Tyrkiet, så du selv kan få at høre, hvordan det er at være kristen i Tyrkiet. 

Historisk tilbageblik

Historisk set har Tyrkiet haft en stor kristen minoritet – det var trods alt her, at Paulus sendte mange af sine breve til, og det nuværende Istanbul, Konstantinopel dengang, var i mange år centrum for hele den østlige kirke. Hagia Sofia tronede over byen, hvor patriarkerne kæmpede teologiske kampe med den katolske pave i Rom, og kirken blomstrede og spredte sig herfra til resten af Mellemøsten, Rusland, Centralasien og helt til Kina.

Guldalderen stoppede, da det Østromerske Rige, det byzantinske imperium, kollapsede i 1453, da Sultan Mehmet og osmannerne indtog Konstantinopel. Det var et mægtigt rige, der blev kendetegnet af dygtige politiske og militære ledere, der alle var ivrige sunni-muslimer. Gennem erobringer spredte de deres version af Islam længere og længere ud, indtil de 200 år senere stod ved Wiens bymur på dørtærsklen til Europa. Et mægtigt rige på mange millioner mennesker, der strakte sig fra den persiske golf i øst, til Algeriet i vest og hele vejen op til Wien.

Osmannerne tvangskonverterede ikke ikke-muslimer, så der boede stadig mange ikke-muslimer, heriblandt kristne i områderne. De blev organiserede efter det islamiske Millet-system, hvor de havde et vist selvstyre, men Osmannerrigets ikke-muslimske indbyggere blev ikke desto mindre set som andenrangsborgere, der desuden skulle betale en ekstra skat.

Den holdning sidder dybt i Tyrkiets befolkning – både den muslimske og kristne. At det er muslimerne, der har magten, mens de kristne tolereres på muslimernes præmisser. Det påvirker de kristnes liv helt op i dagens Tyrkiet. 

For at forstå, hvorfor det er, som det er, så har historien meget godt at lære os. 

Det moderne Tyrkiet opstod i 1923 i kølvandet på Mustafa Kemal – bedre kendt som Atatürks – frihedskrig efter 1. verdenskrig. De progressive kræfter havde ulmet i et stykke tid og en modernisering og demokratisering af Tyrkiet var startet af den intellektuelle, progressive og liberale del af Young Turks bevægelsen. Det kom til en intern magtkrig mod den nationalistiske og radikale fløj, der endte med at vinde og forme den nye tyrkiske stat. Det blev med Islam som samfundets kit, men trods alt en moderat fortolkning af Islam og i teorien mange demokratiske principper og rettigheder – også til ikke-muslimer. Men praksis var en anden. 

De følgende fire nedslag fra 1900-tallet vil give en idé om, hvordan denne praksis har været anderledes, og hvordan den tyrkiske stat historisk har behandlet minoriteter. 

Det armenske folkemord 1915

Armeniernes landområder blev indtaget af osmannerne i starten af 1500-tallet, og de næste fire hundrede år var de en del af det osmanniske rige på lige fod med mange andre folkegrupper i det store rige. Men 1700-tallet bragte økonomiske og politiske udfordringer til Osmannerriget, der begyndte at opleve stigende udfordringer med at holde sammen på riget. Riget samlede sig om tyrkerne som den centrale gruppe, og minoriteterne oplevede stigende chikanering og diskrimination. 

I 1890’erne under Sultan Abdul Hamid II var der flere fysiske angreb på armeniere, som blev set som rigets syndebukke. Det kostede ifølge Dansk Institut for Internationale Studier mellem 100.000 og 200.000 armeniere livet. Men det var kun toppen af isbjerget. Da Young Turks i 1908 havde held med at få opbakning til en række gennemgribende reformer, bakkede armenierne offentligt og tydeligt op om reformerne. Reformerne gav de religiøse minoriteter retssikkerhed, status og rettigheder på lige linje med tyrkerne, men de varede kun kortvarigt. En modrevolution strøg over landet og mange steder blev blandt andet de kristne minoriteter som armenierne angrebet. I Adana blev 20-30.000 armeniere, samt et par tusinde assyrer og grækere, dræbt. 

Det var en forsmag på, hvad der skulle ske fra 1915-1918, hvor 75% af Osmannerrigets 2 millioner armeniere blev dræbt.

Den 24. april 1915 arresterede den nationalistiske regering af Young Turks 250 armenske ledere i Istanbul – præster, politikere, journalister og intellektuelle. De blev i al hemmelighed kørt til øde egne udenfor byen og henrettet. I hæren blev de armenske soldater afvæbnet og tvunget til at arbejde i arbejdsbataljoner, hvor de arbejdede så hårdt, så mange af dem døde af mangel på mad, søvn og medicin. De, der overlevede, blev henrettet. Armenske ledere over hele landet blev arresteret og henrettet, og de resterende kvinder, ældre og børn var uden ledere eller våbenføre mænd. Så da den tyrkiske regering beordrede en relokation af armenierne til det sydlige af riget i det nuværende Syrien, kunne de ikke gøre modstand og gik ud på en dødsmarch gennem ørkenen til Syrien. Her blev de angrebet af regeringsvenlige grupper, og i 1918 havde 1,5 million armeniere mistet livet. I Tyrkiet havde nogle tyrkere prøvet at redde deres armenske naboer og venner, men mange havde deltaget i angrebene og overtaget armeniernes bygninger, land og værdier. 

Tyrkiet har til den dag i dag ikke anerkendt hændelserne som et folkemord, men omtaler det som en relokation, hvis det overhovedet omtales. ”Det hukommelsestab, som Tyrkiet har for deres fortid, har en stor effekt på dagens Tyrkiet, som påvirker demokratiet og menneskerettighederne,” skriver menneskerettighedsadvokaten Orhan Kemal Cengiz i rapporten Religious minorities of Turkey – an evaluation from the perspective of human rights.

Det økonomiske angreb 1942

I sommeren 1942 var Tyrkiet lige som resten af verden økonomisk ramt af 2. verdenskrig. Den tyrkiske regering udskrev en særlig krigsskat. Men før den blev offentliggjort, havde de statslige nyhedsbureauer og aviser bragt en række artikler, der beskrev de ikke-muslimske tyrkere negativt som tyve, røvere, sortbørshandlere og profiterende på krigen. 

Finansministeriet sendte den 12. september 1942 en forespørgsel ud til regionale kontorer for at få lister over alle de værdier, som landets minoriteter havde. Landets banker blev også bedt om at sende kontoopgørelser på minoriteternes konti, mens efterretningstjenesten indhentede informationer om forretningsaktiviteter blandt ikke-muslimske tyrkere. Så da pengene blev inddrevet, endte 83% af den ekstraordinære skatteudskrivelse at blive betalt af ikke-muslimer. Borgeren fik 15 dage til at betale beløbet, og hvis det ikke var muligt, blev værdier, butikker og hjem konfiskeret og borgeren sendt i arbejdslejr, hvis der stadig ikke var penge nok. Flere tusinde mennesker endte i arbejdslejr, men ingen af dem var muslimer. 

De langsigtede konsekvenser af skatten var, at de rige minoriteter blev mindre rige, mens den muslimske del af befolkningen overtog markedsandele, hjem, butikker og jobs fra de ikke-muslimer, der flygtede eller blev tvunget til at flytte på grund af de økonomiske konsekvenser. 

Processen viser, hvordan en generel lov i praksis kan blive vinklet og effektueret, så den rammer den kristne minoritet.

September angrebene 1955

Den 6-7 september 1955 blev tusindvis af butikker og huse, der tilhørte ikke-muslimer i Tyrkiet, vandaliseret og smadret. Ifølge forsker Dilek Güven var mere end 100.000 muslimer på gaden og angreb særligt de kristne. 

4214 hjem, 1004 butikker og virksomheder, 73 kirker, 1 synagoger, 2 klostre, 26 skoler og 5317 bygninger såsom fabrikker, hospitaler og kroer blev beskadiget. Flere hundrede kvinder blev voldtaget, 300 såret og 11-15 mistede livet i urolighederne. 

Ligesom i 1942 havde regeringen lagt fundamentet i medierne op til angrebet. I 50’erne var der uroligheder på Cypern mellem Grækenland og Tyrkiet. Aviserne Hürriyet, Yeni Sabah og Gece Postasi havde i dagene op til angrebet bragt artikler, der koblede de kristne og andre ikke-muslimer negativt til udviklingen. Situationen var en tikkende bombe, og den 6. september kom gnisten, der satte ild til krudttønden. En bombe var sprunget i Kemal Atatürks fødehjem i Thessaloniki, og selvom det senere blev afdækket af det var en fra det tyrkiske konsulat, der havde plantet bomben, så var den almindelige tyrker ikke i tvivl – de kristne stod bag. Nyhederne blev spredt gennem særligt Istanbul Express, der netop denne dag kunne trykke 300.000 aviser i stedet for det sædvanlige oplag på 20-30.000. At avisen var klar til så stort et oplag, vurderer Kemal Cengiz, som et udtryk for, at de havde fået et belejligt tip af efterretningstjenesten.

Politiet og sikkerhedsstyrkerne var fraværende fra gaderne lige den dag, og de opildnede masser angreb alle huse og butikker med græskklingende navne – nogle var endda blevet markeret med GMR – Gayrimüslim Rum, der betyder ikke-muslimsk græker.

Journalisten Mehmet Ali Birand var teenager i 1955, men husker stadig hændelserne tydeligt. 

”Jeg var 14 år og på vej til en eksamen. Da jeg gik op fra Karaköy, blev jeg chokeret. Hovedgaden lignede en krigszone med smadret glas og varer ud over hele gaden. Butikkerne var fuldstændig smadret og tøj, bøger, kontorartikler, komfurer, lysekroner og meget mere var spredt over det hele. Det var som dommedag. Jeg var kun et barn og forstod ikke så meget, men jeg lagde mærke til én ting. Mens nogle butikker var blevet smadret og plyndret, så var nogle urørte. De urørte havde tyrkiske flag hængende i vinduerne, mens dørene på de smadrede butikker havde græskklingende navne,” fortæller han ifølge forfatteren Rifat N. Bali. 

I 1991 tog et pensioneret medlem af hæren, General Sabri Yirmibesoglu, ansvar for hændelserne i et interview. Han var medlem af det nationale sikkerhedsråd, chef for en af efterretningstjenester i hæren og leder af specialstyrkerne. I interviewet sagde han, at ”6-7 september var sikkerhedsstyrkernes fortjeneste og formidabelt organiseret. Det fuldførte sit formål.”

Den 6-7 september blev endnu et eksempel på den tyrkiske regerings modstand mod blandt andre kristne og deres villighed til at agere på det. 

Mordene i 2006-2007

Den manglende retssikkerhed og beskyttelse af det kristne mindretal fik store konsekvenser i fire tilfælde i 2006 og 2007. Her blev medlemmer af den kristne minoritet angrebet i fire forskellige byer og 5 mennesker dræbt. Endnu engang beskyttede regeringen ikke den kristne minoritet. 

Den 5. februar 2006 rejste en 16-årig dreng sig og skød den romersk-katolske præst Andrea Santoro ned under en messe i Trabzon. Drengen blev dømt for mordet, men undersøgelsen blev lukket hurtigt ned, da anklagemyndigheden tidligt vurderede, at han havde handlet alene. 

11 måneder senere blev den tyrkisk-armenske journalist og chefredaktør Hrant Dink skudt ned foran avisen Agos i Istanbul i fuldt dagslys. Denne gang blev anklagemyndigheden af tyrkiske menneskerettighedsadvokater presset til at undersøge det dybere.

Mens retssagen var undervejs skete endnu et angreb. Denne gang var det i Malatya, hvor målet var det kristne forlag Zirve. Her blev de to tyrkiske kristne Ugur Yüksel og Necati Aydin brutalt tortureret og siden myrdet sammen med tyskeren Tilman Geske.

Retssagerne om mordene på Zirve og Dink viste, at de var velplanlagte. Der var et netværk, der havde stået bag angrebene, og som i de næste måneder angreb flere steder. I Izmir blev præsten Adriano Franchini stukket ned, men overlevede, og flere steder i landet forhindrede politiet angreb. Under retssagerne kom det frem, at efterretningstjenesten havde haft oplysninger om planer for at dræbe Dink mere end et år før mordet, og at gerningsmændene i Malatya havde planlagt angrebet i over et halvt år.

”Det er utænkeligt, at efterretningstjenesten ikke har kendt til planerne, når de har taget så lang tid at lave. Derudover så var både Hrant Dink og de myrdede i Malatya-massakren tæt overvåget af flere efterretningstjenester i år og måneder før deres død. Det ville have været umuligt for disse efterretningstjenester at overvåge ofrene så tæt, uden også at have lagt mærke til de planer, der blev lagt mod dem,” skriver Orhan Kemal Cengiz.

Men anklagen blev lagt på flere af de påståede folk bag Gülen-bevægelsen, som i forvejen var ildeset af regeringen. Derefter blev sagen begravet, og selvom attentatmændene har fået en straf, så var politiet tilfældigvis fraværende ved alle angrebene, ligesom de var i september 1955. Det samme gjaldt, da den sydkoreanske Jinwook Kim blev dræbt på åben gade i Diyarbekir i november 2019. Den tyrkiske regering og politi har i bedste fald vendt ryggen til, mens den kristne minoritet blev angrebet. 

Livet i nutidens Tyrkiet

Som de historiske nedslag har vist, så er det svært at være ikke-muslim i Tyrkiet. Det har det været i flere hundrede år, og det er det også i dag. Diskriminationen og modstanden er nogle gange tydelig og direkte, mens den andre gange sker i det mere skjulte.

Et eksempel på den tydelige og direkte diskrimination var, da præsident Erdogan omdannede Hagia Sophia til en moske i 2020. Selve beslutningen om at omdanne den tidligere katedral til moske er en magtdemonstration og et eksempel på den manglende respekt for den kristne minoritet i landet, for hvem Hagia Sophia har stor betydning.

Og under en corona-briefingen i landet den 4. maj 2020 sagde Erdogan, at ”vi tillader ikke terrorist leftover of the sword (rester af terrorister, der ikke faldt for sværdet red.) at udføre terroristiske aktiviteter. Deres antal er blevet mindre, men de findes stadig.”

Umiddelbart efter reagerede den armenske minoritet med vrede mod præsidentens udtalelser.  Journalisten Aline Ozinian skrev: ”For de, der ikke ved, hvad terrorist leftover of the sword betyder, er det armenske ”terrorister”, der overlevede folkemordet og ikke blev dræbt af sværdet. Hvad betyder ”terrorist” så? Ja, det ændrer sig dagligt: Det kunne være en journalist, en repræsentant fra civilsamfundet, en forfatter, en doktor eller en mor til et smukt barn.” 

Tyrkiet 2021

Jeg begynder at forstå de tyrkiske kristne bedre og bedre. For når præsidenten taler ned til de religiøse minoriteter i et land med den forhistorie, som Tyrkiet har, så er det jo umuligt, at det ikke siver nedad i samfundet og skaber modstand og forfølgelse mod de kristne på et dagligdagsplan.

Så giver det god mening, at Berat*, der er frivillig på et af de projekter, som Dansk Europamissions givere støtter, er nervøs for at skulle aftjene sin værnepligt. For det er godt nok mange måneder i et hårdt miljø. 

Nu forstår jeg bedre, at Ayaz* var så nervøs for at blive færdig på studiet. For hvordan skulle han få et job, når han er blevet kristen? 

I sine ungdomsår var han med i en radikal islamistisk gruppe i sin hjemby. De talte om at leve deres liv for Allah og det blev mere og mere ekstremt. Ayaz var gruppens kommunikator og sad og skrev propaganda for dem. Indtil han en dag stødte på nogle kristne på nettet og begyndte at diskutere med dem. Det tog lang tid, men en dag åbnede han Bibelen og begyndte at sammenligne den med Koranen. Han blev overbevist om, at koranen var en falsk bog, og tre år og mange samtaler senere blev Ayaz kristen. 

Ayaz blev ikke truet på livet, da han konverterede, men han mistede mange af sine venner, da han kom til tro. Og da han blev færdig på studiet, gik han arbejdsløs. For ingen i den offentlige sektor ville ansætte ham. Og netop den form for forfølgelse er det, som de kristne i de mere vestlige, sekulære storbyer som Izmir, Ankara og Istanbul oplever, fortæller Caleb*, der arbejder med de tyrkiske kristne. 

”For de fleste er problemerne minimale i det helt daglige hverdagsliv i storbyerne. Det er også her, at mange af dem, der kommer til tro i disse år, første gang møder evangeliet eller en kristen. De flytter til byen fra mindre byer for at læse, og hvis de så bliver kristne, så er der mange af dem, der oplever at deres familie og venner hjemmefra slår hånden af dem. Flere bliver banket af tidligere venner i et forsøg på at få dem til at opgive deres kristne tro. Enkelte steder er du i fare for at blive martyr, men det er sjældent, at det bliver så farligt. Der er derimod et konstant pres fra familie og venner, ligesom det kan blive svært at få job, lejlighederne kan blive dyrere, og du er udelukket fra at varetage poster i det offentlige, være officer i hæren og lignende,” fortæller Caleb, der også har set interesserede i troen blive giftet væk til en rettroende muslim, der så har bestemt, at konen ikke længere må komme i kirken. 

Josva* har arbejdet i Tyrkiet i mange år, og han genkender billedet.

”Regeringen forfølger ikke direkte en muslim, der har skiftet tro. Men hvis dit navn er muslimsk, og du er kristen, så vil du få løftede øjenbryn, spørgsmål og negative kommentarer. For det er ilde set. Som ikke-muslim vil du blive anset for at være illoyal overfor staten og vil derfor ikke kunne få en militærkarriere, blive skolelærer, arbejde i en muslimsk organisation eller være i den offentlige sektor. Den offentlige sektor er kendt for at have godt betalte jobs, der er næsten umulige at blive fyret fra og med en relativ lav arbejdsbyrde. I den private sektor er der mange jobs og mange vil også gerne ansætte de kristne, så der er muligheder, men der er også chefer, der ikke vil ansætte kristne. Derfor er der mange kristne, der starter deres egen virksomhed eller bruger lang tid på at finde et job, hvor chefen accepterer deres tro.

Men ellers er presset klart størst fra familien. Ofte vil den kristne blive smidt ud af familien eller i hvert fald blive taget afstand fra. Men det kan også nogle gange være selvforskyldt,” fortæller Josva med et smil.  ”Den nye kristne reagerer nogle gange hårdt mod Islam og bliver så sparket ud hjemmefra. En af de kristne, jeg kender, havde efter noget tid fået lov til at være en del af familien igen uden at opgive sin tro. Han skulle bare sige undskyld. Jeg var helt paf, da han fortalte det, men så grinede han, og fortalte, at da han kom til tro, havde han sagt alt muligt grimt til dem om Islam og deres tro, og det skulle han bede om forladelse for. Da han havde gjort det, var han igen en del af familien. Så det kan også ske på den måde. Den mest almindelige forfølgelse er det familiære og sociale pres, men mange finder en vej i det.”

En af dem, som er ved at finde sin vej i det, er Nour*. Hun er frivillig på et af de projekter, som Dansk Europamissions givere støtter, og har været kristen i et par år. Men hun har endnu ikke fortalt sine forældre om det, fordi hun er bange for, hvordan de vil reagere. 

” De er muslimer, og selvom de i mange aspekter af livet ikke er så radikale muslimer, så er det uacceptabel for dem, hvis deres datter forlader Islam. Jeg ved, at de vil blive skuffede og vrede over det, men jeg ved ikke, hvad der ellers vil kunne ske, hvis jeg fortæller dem det,” fortæller hun. 

Nours familie er som mange tyrkiske familier muslimer, men uden at praktisere Islam.

”Da jeg var barn, troede jeg ikke på nogen Gud, og Islam fyldte kun meget lidt i min hverdag. Da jeg blev teenager, ændrede det sig. Jeg var trist og nedtrykt over mit liv og begyndte at lede efter svar og meningen med livet.”

Naboerne var praktiserende muslimer, og Nour lod sig inspirere af deres oprigtige gudsforhold, tog hijab på og ansøgte om at komme på et religiøst gymnasium. 

”Mine naboer virkede så glade, så jeg tænkte, at det måtte være på grund af deres tro. Mine forældre var meget imod, at jeg tog min tro så seriøst, at jeg fravalgte et fagligt stærkt gymnasium for at lære arabisk og mere om Islam. Men det var det, jeg ville, og på gymnasiet blev troen udfoldet for mig. Jeg lærte mere om Allah, Muhammed og Koranen. Jeg kendte godt hovedtrækkene før, men på skolen fik jeg flere detaljer af vide. Men der var noget galt. For selvom jeg lærte mere og mere, så fik jeg hverken en større tro eller et stærkere gudsforhold. I stedet blev jeg mere og mere overbevist om, at Islam ikke var sand. Ved at lære mere, blev jeg faktisk skubbet væk fra Islam. Jeg ville ikke længere være muslim, når jeg kendte detaljerne i troen. Jeg mødte en Allah, der behandlede mennesket som en laboratorierotte og legede med os. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det,” husker Nour, der i slutningen af gymnasietiden identificerede sig som ateist. 

Der er mange af de nye kristne i Tyrkiet, der ikke går direkte fra islam til kristendommen, men først tager afstand og bliver enten ateist eller agnostiker, før de får øjnene op for Jesus. Men selvom Nour ikke ville være muslim mere, så turde hun ikke bryde med Islam. For hvad ville det betyde for hendes familie og sociale liv? Hvad ville konsekvenserne være? 

”Jeg tænkte som en ateist, men jeg beholdt hijabben på, bekendte mig som muslim og afsluttede gymnasiet. På universitet fik en af mine veninder nogle kristne venner blandt de internationale studerende, og hun tog mig med til et ungdomsarrangement. Jeg blev nysgerrig og bad hende om at skaffe en bibel, og selvom hun var muslim, så skaffede hun en bibel til mig, og jeg gik i gang med at læse. Til ungdomsarrangementet mødte jeg for første gang kristne. De var så venlige og imødekommende, at jeg tænkte, at de måtte være falske. De var simpelthen for venlige til, at det kunne være sandt. Men jeg var nysgerrig, så jeg fortsatte med at komme i gruppen og kom med i en bibelstudiegruppe, hvor vi flere gange i ugen mødtes for at læse bibelen sammen. Jeg havde så mange spørgsmål, men de kunne ikke altid give mig svar. Men vi fortsatte, og over tid begyndte det at give mening for mig. Jeg begyndte at tage hijabben af, og selvom jeg ikke kunne tro på Jesus, så vidste jeg, at Islam var falsk. Jeg kunne ikke finde Gud og blev mere og mere frustreret, så jeg begyndte at bede i håb om, at det ville afklare noget. Jeg satte mig ved mit bord og lagde en blyant foran mig, mens jeg bad: ”Gud, hvis du er her, så kan du få blyanten til at flyve.” Den fløj aldrig, så jeg begyndte at supplere med: ”Gud, det kan godt være, at du er Gud, men jeg har brug for et tegn for at tro på dig.” Der skete stadig ingenting, og jeg forlod den kristne ungdomsgruppe. Jeg var bange for, at de ville manipulere mig eller påvirke mig negativt. Måske ville jeg bare blive kristen for deres skyld? Jeg troede, at jeg var nødt til at finde Gud alene, så jeg stoppede med at komme til arrangementerne eller hænge ud sammen med dem.

I min søgen efter Gud fortsatte jeg med at læse og bede, og over tid forandrede min bøn og min tro sig. Nu bad jeg ikke mere for, at blyanten skulle flyve, men hver eneste aften bad jeg: Gud, jeg tror dig. Jesus, du er min frelser. Men jeg har brug for et tegn – vis mig, at du er der.

Ungdomsgruppen fortsatte med at mødes, men Nour var ikke en del af den. Det var for hårdt, og hun troede stadig ikke, at hun havde fundet Gud. Men fire måneder senere stødte hun ind i en af de kristne fra ungdomsgruppen, der spurgte hende, hvordan det gik. 

”Jeg fortalte hende om mine tanker, og sagde, at jeg troede på Gud og på Jesus, men at jeg havde brug for et tegn for at blive kristen. Hun blev meget overrasket og spurgte: ”Tror du på Jesus som din frelser?” Jeg svarede ”ja”. ”Er du sikker?” spurgte hun. ”Ja, han er min frelser,” svarede jeg. ”Så er du allerede en kristen,” sagde hun og gav mit et stort smil. Over tid var mine tanker blevet forandret af bøn og bibellæsning. Jeg forstod det ikke helt, så da jeg kom hjem den aften, lå jeg vågen hele natten for at tænke. Jeg havde brug for et bevis for, at Gud virkelig var Gud, men egentlig havde han allerede bevist sig selv ved at forandre mit liv, mine tanker og min verden. Han skabte en tro i mig, og det var bevis nok for mig. Dér tog jeg imod ham som min frelser og blev en kristen. Nu vidste jeg også selv, at jeg var kristen.”

Nours omvendelse gav jubel hos hendes kristne venner, men den samme jubel vil der næppe være hos hendes forældre, der stadig ikke ved, at deres datter er blevet kristen.

”Jeg er ikke rigtig bange, men jeg er nervøs for at fortælle dem det. Jeg er nok egentlig mest nervøs for mine forældres helbred, hvis de finder ud af, at deres datter er blevet kristen. Men jeg vil fortælle dem det, når tiden er ret, og jeg håber snart at få ro i at dele det med dem. Mit liv er fuldstændig forandret. Da jeg var muslim, var Allah min chef, som testede mig, og som jeg skulle underkaste mig. Med Gud er det helt anderledes. Han er en kærlig far, der elsker mig, og som jeg kan tale med. Der er kærlighed og frihed hos Gud, og det har jeg gjort mig fri og frelst mig,” slutter hun, inden hun går ind for at arbejde videre med at gøre evangeliet kendt blandt tyrkere. 

Den tyrkiske kirkes fremtid

Der er kun få tusinde konvertitkristne i Tyrkiet, og selvom den tyrkiske kirke vokser, så går det langsomt. En af de store udfordringer er, at folk som Nour ikke møder en kristen i kød og blod, før de kommer på universitetet – og nogle møder aldrig en fysisk kristen. Så få kristne er der i Tyrkiet. Derfor er mediemission et af de gode midler til at sprede evangeliet. Dansk Europamissions samarbejdspartnere Sat-7, Kanal Hayat og Radio Shema arbejder alle med at sprede evangeliet gennem Tv, radio eller sociale medier. Det kan blive de tyrkiske muslimers første møde med kristendommen og skabe en interesse og nysgerrighed for Jesus. De kristne radio og tv-kanaler bliver også et sted, hvor interesserede kan skrive ind og henvende sig for at høre mere. 

”Mediemission over f.eks. radioen, som er et medie, der tillægges stor troværdighed af tyrkere, ændrer over tid mentaliteten i de byer, hvor programmerne sendes. Her legitimerer det interessen for kristendommen og hundredtusindvis af muslimer lytter til det kristne budskab gennem æteren,” fortæller Caleb, der ser radioen som første skridt på vejen til troen og oplever en stigende interesse for Jesus i Tyrkiet. 

”Det er rigtig meget venskabsmission, hvor du lærer folk at kende og gennem det, får du en snak om religion og tro. Der er ikke så meget blufærdighed om tro, og jeg har oplevet tyrkerne som åbne og interesserede. I disse år er der en spirende interesse i disse år, som kommer af flere ting. Mange unge oplever, at Islam spiller fallit for dem eller bliver skuffede over Erdogan og hans islamiske styre. Så bliver de ateister eller agnostikere, og det at være tæt på dem som kristen og turde tage spørgsmålene og de svære snakke er noget, der rykker. Det er en unik tid i disse år, hvor der er en åbenhed i landet,” slutter han.

De ord tygger jeg på, mens jeg finder en vandpibecafé, hvor jeg kan sidde og prøve at få styr på alle indtrykkene og tankemylderet. ”Nargile?” spørger jeg, og bliver peget hen mod en hyggelig café på hjørnet. 

Jeg sidder alene og nyder den sidste eftermiddagssol, og er egentlig på vej hjemad, da tre unge på nabobordet inviterer mig over til dem. Den ene er muslim, den anden ateist og den tredje agnostiker. Da de hører, at jeg er kristen, spørger ateisten mig, om jeg ved meget om Gud så? Jeg ved da noget, får jeg svaret dem, og han udbryder højt:

”Nej, hvor dejligt! Jeg har så mange spørgsmål!”

De næste tre timer sad vi alle fire og talte om tro, liv, ungdomskultur, Netflix, fodbold, Jesus, Erdogan og hvad vi ellers havde på hjertet. Måske blev der sået en frø den aften? Hvem ved, hvad der sker, når de næste gang møder en kristen?

Der er en åbenhed i Tyrkiet, men de nye kristne bliver presset, og de udenlandske kristne overvåges og smides ud af landet i stigende tal. Siden starten af 2019 er mere end 60 udlandske kristne blevet udvist af landet, og selvom der stadig er mange, så presser regeringen dem. 

Der sker meget i Tyrkiet i disse år. Både med mediemissionen, der vokser, og mennesker der kommer til tro. Men det er også hårdt at være kristen i Tyrkiet. Jeg husker tilbage på et tyrkisk ordsprog, som Josva fortalte, da jeg mødte ham: “En sø opstår dråbe for dråbe” 

Jeg vil hjem og bede om udholdenhed og beskyttelse for de tyrkiske kristne og om vækkelse i landet. For hvor har de dog brug for Jesus i kirkens vugge i Tyrkiet!

Støt Libyen: Hjælp til forfulgte kristne