Af hensyn til medarbejdernes sikkerhed kan vi desværre ikke nævne landets navn i denne artikel, men myndighederne har opdaget, at kristne kan gøre en positiv forskel over for nogle af samfundets allermest udsatte. Diskret får de kristne derfor mulighed for at komme ind i både kvinde-, mande- og ungdomsfængsler. Her får de lov til at holde kurser i emner som tilgivelse, hvordan man styrer sin vrede, selvkontrol, selvværd og konfliktløsning.
”Hvorfor tror du ikke,at jeg kan åbne de døre?”
Døren til fængslerne syntes ellers helt lukket. Men til et bedemøde nytårsaften 2017 fik lederen af projektet, som vi af sikkerhedshensyn her kalder Banu, en tanke, som hun tror er fra Gud: ”Hvorfor tror du ikke, at jeg kan åbne de døre?”
Ikke lang tid derefter kunne hun og andre kristne kvinder besøge det første kvindefængsel og begynde at undervise. Efter undervisningen drikker projektmedarbejderne te med de indsatte og bygger relationer. Det er gennem disse samtaler, at de fra tid til anden får mulighed for at fortælle, hvad Jesus har gjort for dem. De kristne må nemlig ikke forkynde, men de må gerne fortælle personlige vidnesbyrd, som nogle gange leder til spørgsmål og baner vej for en samtale om tro.
Banu fortæller: –Den dag vi ankom til fængslet, havde jeg forberedtet emne om manipulation til vores seminar. Teamet og jeg havde bedt før vi tog ud til fængslet, og vi ankom i godt humør. Lige da vi var kommet inden for, modtog vi en besked fra fængslets direktør,som villese os.
Hjælp til selvskadende kvinder
Hun fortsætter: – Fængselsdirektøren sagde, at vi den dag skulle arbejde med en gruppe ikke helt almindelige fanger, nemlig kvinder, som skader sig selv. Problemet var storti fængslet, og fængselsdirektøren bad om vores hjælp. Da vi kom ind i salen, hvor kvinderne var samlet, blev vi grebet af rædsel! Der var kvinder med ar og store sår i deres ansigter, på halsenog på hænderne. Det var skræmmendeog meget smertefuldt at se på. Vi var rystede, og bad om, at Gud ville give os fred og hjælpe os.
Da vi kom ind i salen, hvor kvinderne var samlet, blev vi grebet af rædsel!
Jeg husker især en ung kvinde, som var skåret overalt. Hun kiggede på mig, som om hun på hvilket som helst tidspunktville angribe os. Hun var meget nervøs, rastløs og så meget uvenlig ud. Mens de andre i teamet arrangerede enleg for at bløde stemningen lidt op, begyndte jeg at bede for denne unge kvindeog de andre i salen.
Jeg talte om manipulation og om,hvordan en person nogle gange kan skade sig selv for at få sin egen viljeog tiltrække andres opmærksomhed. Manipulation fører aldrig til noget godt og giver ingen glæde i livet, sagde jeg. For at vinde skal man tage ansvar og stå ansigt til ansigt med livets udfordringer.
Vi havde endnu et seminarforselvskadendekvinder ugen efter, men da var kvinderne mere roligeog stillede mange spørgsmål. Vi diskuterede deres adfærd og om,hvordan der er en vej ud af manipulatorrollen. Den unge kvinde, som havde set på mig i vrede, hedderUmeda. Hun sad og lyttede opmærksomt, og jeg følte, at hun havde fået tillid til os. Da vi som altid sluttede af med ordene “I er alle unikke og værdifulde, og Gud elsker jer,” spurgte hun spontant:“Også mig?” Jeg svarede:“Ja, alle uden undtagelse. Også dig, du kære!”
Den følgende uge skulle vi holde seminar i indslusningsafdelingen for nyankomne fanger, og efter to uger blev vi bedt om at komme til den fængselsafdeling, hvor man samler almindelige fanger i større forsamlinger til vores seminarer. Da vi nærmede os den store sal, kom en ung kvinde løbede for at møde os. Jeg genkendte ikke Umedamed det samme, da hun smilende omfavnede mig og sagde:“Søster, søster!“
Umedafortalte dernæst Banu dette vidnesbyrd: ”Gud virkede simpelthen så stærkt i mig tilseminarerne, og jeg er holdt helt op med at skære imigselv. Jeg begyndte at bede meget til Gud og begyndte at snakke med Jesus, som jeg ofte følte var i min fængselscelle og nogle gange endda sad ved min seng! Så blev jeg overført til den almindelige afdeling, og jeg har fået besked på, at jeg måske snart bliverprøveløsladt. Min glæde var stor, da min mor og min datter kom på besøg.”
Jeg begyndte at snakke med Jesus, som jeg ofte følte var i min fængselscelle og nogle gange endda sad ved min seng! – Umeda
Hun fortsatte: ”Jeg bad dem om at tilgive mig, fordi jeg forstod, at jeg altid havde manipuleret dem og deres følelser for at nå mine egne mål og behov. Jeg skammede mig over det og havde besluttet at elske dem helt anderledes og ærligt. Jeg er overbevist om, at dette ikke var sket, hvis jeg ikke havde tagetimod Jesusog Gud havde forvandlet mig. Jeg er meget taknemmelig over for Gud og mine dejlige kristne søstre, som tjener i fængslet. Jeg har fortalt mange afde andre fangerom det mirakel,der er sket med mig, og jeg ønsker at give Gud ære.”
Midt i flere opmuntrende frugter af arbejdet må Banu og hendes team være varsomme og i deres dagligdag tage en række forholdsregler for at undgå forfølgelse. Hjertelig tak til alle, der står sammen med dem, så nogle af de allermest udsatte kan opleve Guds forvandlende kærlighed.
