Sidste år var vi med Felix Rejser og Dansk Europamission i Kirgisistan og Kasakhstan. Vi formodede, at vi ville komme til at møde nogle kristne søstre og brødre, som ikke har så enkelt et liv, som vi har – folk der kender til forfølgelse pga. deres tro. Vi håbede, at vi måske kunne være til lidt opmuntring for dem, men det blev nu omvendt: De var til stor opmuntring for os.
Tidligere børnehjemsbørn bliver klar til voksenlivet
Vi oplevede at besøge Egehuset i Kirgisistan, som Dansk Europamissions givere støtter. I Kirgisistan kan børnehjemsbørn kun blive på statslige børnehjem til de fylder femten år. Nogle kan bo hos familie, men andre står alene.Ildsjæle – fyldt af Guds kærlighed – har indrettet et såkaldt transitionshjem for otte piger fra børnehjem, hvor de kan få lov at bo, få ro til at tageen uddannelse og få masser af kærlighed, så de bliver klar til voksenlivet. At opleve trivslen i det gamle hus var betagende.
Kirgisistan har en meget smuk natur, som vi oplevede på nært hold, idet viblev bespist i en yurt–et traditionelt nomadetelt. Det var også meningen, at vi skulle sove der, men det var blevet for koldt. Vi så kirgisisk buzkashi– en konkurrence hvor deltagerne rider på heste. Den er ret vild, men er almindelig i Centralasien. Sporten kan sammenlignes med polo. To hold kappes om at få et dødt dyr uden hoved og uden ben ind i modpartens mål. Det er som regel en ged, som vejer ca. 30 kilo. Ryttere styrter af sted på signal fra dommerens fløjte. En af dem får i fuld fart den døde ged op fra jorden. Ryttere fra modstanderholdet prøver at tage geden fra ham.
Hjælp til narkomaner, alkoholikere og fanger
Vi besøgte også et rehabiliteringscenter i Kasakhstan, som en kirke drev med støtte fra Dansk Europamissions givere. Det var for narkomaner, alkoholikere og løsladte fanger, som alle trængte til omsorg, kærlighed og beskæftigelse – men allermestat lære Jesus at kende. Det sted havde stor yndest hos de lokale myndigheder på grund af deres gode resultater. Det er stort i et muslimsk land, hvor kristne nogle gange ses på med skepsis.
Vi fik også en ryste-sammen-tur ud i bjergene. Vi blev nemlig skvulpet rundt i en særlig bjergbus på turen. Det var en meget smuk tur, hvis ikke hjertet sad i halsen over at se ned i afgrunden ved siden af bussen.
På et af hotellerne fik vi besøg af en kristen kvinde, som har været ansat i et af Dansk Europamissions projekter. Hun fortalte os om sit liv. Til trods for stor forfølgelse – endda mord på sin svigerfar – blev hun ved med at vise kærlighed til sine naboer. I tre år ville ingen tale med hende, fordi hun er en kristen, men da hun blev ved at vise dem omsorg, blev de langsomt klar over, at hun ikke var farlig. Hun var alene i landsbyen, da hendes mand var i Rusland for at tjene til livets ophold for dem. Hvad ville jeg have gjort i hendes sted? Magen til opofrelse og næstekærlighed skal man lede længe efter i vores del af verden.
I Kasakhstan mødte vi en præstefamilie, som havde valgt at bo i en meget forurenet by, for dér boede de mennesker, der trængte allermest til omsorg. Når det er vinter, er det øverste lag i sneen sort, hvilket siger noget om forureningen i byen. Der er også stor social nød, og kirken deler fødevarepakker ud til fattige, enker, hjemløse og forældreløse børn. De var virkelig med til at bringe håb og glæde. Muslimerne spørger: Hvorfor gør I det for os? Svaret er: Vi har oplevet Guds kærlighed og giver den videre.
Vi har kun gengivet en ganske lille del af vores oplevelser. For os var det en oplevelse for livet.
Vore guider var fantastiske og tog kærligt hånd om os på turen.
