Min rejse mod omvendelse begyndte, da jeg blev dømt til døden for blot at læse i Bibelen. Jeg flygtede derfor fra mit hjemland. Da jeg kom til Danmark, mødte jeg Guds sande kærlighed i Jesus Kristus ved at læse i Det Nye Testamente. Jeg boede i Danmark i fire et halvt år. I den tid besøgte jeg forskellige kirker. Jeg har også gået til bibelundervisning flere gange.
For tre et halvt år siden besluttede de danske myndigheder at sende mig tilbage til mit hjemland. Men jeg kunne ikke bo der, fordi jeg havde en dødsdom hængende over hovedet. Jeg er nu i et andet muslimsk land, hvor jeg leder en lille husmenighed.
To slags muslimske lande
Der findes grundlæggende to slags muslimske lande. I den første slags er befolkningen og myndighederne meget mistænksomme over for enhver, der har noget som helst at gøre med kristendommen. Man kan risikere at blive fængslet eller dræbt – men da den islamiske lov beskytter gerningsmændene, får det aldrig konsekvenser. Det er lande som Saudi Arabien og Afghanistan.
I disse lande skal undergrundskirkerne være ekstremt forsigtige, og de er nødt til at se nye medlemmer an over flere år, før de for alvor betror sig til dem. Derfor er det nemmere og sikrere for menigheden at mødes online gennem programmer som WhatsApp, Zoom eller Skype – og deres møder kan endda arrangeres fra udlandet, hvor det er sikrere at opholde sig.
I den slags lande kan selv ægtefæller skjule over for hinanden, at de er kristne. Jeg kender en kvinde, der var blevet kristen. Hun tog mod til sig og fortalte nyheden til sin mand. Han fortalte glædestrålende, at han havde været kristen i 10 år. Han var blevet kristen i sin studietid og havde holdt sin tro hemmelig siden. Nu kunne de dyrke deres tro i fællesskab.
“Det er vigtigt, at politiet ikke opdager, at vi mødes for at bede, for husmenigheder er ulovlige”
Der findes dog også en anden gruppe af muslimske lande. Det er i et af disse, jeg nu er flygtning. Her er befolkningen, myndighederne og de lokale muslimske ledere heller ikke glade for kristendommen, og det er ikke tilladt at missionere – men der findes trods alt nogle juridiske foranstaltninger, som skal beskytte religionsfriheden.
Blev slået i ansigtet
Da jeg kom til denne by, skulle jeg hen på politistationen for at få udstedt et id-kort. Først blev jeg udspurgt om min fortid, og da betjenten fandt ud af, at jeg var konverteret fra islam, slog han mig i ansigtet og råbte, at jeg skulle gå hjem og læse Koranen. Nogle måneder senere kom politiet forbi mit hus. Da de fik øje på et kors på væggen, sparkede de mig. Jeg er også blevet overfaldet og banket af mine egne landsmænd, fordi jeg er konvertit. Da jeg gik til politiet for at anmelde det, ville de ikke høre på mig. Det var meget tydeligt, at de diskriminerede mig på grund af min tro.
Da jeg flyttede hertil, spurgte jeg min danske kirke om hjælp til at finde nogle andre kristne i byen. Gennem Dansk Europamission blev jeg sat i kontakt med lokale kristne, som kan hjælpe mig i arbejdet. Da vi startede vores lille undergrundskirke i mit hus, var vi kun syv. Vi mødtes to gange om ugen til bøn og bibelstudie. Otte måneder senere var vi 11, men det er svært at få nye medlemmer. I menigheden er der blandt andet en mor med sin datter. Hendes mand og søn ved ikke, at de er kristne. Der kommer også en mand, som ikke har fortalt sin bror, at han er kristen, selvom broren bor i den samme by.
Det er vigtigt, at politiet ikke opdager, at vi mødes for at bede, for husmenigheder er ulovlige, og udlændinge må ikke mødes i større grupper. De fleste i gruppen holder deres tro skjult for politiet. Engang var vi faktisk 28 medlemmer, men mange flyttede til andre byer og er nu med i kirker dér.
Tålmodighed og kærlighed
For folk, som bor i et kristent land, lyder det måske som om, det er svært at være kristen her. Men vi læser i Bibelen, at vores frelser Jesus Kristus i Markusvenageliet 8,34 siger: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Ligesom Jesus gav sig selv for at redde os, gør vi dette for at redde andre mennesker.
“Jeg er ikke særligt modig – jeg forsøgte jo at flygte til Europa”
Jeg er ikke særligt modig – jeg forsøgte jo at flygte til Europa. Men Gud førte mig væk fra Danmark for at sende mig til dette land og denne by. I Esajas 55,8-9 læser vi: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer. Nu forstår jeg, at dette er det bedste for mig. Og det, jeg har fået af Gud, kan jeg give videre til andre.
Hvis man vil starte en undergrundkirke i et muslimsk land, må man have erfaring med kulturen eller få råd fra en, der er vokset op i landet. Det kræver meget kærlighed og tålmodighed at få kirken til at trives. Med tålmodighed vil det lykkes, og med kærlighed vil man finde mennesker, hvis hjerter er klar til at tage imod Guds kærlighed og hans levende ord. Afslutningsvis vil jeg gerne læse dette fra Matthæusevangeliet 6,10: ske din vilje, som i himlen således også på jorden. Jeg overgiver min vilje til dig, Jesus.
Menighedsplantning i den muslimske verden
Dansk Europamissions givere sikrer, at der kan plantes menigheder i den muslimske verden. Menighedsplanterne får hjælp og støtte af lokale kristne præster. Hjertelig tak til alle, der støtter dette vigtige arbejde.
