Denne unge mor og hendes søn er nogle af de nordkoreanske flygtninge, som Dansk Europamissions givere, gennem omsorgsfulde lokale kristne i Kina, hjælper videre til et sikkert land i Sydøstasien. Af sikkerhedshensyn kan vi ikke nævne navnet på de lokale kristne. Havde de kinesiske myndigheder opdaget dem, var de blevet tvangshjemsendt og havde risikeret fængsel.
Yun-Kyong, den unge mor på 33 år, med sønnen Chol-ho på seks år, fortæller: For at vi som familie kunne overleve i Nordkorea, var min mand involveret i handel med kinesiske virksomheder, en forretning der ikke var officielt godkendt af myndighederne i Nordkorea (eksempelvis sælger nordkoreanere fisk, urter eller rødder til kinesiske forretningsfolk og tjener penge, så de kan brødføde deres familier, red).
Han blev pågrebet og idømt en streng straf, som skulle afsones i det berygtede Chonkori Fængsel. Forholdene i fængslet er så dårlige, at de indsattes familier er nødt til at forsyne fangerne med ekstra mad, fordi fængselsmyndighederne kun udleverer det allermest nødvendige for at overleve til de indsatte. Vi var så fattige, at jeg ikke kunne hjælpe ham i fængslet, så han døde af fejlernæring i februar 2016.
Vi var så fattige, at jeg ikke kunne hjælpe min mand i fængslet, så han døde af fejlernæring – Yun-kyong
Da jeg hørte om hans død, skyndte jeg mig hen til fængslet, blot for at høre mere om, hvad der var sket med ham – om han var kremeret og allerede begravet? Jeg blev endnu mere bitterligt desillusioneret over den nordkoreanske stat, da jeg ikke kunne få nogen detaljer om hans død og – for at gøre ondt værre – heller ikke kunne klage nogen steder.
Det gik op for mig, at der ikke var noget håb for mig i Nordkorea, og eftersom jeg inderligt ønskede et bedre liv for min søn, hoppede jeg af til Kina i december 2016. På et marked i Kina mødte jeg en gammel koreansk-kinesisk kvinde, som henviste os hen til en kirke, hvor vi kunne få hjælp. Der mødte vi gode koreansk-kinesiske kristne og en sydkoreansk missionær, som beskyttede og hjalp os. Den person, der hjalp os, er nu tilbageholdt af de kinesiske myndigheder. Jeg beder Gud gribe ind og hjælpe i denne svære situation.