Kasakhstan

Fortalervirksomhed

Langfredag: Razzia og smædekampagne mod kasakhiske kristne

Da en kirke i Almaty i Kasakhstan fejrede Langfredag, ankom politi og sikkerhedstjenester og ransagde kirken. De i høj grad statskontrollerede medier bragte samtidig uhyrlige rygter om kirken.

Af Samuel

Del artikel

Billede fra lufthavnen: Der blev bragt usande oplysninger om pastor Ivan til venstre og Vadim til højre i kasakhisk tv, der beskyldte dem for at flygte fra landet.

På denne dramatiske måde blev kirkens ledelse informeret om, at den var sigtet for svindel – på baggrund af påståede klager fra tidligere medlemmer om, at kirken havde inddraget store pengebeløb samt ejendele under dække af at indsamle kollekter. Politiet konfiskerede computere, dokumenter samt tv-kameraer til at producere kristent tv.

Uhyrlige anklager i medierne om flugt og våben

Ud over ransagningen begyndte de i høj grad statskontrollerede medier straks at bringe uhyrlige rygter om kirken. For det første påstod et medie, at der ved ransagningen var fundet våben i kirken. Senere vidste det sig dog, at billedet, mediet brugte, var falsk og stammede fra Rusland.

Billede: Artiklen med billedet af det påståede våbenfund i kirken.

Endvidere blev præster beskyldt for at ville flygte fra landet. I kasakhisk tv kunne seerne se billeder af pastor Vadim og pastor Ivan i lufthavnen og fik at vide, at de var på vej til at flygte ud af landet.

Billede: Der blev bragt usande oplysninger om pastor Ivan til venstre og Vadim til højre i kasakhisk tv.

Sagen var dog den, at Vadim blot kørte Ivan til lufthavnen, så han kunne rejse til Kirgisistan – en rejse, han ifølge Forum 18, en nyhedstjeneste som Dansk Europamission har været med til at grundlægge, havde planlagt lang tid i forvejen.

Evangelisation – den egentlige årsag?

Hvor nogle kirker i Kasakhstan oplever en vis frihed til at praktisere deres tro, udsættes andre for et hårdt pres fra myndighedernes side. I sidstnævnte gruppe er kirker, som tager Jesu ord i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28 alvorligt om at forkynde evangeliet – også for det muslimske flertal i landet. Undlader kirker at dele evangeliet med muslimer, får de frihed, men evangeliserer de blandt muslimer, forfølges de.

Konversion til den kristne tro = forfølgelse

Det er kun kort tid siden, at en kasakhisk præst, Kasjkumbajev, som var konverteret fra sunni-islam til den kristne tro, kom i fængsel – under falske anklager for at have gjort et menighedsmedlem psykisk syg. På grund af samlet støtte fra kirken i Kasakhstan og internationalt pres, blandt andet fra Dansk Europamissions støtter, blev han dog løsladt i 2014. Læs mere om sagen her.

Billede: Konvertitten Kasjkumbajev

Tak om du vil huske de kasakhiske kristne i forbøn.

Læs om Dansk Europamissions projekter i Kasakhstan her…

Støt Forfulgte kristne generelt