Vietnam

Ikke-kategoriseret

Luis Palau prædiker ved kristent massemøde i Vietnam

For første gang siden 1975 holdes et stævne af denne størrelsesorden i landet

Af Redaktionen

Del artikel

Da de protestantiske kristne i den forløbne weekend fejrede deres 100-års jubilæum, skete det ved et møde med 12.000 deltagere, hvor den amerikansk baserede evangelist Luis Palau prædikede. Det var første gang siden afslutningen af Vietnam-krigen i 1975, de protestantiske kirker havde fået lov at holde så stort et stævne. Tilladelsen til stævnet kom dog kun tre timer, før selve mødet skulle begynde, selv om ansøgningen om at afholde stævnet var indgivet flere måneder inden. Stedet for mødet blev også ændret i sidste øjeblik til et andet sted, der lå flere kilometer fra det oprindeligt planlagte.

Det ser efterhånden ud til at være blevet standardprocedure for regeringen at give tilladelser til større kristne stævner ganske få timer inden mødets begyndelse, og ofte at mødestedet bliver ændret.

Den argentinsk-fødte evangelist Luis Palau, der har prædiket for 28 millioner mennesker i 72 lande, prædikede evangeliets budskab på Thanh Long Stadion i Ho Chi Minh City (det tidligere Saigon) sent om aftenen lørdag den 9. april og aftenen efter, søndag den 10. april.

Ændringen af mødestedet betød, at det udstyr, der var stillet klar i én bydel, måtte flyttes til det nye mødested, før det kunne blive samlet og stillet op, fortalte kirkeledere. Det betød også, at arrangørerne måtte give besked til mange tusinder af mennesker, der var inviteret til det oprindelige mødested, om at de skulle begive sig til det nye mødested.

Især i betragtning af denne mangel på samarbejdsvillighed fra regeringen, sagde lederen af Vietnams Evangeliske Alliance (af husmenigheder), at det var et “absolut mirakel”, at begivenheden blev gennemført.

Mundtligt samt via Internet, Twitter, Facebook og sms-beskeder fik tusinder af mennesker besked om, at mødestedet var ændret, mens teknikere og hundreder af volontører med heltemodig indsats gjorde stadion klar til mødet. Det vietnamesiske politi var overraskende hjælpsomt med at vise folk vej fra det oprindelige til det nye mødested.

Kl. 9 om aftenen, to timer efter det oprindeligt fastlagte tidspunkt for begyndelsen, blev kæmpemæssige bannere med påskriften “Bed for Vietnam” og “Gud elsker Vietnam” foldet ud som velkomst til Luis Palaus team og til de tusinder af mennesker, der deltog i festen, som var en glædesfest, der kombinerede 100-årsjubilæet med påske.

Efter de indledende bønner og velkomsthilsener af vietnamesiske ledere, gav Luis Palaus søn, Andrew Palau, sit vidnesbyrd om, hvordan Gud havde befriet ham fra misbrug af alkohol og narkotika og kaldet ham til kristen tjeneste. En vicepræsident fra Intel Corporation vidnede om, hvordan Gud velsignede hans liv og hans forretning. Præsten og musikeren Don Moen, der er kendt for sange som “Sig tak med taknemligt sind” og “Gud er så god”, bidrog med inspirerende musik fulgt af jublende menighedssang.

Palau begyndte sin prædiken kl. 23. Det var et kortfattet, klart evangelisk budskab, og omkring 800 deltagere kom frem, da han indbød folk til at modtage Jesus. Klokken var over midnat, før folk begyndte at gå hjem.

Den anden fejring skete søndag aften, den 10. april, i bedre orden og mere til tiden. Over 12.000 mennesker fyldte sæderne og de fleste af de ekstra stole, der var sat op på stadions grønsvær. Som respons på Palaus andet budskab kom der ifølge arrangørerne over 1.000 mennesker frem efter opfordringen til at følge Jesus.

Man kan se billeder samt den vietnamesiske tekst vedrørende begivenheden på hjemmesiden   www.hoithanh.com, og videoklip med Luis Palaus og Don Moens ankomst til Vietnam kan findes på YouTube. De blev budt velkommen i Ho Chi Minh Citys lufthavn Tan Son Nhut af hundreder af entusiastiske unge mennesker, der bar bannere og blomster.

Dr. Nguyen Xuan Duc, præsident for Vietnam World Christian Fellowship, sagde, at han er blevet meget opmuntret med hensyn til fremtiden for kirken i Vietnam.

“Disse dage markerer et skift for protestantismen i Vietnam,” sagde han. “Der er ingen frygt, men snarere en vidunderlig spontanitet og en glæde, der ikke kan undertrykkes. Begivenheder som denne sker trods regeringen og uden velsignelse fra overdrevent konservative kirkeledere. Hvad vi ser, er ungt, ledet af lægfolk, internationalt forbundet og medievant.”

Mens Luis Palau, Don Moen og andre talte søndag aften, var der en anden forestilling i Ho Chi Minh City, hvor den berømte sanger og sangskriver Bob Dylan optrådte. Her stod ca. halvdelen af de 8.000 sæder på RMIT universitetet tomme.

En uge forinden i Kinas hovedstad Beijing havde censorerne, der skulle gennemse Bob Dylans liste over de numre, han ville give, tilladt en åbenlyst kristen sang, der begynder med ordene “Jesus sagde: Vær rede, for I kender ikke timen, i hvilken jeg kommer,” men de tillod ifølge Associated Press ikke Dylans mest berømte sagne “Blowin’ in the Wind” og “The Times They Are A-Changin'”. Brad Adams fra organisationen Human Rights Watch beklagede sig over, at Bob Dylan, hvis musik bidrog til oppositionen mod Vietnamkrigen, før i tiden aldrig ville have ladet nogen regering diktere, hvad han måtte synge.

Luis Palaus team og de vietnamesiske arrangører skal holde lignende møder fredag-lørdag den 15.-16. april. Indtil nu er der ingen tegn på, om myndighederne der vil være mere imødekommende, end de var i Ho Chi Minh City.

Kilde: Compass Direct / Dansk Europamission