Ikke-kategoriseret

Islam har ikke monopol på kristenforfølgelse

Også buddhister kan blive fanatiske og voldelige i deres angreb på kristne

Af Henrik Ertner Rasmussen

Del artikel

I Sri Lanka er årtiers krig mellem regeringsstyrker og tamilske oprørere ved at være slut. Konflikten har påvirket Danmark ved, at mange tamiler har søgt og opnået asyl her. Flertallet af disse tamiler er hinduer, men der er også en del kristne iblandt. Sri Lankas etniske flertal kaldes singhalesere, og det store flertal af dem er buddhister. Singhalesere og tamiler taler ikke alene vidt forskellige sprog, men har altså også forskellig religion. I Danmark er vi vant til at se buddhister som fortalere for fred, ikke-vold og tolerance, også hvad angår religion.

I Sri Lanka er dette billede langt fra entydigt. Der findes en del buddhister, som ikke alene er fortalere for vold og undertrykkelse mod tamilerne i landet, men som også går ind for at bekæmpe kristne med vold og undertrykkelse. De har også forsøgt at begrænse religionsfriheden ved at påvirke politikerne til at vedtage en lov, der i vage vendinger kriminaliserer forsøg på at omvende folk til en anden religion end den, de er opvokset i, ved anvendelse af pres eller lokkemidler i form af økonomiske og sociale fordele. Loven er dog i skrivende stund endnu ikke blevet vedtaget af Sri Lankas parlament. Dog har alene fremsættelsen af lovforslaget skabt en atmosfære, hvor buddhistiske ekstremister har følt, at de uden frygt for straf kunne gå til angreb på kristne, især ledere af kirker, hvor det er kendt, at mange buddhister og hinduer kommer til tro på Jesus. Det går ud over både evangeliske og katolske kirker, præster, evangelister og andre kristne i lederpositioner. Det går også ofte ud over bygninger, både kirker, skoler og kristne institutioner.

Nu, hvor krigen i Sri Lanka er ved at være slut, må man håbe, at et klima af fred og forsoning vil komme til at råde, og at dette klima også vil føre til, at religiøst motiveret had og vold efterhånden vil forsvinde. Det er dog usandsynligt, at det vil ske på bare få år. Derfor beder vore brødre og søstre i Sri Lanka indtrængende om, at kristne verden over beder for dem. Godfrey Yogaraja, der er leder af Sri Lankas Evangeliske Alliance, og som jeg flere gange har mødt, sidst i marts i år, giver udtryk for, at situationen i landet nærmest er desperat, ikke mindst på grund af det enorme antal mennesker, der er flygtet på grund af krigshandlingerne, og hvoraf mange er kristne. De, der lider allermest, er dog børnene. Alle civile i det krigshærgede område er virkelig trængt, især på grund af, at den humanitære situation er nærmest katastrofal. Kirkerne gør en overmenneskelig indsats for at hjælpe de nødstedte, uanset deres religiøse ståsted, men der er mange rapporter om, at de og andre uafhængige hjælpeorganisationer bliver hindret af regeringsstyrkerne, ligesom der er mange forlydender om overgreb mod civile fra disses side.