Af Barbara G. Baker
Et år efter, at tre kristne blev brutalt slagtet for deres tro i Malatya, samledes Tyrkiets lillebitte kristne samfund i stilhed i den forgangne uge for at ære deres minde og bede for deres sørgende familier.
Tyrkerne Necati Aydin og Ugur Yuksel og tyskeren Tilmann Geske blev bundet, hånet for deres tro på Kristus, torteret og derpå slagtet med knive i Malatya i det sydøstlige Tyrkiet den 18. april 2007. De blev myrdet på forlaget Zirve Publishings kontor af fem unge tyrkiske muslimer, som påstod at forsvare Tyrkiet og islam mod kristne missionærer, og efterlod to enker, fem faderløse børn og en sørgende forlovet.
Mindegudstjenesterne begyndte ved middagstid fredag den 18. april på en lille landsbykirkegård i det østlige Tyrkiet. Her markerer en nyligt sat gravsten Yuksels grav i udkanten af landsbyen Elazig’s Son. Yuksel var 32 år, da han blev myrdet. “Han blev dræbt som Jesus,” står der skrevet nederst på gravstenen. På begge sider af monumentet står ordene fra en af Yuksels yndlingssalmer: “Hvem har jeg i himlen udover dig? Og jeg ønsker intet på jorden udover at være sammen med dig.”
20 af Yuksels kristne venner deltog i den korte ceremoni bestående af salmer, bøn og skriftlæsning og ledet af pastor Ahmet Guvener. Yuksels forældre, som er ældre mennesker, deltog også i tjenesten, og de skreg, da fotografer og et filmhold fra Dogan News Agency videofilmede hele ceremonien – de havde følt sig vanæret i det lokale muslimske samfunds øjne, da deres søn blev kristen, og udsigten til, at deres deltagelse i hans kristne begravelse skulle offentliggøres, fik dem til at føle, at de ville tabe endnu mere ansigt.
Endnu en kirkegårdsgudstjeneste fandt sted nogle timer senere ca. 90 km derfra på Malatyas sjældent brugte armenske kristne kirkegård. Her deltog den tyske enke Suzanne Geske og hendes tre børn, Michel, Lukas og Miriam, sammen med 35 andre i en mindeceremoni for Tilmann Geske, som blev myrdet i en alder af 46 år. Pastor Ihsan Ozbek fra Ankaras Kurtulus-kirker ledede mindegudstjenesten, som en deltager fortalte Compass, var fyldt med lovsange og “en kraftig hyldest”, der viste, at Kristi tilhængere “ikke græder som dem, der er uden håb.”
Lokale gendarmer forsinkede begge ceremonier i næsten en halv time ved at stoppe køretøjer ud og ind af landsbyen Son. Kristne var overbeviste om, at det angivne formål – at skaffe sikkerhed – udelukkende var en undskyldning for at chikanere dem. Efter at have undersøgt identitetspapirer på alle kristne deltagere i Yuksels gudstjeneste tillod soldater de sørgende at køre videre. “Dette var ikke en rutinekontrol, for vi kørte ad en lillebitte sidevej ind i landsbyen,” klagede en af de kristne, som deltog i begge kirkegårdsceremonierne. “Det var intet mindre end skammeligt at behandle mennesker på denne måde, mennesker, som bare var på vej til en mindegudstjeneste. De ønskede bare at finde ud af, hvem som var kommet til Ugurs mindegudstjeneste.”
Samme dag offentliggjorde det kristne forlag Zirve Publishing Co., hos hvem de tre myrdede havde haft kontor, en traditionel sortrandet notits i avisen Sabah i anledning af etårsdagen for de kristnes død. “Vi mindes med kærlighed og længsel dem, der ubarmhjertigt blev taget fra os for et år siden,” stod der i notitsen, der med store fede typer angav navnene på de tre martyrer. Aydin og Yuksel var begge tidligere muslimer, som konverterede til kristendommen. Geske var tysk statsborger og havde boet i Tyrkiet med sin familie i næsten 10 år. “I vores troshåb vil vi være sammen med jer igen ved vores Himmelske Faders side,” sluttede notitsen. “Vi har ikke glemt jer.”
Stort fremmøde i Istanbul
Søndag den 20. april trak en national mindegudstjeneste i Istanbul over 900 kristne til fra hele Tyrkiet til minde om de tre kristnes liv og voldsomme død. Menneskemængden oversvømmede det rummelige sanktuarium og bredte sig til gårdspladsen og dannede en ring af tilskuere på balkonen.
Semse Aydin og Suzanne Geske sad side om side på forreste række i Istanbuls katolske domkirke, St. Esprit, under den 90 minutter lange gudstjeneste, ledsaget af deres fem børn. De var flankeret af præster, som repræsenterede de lokale ortodokse og katolske samfund, udenlandske diplomater og adskillige advokater, som repræsenterer dem i mordsagen mod de fem arresterede mistænkte. Umiddelbart bag dem sad den armenske kristne enke Rakel Dink, som var kommet for at vise Malatya-ofrene sin respekt og for at møde deres familier. Hendes kendte mand, journalisten Hrant Dink, blev myrdet i Istanbul tre måneder før mordene i Malatya.
Begge enker talte kort til forsamlingen, hvor de fortalte om de vanskeligheder, som de havde stået over for efter tabet af deres mænd, og om den opmuntring og det håb, som de havde fundet gennem Guds løfter og medkristne. “Hver eneste dag uden Necati i det sidste år har været en bitter kop at drikke for mig,” sagde Aydin. “Jeg er sikker på, at det har været det samme for Suzanne og for Ugurs forlovede.” Geske citerede de tyrkiske ord, som hun havde ønsket på sin mands gravsten: “Han kom for at tjene menneskene i Malatya, men uheldigvis dræbte de mennesker, han kom for at tjene, ham.”
Tårer trillede ned ad kinderne på 6-årige Esther Aydin og 9-årige Miriam Geske, da en 15 minutter lang billedcollage af deres fædre og “onkel Ugur” blev vist på et stort lærred sammen med optagelser af de myrdede mænd, som sang og aflagde vidnesbyrd.
Tyrkiske embedsmænd manglede
De inviterede tyrkiske regeringsembedsmænd og lokale medier glimrede ved deres fravær. Ifølge organisationskomitéen bag mindegudstjenesten, som var sponseret af Alliancen af tyrkiske protestantiske Kirker, havde man sendt formelle invitationer til både regeringsembedsmænd og den tyrkiske presse.
Bortset fra avisen Cumhuriyet og den engelsksprogede Turkish Daily News omtalte de tyrkiske medier ikke mindeceremonien for Malatya-mordene i Istanbul. Men i eftermiddagens afsluttende tale tacklede formanden for Alliancen af tyrkiske protestantiske Kirker direkte betydningen af “denne ubarmhjertige massakre” for Tyrkiet. Idet pastor Zekai Tanyar fra Izmir forklarede, at både individer og samfundet foretager bevidste valg, tiggede han de ledere, som regerer Tyrkiet, om at “se de realiteter i øjnene”, som man lærer i kristne skriftsteder. “Den, der sår død, kan ikke høste liv. Den, der sår ondskab, kan ikke høste godhed. Den, der sår forbandelser, kan ikke høste velsignelse,” understregede han. “Jeg kendte Necati, Ugur og Tilmann, og især Necati særdeles godt,” sagde Tanyar. “Jeg ler bittert, når jeg hører de skrupelløse løgne om dem. Den eneste forbrydelse, mine tre brødre begik, var at tro på Gud, følge Jesus og fortælle mennesker om Guds budskab om kærlighed og håb for dem.”
Tanyar talte imod den almindelige mentalitet, der siger: ”at være tyrkisk er at være muslim.” “Giv tilladelse til min tro, og lad Skaberen være dommer!” tryglede Tanyar. “Mit hjerte elsker mit land og min Herre, og ingen sladder, antipropaganda, pression eller politikere kan ændre det!”
Tyrkiske protestanter har lavet en liste med 19 voldsepisoder mod deres samfund på under 4.000 i løbet af det seneste år. Da mindehøjtideligheden var ovre, strømmede i dusinvis af deltagere ned ad kirkens sidegange for at lægge lange røde roser og blafrende stearinlys foran domkirkens alter.
En særudgave af det tyrkiske kristne magasin Gercege Dogru (Mod sandheden), dedikeret til Malatya-martyrerne, blev uddelt til kirkegængerne på domkirkens gårdsplads sammen med en nyligt udkommet bog med Necati Aydins poesi med titlen Mit navn er indskrevet i Himmelen.
En tredje kirkegårdsmindehøjtidelighed vil blive holdt af den tyrkiske enke Semse Aydin og hendes børn Elisha og Esther i byen Izmir på Ægæerkysten, hvor Necati Aydin blev begravet få uger før sin 36-års fødselsdag. (Kilde: Compass Direct News)
