Miralieva, Jamila, Nurali og Haidar. Det er navnene på fire unge mennesker. De bor i et naboland til Afghanistan, og så er de kristne. På en lille café i hovedstaden mødes vi med dem. De har sat eftermiddagen af til at tale med os og fortælle lidt om, hvordan livet er som ung og kristen, når man bor i et land, hvor de fleste er muslimer, og hvor mange aldrig har hørt om Jesus.
”Man bør være muslim”
De fire unge er alle vokset op i en familie, hvor den ene eller begge forældre er kristne. Deres forældre udgør den første generation af kristne i landet, da kristendommen først kom til naboland til Afghanistan efter Sovjetunionens fald, hvor mange missionærer rejste dertil for at sprede evangeliet. Blandt det etnisk russiske mindretal i landet er der en kristen tradition, men kirken blandt indfødte i landet er ung. Derimod går den muslimske tradition længere tilbage i landets historie. For mange er det derfor mærkeligt at være kristen og samtidig tilhøre befolkningsflertallet, fortæller 25-årige Miralieva. ”Som indfødt i dette bør man være muslim, tænker mange”. Ligeledes oplevede 22-årige Jamila, hvordan hendes medstuderende på universitetet blev chokerede, da hun fortalte, at hun var kristen.
Alle fire beretter gennem samtalen om denne spænding mellem deres kristne tro og opfattelsen af den nationale karakter, som er præget af en islamisk forståelse. For nogle får denne spænding sociale konsekvenser. Allerede som helt lille blev Haidar derfor forberedt af sin far, da hans far på vej til skole fortalte ham: ”Vi er kristne. Dit liv vil ikke blive let, men du må være tålmodig, for Jesus gik også gennem vanskeligheder”.
”Jesus satte mig fri fra frygten”
De fire unge håndterer på hver sin måde de udfordringer og konfrontationer, der kan opstå, når man er kristen og udgør et mindretal. Men fælles for de fire unge, synes frygten ikke at få overtaget. Derimod understreger de deres frihed og håb i Jesus.
”Hvis vi har nogle problemer, så beder vi til Jesus. Al vores håb sætter vi til Jesus”, siger 18-årige Nurali under samtalen. Han har i mange år været alene om sin tro, da hans bror, som var en streng muslim ikke ville lade hverken Nurali eller hans mor gå i kirke. I mange år levede han derfor med sin tro i ensomhed for at undgå konflikt med sin storebror, og hver søndag gik han op på hustaget, hvor han gemte en bibel og sad og læste.
22-årige Jamila har ligesom Nurali også oplevet frygten ved åbent at stå ved sin tro og fortælle sine venner, at hun er kristen. ”Når jeg var i skole, var jeg genert. Jeg var bange for at dele, at jeg var kristen”, fortæller hun. Gennem hele sit liv har Jamilas forældre fortalt hende om Jesus, men først som 18-årige accepterede hun Jesus som sin frelser. Denne personlige indgang til troen blev et vendepunkt i forhold til frygten. ”Da jeg accepterede Jesus, oplevede jeg at blive sat fri fra frygten”, fortæller hun, ”og på universitetet har jeg nu frimodighed til at dele min tro med de andre. Jeg fortæller dem, at Gud er kærlighed”. Jamila har inviteret flere af sine medstuderende med i kirke, og en af hendes veninder har i dag accepteret Jesus. Ligesom Nurali beskriver Jamila, at familiens holdning til den kristne tro har stor betydning for, hvor let det er at leve som kristen. ”Min veninde kan ikke fortælle sine forældre om det. Fordi mine forældre er kristne, er det lettere for mig”, fortæller hun.
29-årige Haidar oplever ikke begrænsninger i sit liv i naboland til Afghanistan, fordi han er kristen. ”Gud gav mig frihed”, er hans svar, da vi spørger ham til det. ”Jeg var forberedt på vanskeligheder. Det havde min far fortalt mig”, fortsætter han, og understreger, at udfordringer ikke skal forhindre ham i frimodigt at dele sin tro. ”Jeg begyndte på universitetet, hvor vi havde en religionstime. Min lærer bad mig om at stille mig op og fortælle om islam. Her havde jeg en mulighed for at fortælle om min tro, så jeg sagde: ’Det kan jeg ikke, jeg er ikke muslim. Jeg ved ikke noget om islam, for jeg er kristen’. Der var omkring 40 mennesker i klassen, og mine ord skabte stor uro, og gjorde min tid på universitetet vanskelig”.
Min lærer bad mig om at stille mig op og fortælle om islam. Her havde jeg en mulighed for at fortælle om min tro, så jeg sagde: ’Det kan jeg ikke, jeg er ikke muslim. Jeg ved ikke noget om islam, for jeg er kristen. – Haidar
”Mine venners spørgsmål ledte mig til den personlige tro”
For Miralieva var det netop klassekammeraters udfordrende spørgsmål til hendes tro, der ledte hende til den personlige tro. Gud brugte dermed denne spænding til, at Miralieva reflekterede over sin kristne tro. Hun fortæller: ”Gennem min barndom fortalte mine forældre mig hver dag om, at Jesus er vores frelser, men jeg tog det ikke ind. Jeg var for lille til at forstå kristendommens dybere sandhed. Men en dag, hvor jeg var i skole, spurgte mine klassekammerater mig ind til, hvorfor jeg valgte den kristne tro. Jeg var 16 år. Derefter begyndte jeg at tænke: Hvorfor er jeg kristen? Jeg spurgte Gud, og begyndte at bede. Spørgsmålet åbnede mig op over for Gud, og han blev min Gud, og ikke kun mine forældres Gud”.
