Kirgisistan

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Dara: ”Min mor er i øjeblikket i fængsel, og min far er alkoholiker”

Dara, der er opvokset i et dysfunktionelt hjem, får i Egehuset støtte og opmuntring i de svære ungdomsår. Her får hun en ny chance og bliver rustet til voksenlivet.

Af Nina Heise Knudsen

Del artikel

Dara og hendes søstre er vokset op i en familie, hvor alkohol og fattigdom har været dagsordensættende for familiens trivsel. Da Daras mor forlader dem, har hendes far svært ved at forsørge familien. Han sender derfor én af Daras søstre på børnehjem. ”Lida og jeg blev hjemme hos far. Men efter to års tid blev vi også sendt på børnehjem. Derefter fik min far og mor frataget deres forældremyndighed over os børn”, fortæller Dara.

Dara er blot ét af mange udsatte børn i Kirgisistan, der hvert år bliver svigtet af deres forældre og sendt på børnehjem. Den kirgisiske lovgivning tillader dog kun, at barnet kan bo på et offentlig børnehjem til det bliver 16 år. Derefter begrænses den offentlige hjælp, hvilket presser de sårbare unge, og mange får svært ved at gennemføre en uddannelse. Det er specielt hårdt for de unge, der ikke har familiemedlemmer, de kan læne sig op ad. I yderste konsekvens kan nogle unge ende i prostitution, kriminalitet eller menneskehandel.

Egehuset træder til, når det offentlige system svigter

Egehuset er et transithus for piger, hvor de allermest udsatte børnehjemsbørn kan søge tilflugt, når de ikke længere kan bo på børnehjemmet. I Egehuset får pigerne et trygt sted at bo, og husmødrene laver mad til dem. Derudover viser Egehusets medarbejdere pigerne omsorg og Jesu kærlighed på en meget praktisk måde. Pigerne presses ikke til at gå i kirke eller deltage i en bibelstudiegruppe, men muligheden er der. Egehuset er et tilbud til unge piger, som støtter dem i de svære ungdomsår, og som træner dem i at stå på egne ben. Pigerne sættes i stand til at tage en uddannelse, og de udvikler sociale færdigheder, imens de bor i Egehuset. Målet er, at pigerne bliver en integreret del af samfundet som velfungerende samfundsborgere.

Da Dara fylder 16 år i 2016, står hun uden tag over hovedet og uden forsørgelsesgrundlag. ”Jeg ønskede ikke at bo hos mine forældre, fordi de ikke kan lide mig, og da de begge er alkoholikere”, fortæller Dara. Til alt held besøgte Egehusets medarbejdere Daras børnehjem. ”De var interesserede i at vide, hvilket studie jeg ville søge ind på, og om jeg havde et sted at bo. De sagde, at de ville tage tre piger fra børnehjemmet, hvor jeg var en af dem”, fortsætter Dara.

Dara er dybt taknemmelig

Selvom Daras mor på nuværende tidspunkt sidder fængslet, og hendes far lever sammen med en anden kvinde, er Dara fyldt med en dyb taknemmelighed over at netop hun fik muligheden for at bo i Egehuset og dermed få en ny chance i livet. I dag er Dara en del af den lokale kirke i Kirgisistan og er involveret i kirkens børnearbejde. Dara sender en personlig tak til Dansk Europamissions givere, som trofast støtter projektet: ” Tak til alle, der tænker på os og involverer sig i vores liv”.

Støt Kirgisistan: Egehuset for udsatte piger