Jeg besøgte byen Mukachevo i Ukraine, hvor kristne fra Avdiivka og Zaporizhia i det østlige Ukraine har fundet tilflugt. Dansk Europamissions givere støtter, at de kan få mad, men flygtningene pakker også fødevarepakker, der sendes øst på, hvor krigen raser.
Sammen med en rejseledsager møder jeg en ung mand, Andrej. Han er rejst langt fra sit hjem, der ligger i Donbas, som Rusland stort set har indtaget. ”Jeg tror vi er 1500 km fra mit hjem”, fortæller han. Han har studeret på Universitetet i Zaporizhia.
Da vi mødte Andrej, fortalte han, at der var sket noget forfærdeligt med hans hjem. “I går blev mit hus ramt af et russisk missil, og det var først i dag, jeg så billeder af ødelæggelserne. Det er meget hårdt. Min bedstefar er stadig i Avdiivka, men min bedstemor og min mor er flygtet til Litauen.”
“I går blev mit hus ramt af et russisk missil” – Andrej
På trods af at Andrej er flygtet, og hans hjem ødelagt, har han overskud til at tænke på andre flygtninge i Ukraine. ”Her hjælper vi med at pakke fødevarepakker til menneskene i de ramte områder. Vi pakker bl.a. ris, solsikkeolie, mel, dåsemad og snacks – nok til at de, som bor på forskellige tilflugtssteder, kan holde ud i noget tid.”
I gruppen er der også en præst, som kører fødevarepakkerne i varevogne til den østlige del af landet og finder menneskene i nød. Andrej fortæller: ”Han er en af dem, som kører ind i farlige områder på egen risiko. Han passerer alle check-points og taler endda med russiske soldater, så han kan passere og komme ind i landet med mad til folk.”
Han leverer dem til kirker, som fortsat eksisterer der. Og til kældre, som er istandsat, så folk kan bo i der. Han finder disse steder og giver dem fødevarepakkerne.
”Vi har kontakt til mennesker, som fortsat lever tæt på frontlinjen. De var vant til at komme i vores kirker som medlemmer, men de er blevet tilbage og må lede kirkerne”, fortæller Andrej.
Midt i krigen skete der dog noget yderst positivt for Andrej, og han lyser da også op, da han taler om det. Da han flygtede havde han en kæreste, men nu er de forlovede. ”Ja, midt i alt kaos og panik og uden overhovedet at vide, hvad morgendagen bringer, besluttede jeg at fri til min kæreste – som nu er min forlovede. Hun sagde ja!”
”Hun hedder Victoria. Vi havde kendt hinanden i to år.” Krigen skubbede måske til Andrej, så han fik stillet Viktoria det afgørende spørgsmål. ”Ja, hvis det ikke havde været for krigen, hvem ved, hvad der så ville være sket?”, spørger han.
Det er en god historie midt i denne tid med kaos og krig. Andrej slutter: ”Jeg beder for, at Gud må bringe fred til Ukraine og alle mennesker i nød. Og at folk må komme til Jesus og åbne deres hjerter, så de kan høre, hvad han ønsker at sige til dem”.
