I Kharkiv bor præsten Anton, som valgte at blive og tjene sin by, selv under russernes besættelse. Han fortæller: “Da mange mennesker flygtede fra byen, besluttede jeg og mange kristne i kirken at blive i byen for at tjene og hjælpe andre. Selv har jeg ofte følt mig lidt som kaptajnen på et synkende skib midt i stormen, som bør og må forblive på sit skib, der måske kan kæntre!”
“Dog oplever jeg og vi, at Gud er med os i stormen, og det er meget opløftende for os, at andre kristne som jer ønsker at hjælpe de nødlidende i vores by. Vi som kirke kan derfor, med Guds og jeres hjælp, være et lys og håb for mennesker i deres situation.”
Tatjana mærker smerten over venner der har mistet livet
Tatjana er en af dem, der har fået hjælp gennem kirken. Hun fortæller: “Jeg er pensionist og bor i bydelen Olekseiyivka i den nordlige del af Kharkov. Vores bydel blev hårdt beskudt, og det har været meget hårdt at overleve. Jeg har grædt så meget.”
“Det er smerten, som sidder dybt – over venner og naboer, som jeg har mistet eller som er lemlæstede. I dag græder jeg også, men det er fordi min søn lige er blevet indkaldt til hæren. Jeg ved det er nødvendigt, han er voksen og klar, siger han, men han er mit eneste barn, og jeg er bange.”
“I kære kristne mennesker, som hjælper mig, jeres dejlige kirke som kommer til os med mad og hjælp. Vil I ikke godt være så venlige også at nævne min søn i jeres bøn? Jeg ved jo, at I beder for os, og for at denne forfærdelige krig må stoppe, og fred må komme”.
Det er stærkt at læse disse vidnesbyrd. Om frimodige kristne, der er blevet tilbage i en by, som russerne besatte, så de kunne hjælpe andre. Og mennesker, der siger tak for hjælpen fra kirken.
Hjertelig tak om du vil bede for de mange kirker i Ukraine, der rækker ud til flygtninge. Dette er ikke blot et nødhjælpsprojekt – kirken viser også omsorg for de udsatte. De kan bringe håbet i Bibelen til mennesker, der lider og har mistet. Og det har de brug for i denne tid.
På den måde kan kirken være en lysstråle fra himlen ind i en mørk tid. Hjertelig tak om du vil bede for de ukrainske kristne og deres store hjælpe- og omsorgsarbejde.