”Det er begejstrende, at kirken stadig lever og ikke er gået til grunde, til trods for at mange nøgleledere i undergrundskirken flygtede efter Talibans magtovertagelse.”
Det fortæller vor kontakt og fortsætter: ”Nye ledere har taget over, og husmenigheder mødes i det omfang de kan, og de troende støtter hinanden. Der er endda husmenigheder, der vokser.”
Der er dog også store udfordringer, og kirkens situation er blevet vanskeligere siden Talibans magtovertagelse i august 2021, fortæller vores kontakt.
Kristne skal nu være dobbelt forsigtige
”Taliban er den store trussel. Mange er bange og tager ekstra forholdsregler. Når de lokale kristne deler deres tro, er de dobbelt forsigtige, da alt kan bruges mod dem. Der er mennesker i Afghanistan, der gerne vil stå sig godt med Taliban og bevise, at de er loyale over for styret. De troende skal være forsigtige med ikke at falde i fælder sat op af mennesker, der vil skade dem.”
”I forhold til før august 2021 er forskellen, at der nu er en strengt islamisk regering ved magten i Kabul. Det er farligt at blive afsløret. Der har været rygter om drab på kristne, men der er ingen bekræftede historier om, at kristne har lidt martyrdøden siden Talibans magtovertagelse.”
Inde i Afghanistan sikrer vores projektpartner, at fattige får lægehjælp. Taliban har nok overtaget magten, men oplever store udfordringer med at lede landet, der befinder sig i en dyb humanitær krise.
Fattige kan blive undersøgt af læger og sundhedspersonale og få behandling for en række sygdomme, bl.a. malaria, hudsygdomme, forskellige infektioner, forhøjet blodtryk, astma og diabetes. De udsatte kan få vacciner samt modtage undervisning i forebyggelse af sygdomme. Gravide kan få rådgivning og undersøgelser hos en jordemoder.
Mor Safira mistede sin mand og søn i bombeangreb – og blev eneforsørger for tre piger
En af dem, der har fået hjælp, er en pigen Armineh på 15 år. Lægens blik blev fanget af den lille pige, der sad på jorden ved siden af døren ind til klinikken. Hun var undervægtig. Hendes mor, Safira, havde bragt hende dertil.
Moderen græd, da lægen så hendes datter. Hun sagde: – I 2011 mistede jeg min mand, da der sprang en bombe på Dawood Khan militærhospital, hvor han gjorde rent. Mange andre blev også dræbt. Hospitalsledelsen tilbød vores søn sin fars arbejde, da vi kæmpede økonomisk. Han droppede derfor ud af ingeniørstudiet, selvom han klarede sig meget godt fagligt, men gennem rengøringsjobbet kunne han forsøge familien.
– Min søn gjorde det godt og blev forfremmet til leder for rengøringsholdet. Min mands død kom mere og mere på afstand, og i 2016 blev min søn gift, og alt var godt.
– Men sorgen flyttede igen ind i vort hjem, da han i 2017 blev dræbt i et terrorangreb på hospitalet, hvor hans far og min mand også mistede livet. Nu var forsørgerbyrden på mine skuldre – og jeg var alene med mine tre døtre.
Lægen blev rørt til tårer over kvindens beretning. Den skar ham i hjertet. Kvinden levede nu af at sælge en afghansk specialitet på gaden – brød med kartoffel- eller grøntsagsfyld.
Datteren, Armineh, har nu fået behandling, bl.a. med multivitamin, folinsyre og appetitvækker samt B-P5 kiks, der er nødmad til underernærede.
Desuden får familien undervisning i hygiejne, så sygdomme kan forebygges i fremtiden. Familien kan også i fremtiden få lægehjælp hos vores projektpartner. Den gennemsnitlige pris for en konsultation er 12,3 kroner, svarende til at 10 konsultationer koster 123 kr.
Hjertelig tak om du vil bede for Afghanistan – for regeringen og undergrundskirken. Landet er i dyb armod, men Gud elsker afghanerne og har gode planer for dem – planer om fremtid og håb. Tak fordi du står sammen med vores trossøskende i denne tid, også når de rækker ud til andre udsatte.