Azar fortæller her sin historie: Da jeg var femten år, modtog jeg Det Nye Testamente. I tre dage læste jeg uafbrudt. Jeg kunne ikke lægge det fra mig. Jeg spiste ikke, og jeg fik næsten ikke sovet. Mens jeg læste, udbrød der en krig i mit hjerte. På den ene side havde jeg mødt Jesus, og jeg vidste, at han kaldte mig til at tjene ham. På den anden side var min familie rettroende muslimer.
Efter tre års ubeslutsomhed besøgte jeg en lille kirke i min by. I mit hjerte havde jeg længe vidst, at evangeliet var sandt, og jeg overgav nu endelig mit liv til Kristus. I samme øjeblik hørte jeg kaldet til bøn fra en nærliggende moské og blev bange på grund af det, jeg lige havde gjort. Men et medlem af kirken, en dame ved navn Robabeh, kom hen og bad for mig. Jeg vidste dengang ikke, at min historie fremover ville blive tæt sammenflettet med hendes.
Da Robabeh bad, følte jeg for første gang den levende Guds nærvær. Da hun sagde ”amen,” ophørte krigen i mit hjerte pludselig. Jeg var sulten efter at vokse i tro, men min familie ville ikke lade mig besøge Robabeh for at få åndelig vejledning. Et par år senere blev jeg forelsket og gift. Min mand lod mig gladeligt besøge Robabeh for at få regelmæssig bibelundervisning.
Robabeh lærte mig om Irans kirkeledere og martyrer. Jeg lærte, at hvis man vil tjene Jesus, så må man være et vidne, hvilket tit indebærer lidelse – særligt i Iran.
Tre af mine venner gav deres liv til Kristus. Robabeh og jeg oplærte dem sammen i troen. Og efter halvandet år underviste jeg selv 20 nye kristne. Det gik rigtig godt.
Ind i mørket
Men så begyndte den lidelse, som Robabeh havde advaret mig om. Jeg var to måneder henne i min graviditet, da to mænd hev fat i mig, mens jeg en aften var på vej ud af kirken. Jeg blev kørt til et ukendt sted og skubbet ind i et værelse. To mennesker kom ind, og jeg fik et hårdt slag i baghovedet. Min pande ramte bordkanten. Jeg skreg til dem, at jeg var gravid, men manden tog fat i mit hår og slog igen og igen mit hoved ned i bordet.
Tre dage senere vågnede jeg på hospitalet og kunne ikke mærke venstre side af min krop. Jeg kunne ikke gå. Jeg kunne ingenting. Fem måneder efter overfaldet fik jeg den værste besked, en vordende mor kan få. Min ufødte pige var død på grund af den store belastning. Jeg blev meget nedtrykt. Der var så mørkt omkring mig, at jeg nogle gange spekulerede på, om jeg nogensinde ville se lyset igen. Men selv i mit mørke kom Robabeh trofast på besøg. Hun opmuntrede mig og min mand til at læse Filipperbrevet. Så det begyndte vi på.
Lyset bryder frem
En dag læste min mand Filipperbrevet 4,13 for mig: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” Det blev som et lys for mig. Det gav mig håb: I Jesus formår jeg alt. Med autoriteten fra dette vers besluttede jeg igen at åbne vores hjem for andre troende. Til at begynde med var vi otte, og Robabeh underviste os. Som ugerne gik, voksede gruppen. Efter et år var vi 60, og det mest dyrebare medlem var vores nyfødte søn. Livet var rigt. Livet var godt.
Tvunget i eksil
Men så kom lidelsen igen. Der lå stadig bibler på stolene, da politiet ransagede vores hjem efter et menighedsmøde. Fængselsopholdet var tæt på at knække mig. Forholdene var frygtelige. Men i min celle var der indridset et kors og en besked på væggen: ”Min bror eller søster, jeg har også været her. Vær stærk i Gud.” Dette opmuntrede mig til at vidne for mange. Jeg oplevede endda, at en morder kom til tro. Min mand og jeg sad sammenlagt i fængsel i 25 dage. Vi forlod Iran efter at være blevet løsladt mod kaution.
I min celle var der indridset et kors og en besked på væggen: ”Min bror eller søster, jeg har også været her. Vær stærk i Gud.” – Azar
I dag tjener Azar undergrundskirken i Iran gennem Skype, hvor hun efterhånden har kontakt med en stor gruppe troende, som hun træner og hjælper.
Tak om du vil bede for kirken i Iran og række en hjælpende hånd til lokale kristne, så de kan give Det Nye Testamente til mennesker, der længes efter at opleve Guds kærlighed. Det koster 40 kr. at sikre, at et eksemplar af Det Nye Testamente smugles ind i Iran eller nabolande, hvor der også bor iranere.
