Kirken i Yemen har mange modstandere. Både regeringen, Al-Qaeda, houthi-bevægelsen og Saudi-Arabien forsøger på forskellige måde at holde kirken nede. Ledere i kirken risikerer endda fængselsstraf uden nogen form for retssag eller måske ligefrem henrettelse på åben gade.
Trods begrænsede muligheder for mission, vokser den lokale kirke. Jeg har talt med Amir, som vi af sikkerhedshensyn kalder ham her. Han delte sit vidnesbyrd om sin vej til Jesus med mig.
”Jeg var lige færdig med gymnasiet, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville efterfølgende. En ven fortalte, at jeg kunne prøve at besøge et hospital og se, hvordan det var, for jeg havde nemlig overvejet at læse medicin, men jeg var ikke 100% sikker. Han sagde også, at der var en kirke, og at han skulle derhen, for han var udlænding. Det var fint med mig, og jeg spurgte, om jeg måtte komme med. Det afviste han og sagde, at det ikke ville være sikkert for mig at være der. Det var nemlig kun et par år efter, at nogle udenlandske missionærer var blevet dræbt pga. deres vidnesbyrd på hospitalet. Jeg plagede ham, for jeg var nysgerrig for at se, hvad de lavede dér. Han snakkede med kirkelederen, men han afviste det også og sagde, at der på ingen måde kunne komme lokale yemenitter hen til kirken.”
Gud åbnede en dør
”Jeg affandt mig med, at det ikke kunne lade sig gøre, men på vejen fra min by til hospitalet, ringede lederen til min vens telefon. Der var sket noget om morgenen.”
For første gang havde en lokal muslimsk kvinde besøgt kirken om morgenen. Hun havde sagt til præsten, at kirken i dag ville få besøg, og derfor havde hunmedbragtnoget yemenitisk røgelse, som man normalt fylder huset med, inden man får gæster, så der dufter godt. Amir fortsætter fortællingen:
”Den udenlandske missionær sagde, at han følte, at Gud viste ham, at stedet ikke var hans sted og kun for hans folk. Alle var velkomne. Han ringede til min ven og fortalte, at jeg var velkommen, og at stedet var gjort klar til besøg.”
Efter besøget og rundvisningen på hospitalet besøgte Amir kirken sammen med sin ven, og han var meget ivrig efter mere.
”’Må jeg få en Bibel?’, spurgte jeg. ’Nej’, sagde de. ’Du kan ikke tage Bibelen og gå hele vejen fra hospitalet og hjem. Vi beholder Bibelen, for folk vil tro, at du er kristen.’ Men jeg var ikke bange for det, og jeg sagde ’Nej, jeg er muslim, og jeg vil meget gerne komme i kirken, og jeg vil tage Bibelen med mig, og jeg er ikke bange for, at der sker noget med mig’.”
Sproget var ikke en hindring for Gud
Amirfik lov til at komme i kirken og ved den første gudstjeneste, mødte Jesus ham.
”Gudstjenesten var udelukkende på engelsk, for der var ingen yemenitter – det var stort set kun udlændinge. Jeg forstod ingenting, for jeg var kun lige færdig med gymnasiet, og mit engelske var meget basalt. Min udenlandske ven spurgte, om han skulle oversætte noget for mig, men nej, det var ikke nødvendigt, for jeg fik oplevelsen af noget anderledes, noget som rørte mit hjerte.”
”Jeg følte mig sikker på, at det her var stedet, hvor jeg ønskede at være. For første gang hørte jeg Jesu navn og følte fred, og jeg ønskede at lære ham bedre at kende. Det var begyndelsen for mig. Efterfølgende gik jeg hjem og sagde, at jeg ville læse i Bibelen og lære om, hvem Jesus er. Jeg læste Bibelen, og det var den måde, jeg lærte ham at kende på.”
Det endte med, at Amir blev læge, og han ønsker nu at bruge sin uddannelse til at redde liv i Yemen. Mange mennesker har ikke adgang til den lægehjælp, de har brug for. Omkring 1000 børn bliver hver dag smittet med kolera, og millioner er underernærede. Amir hjælper også til i projektet, hvor Dansk Europamissions givere i fremtiden vil sikre, at fattige og sultne familier får mad og bliver mætte.