Billedet ovenfor: Genopbygningsarbejdet er i fuld gang
Projektet har udviklet sig meget positivt, og alle indbyggerne i de fire landsbyer, Tell al-Laban, Kuzahkan, Wardak og Al-Majidia øst for Mosul, som var nogle af de første, der blev befriet fra Islamisk Stat, er nu vendt hjem. I dette interview har jeg spurgt en projektmedarbejder, Dominik, hvad hjælpen fra de lokale kristne projektmedarbejdere betyder for landsbyboerne.
Billede: Skole bliver renoveret.
Hvad betyder det for landsbyboerne at komme hjem og bygge deres landsbyer op igen?
De fordrevne, der får hjælp i dette projekt, var allerede tidligt, i midten af 2016, meget ivrige efter at vende tilbage til deres landsbyer og hjemegn. Årsagen var blandt andet, at den økonomiske og humanitære situation var meget vanskelig i de interimistiske omgivelser i Kurdistan i Nordirak, hvor de søgte tilflugt, da Islamisk Stat fordrev dem. Det var på mange måder en lettelse for dem at vende tilbage til deres hjem, fordi det bragte håbet om et bedre liv tilbage og der var en tryghed i at vende tilbage til et område, de kendte.
Familierne var samlet som samfund igen og var i stand til at bryde ud af den usikre situation, de havde befundet sig i som flygtninge. Nu kunne de begynde at genopbygge det, de havde mistet. Men da de vendte hjem, begyndte det at gå op for dem, hvor meget de rent faktisk havde mistet, omfanget af ødelæggelserne, den tid og de ressourcer, det vil kræve at genopbygge det hele og også den tid, det vil tage, før samfundets og enkeltpersoners sår og traumer vil hele.
Mange af deres huse blev brugt af IS-krigerne. Nogle fandt improviserede bomber bag dørene og på deres marker, og ofte var der malet budskaber på murene, så som: “Vi er taget videre, men jorden vil kæmpe videre på vores vegne” (med henvisning til de mange tusind landminer på Ninevesletten). Alt dette har de skullet og skal stadig håndtere. Men det er ærligt talt helt utroligt at se, hvordan disse mennesker ufortrødent er gået til opgaven og gør en kæmpe indsats for at skabe en bedre fremtid trods alle forhindringerne.
Billede: Genopbygningen vækker glæde blandt de hjemvendte.
Har projektet gjort det muligt for deltagerne at blive i deres hjemland i stedet for at rejse til Vesten?
For det første er det temmelig vanskeligt, dyrt og farligt for mange familier, der tilhører minoriteterne i Irak, at tage til Vesten. Derfor bliver hovedparten af de flygtninge, der forlader Irak, i nabolandene og strander ofte der – revet op med rode, isoleret fra deres lokalsamfund, under kummerlige forhold, overset eller endda diskrimineret af værtslandet og uden udsigt til forandring eller muligheder for at skabe en levevej.
Det medfører et ansvar for at hjælpe de sårbare grupper som kakaierne, de kristne, yazidierne og andre med at vende hjem. På det punkt har det internationale samfund, internationale organisationer samt de ansvarlige i området været meget langsomme til at handle i praksis. Dette gælder især politisk “irrelevante” grupper ude på landet, som har meget lidt indflydelse, men store behov for hjælp. Og det er denne kløft, der er hjertet i projektet: At række ud til de mest sårbare familier, som har mistet alt, har været gennem flere års krig og genvordigheder og er blevet glemt igen.
Familierne i vores projekt insisterede på, at de kun ville vende tilbage, hvis deres børn fik adgang til skolegang i landsbyerne. Det var afgørende for udformningen og målsætningerne i projektet at adressere disse spørgsmål. Når vi taler med de tilbagevendte om projektet, er det lige præcis denne hjælp, de henviser til: I genåbnede vejene, reparerede vandforsyningen, genopbyggede elforsyningen og reparerede vores skoler og to klinikker. “Uden jer ville vi ikke være vendt tilbage. I har bragt livet tilbage til vores landsbyer. Hvor andre var handlingslammede, gik I ind og hjalp!”.
“Uden jer ville vi ikke være vendt tilbage. I har bragt livet tilbage til vores landsbyer”
Hvilken betydning har det, at det er kristne, der hjælper?
De kristne og andre minoriteter har lidt under de forskellige bølger af forfølgelse siden 2014, men også gennem de sidste 40 år. Det, at det nu er lokale kristne, der hjælper, er et fantastisk stærkt vidnesbyrd til landsbyboerne.
Nogle enkelte internationale organisationer kom og blev et stykke tid og tog en masse billeder, og tog så af sted igen uden af have hjulpet ret meget, eller de startede noget op, som snart efter faldt fra hinanden igen, forklarer en fra landsbyen. Det stærke og ærlige engagement i folket og deres svære situation hen over adskillige måneder har givet stor troværdighed til de lokale kristne, der hjalp dem. Desuden oplevede mange minoriteter igen og igen at blive udnyttet. Derfor er det vigtigt, at vores hjælp bliver givet uden betingelser og upartisk – at der ikke kræves nogen modydelse eller andet, for at man kan få adgang til vores hjælp. De, der får hjælp, udvælges udelukkende ud fra deres behov. I et miljø præget af politisk konkurrence, militære konfrontationer, kammerateri og vennetjenester er den betingelsesløse kærlighed fra kristne, ligesom den betingelsesløse kærlighed fra Kristus selv, et meget stærkt budskab. Hjælpen viser, at Irak også kunne være et samfund med fredelig sameksistens. “En by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules,” siger Jesus, og det samme gælder de kristnes kærlighed. De, som selv blev forfulgt, bringer nu håb og kærlighed til andre udsatte minoriteter. Og denne virkning sker allevegne. Eller som en landsbyboer sagde til en fra vores team: “Vi er så ekstremt taknemmelige for jeres hjælp – vi ville endda tage med jer kristne til Jerusalem!”
Derfor er dette projekt ikke kun en hjælp til projektdeltagerne. Det er også meget vigtigt for vores kristne partnere selv. De får et formål med deres liv og får selv nyt håb ved at udleve deres kald til at elske deres næste. I en tid, hvor mange kristne forlader Irak, har de medvirkende kirker i projektet fundet et kald og en mission i at give kærlig hjælp til deres medirakere i nød og derved udtrykke deres tro.
“I en tid, hvor mange kristne forlader Irak, har de lokale kristne projektmedarbejdere fundet en mission i at give kærlig hjælp til deres medirakere i nød”
Så langt er genopbygningen
- To lægeklinikker er genopbygget og så småt ved at blive taget i brug
- 3000 børn er tilbage i reparerede skolebygninger
- Vand- og elforsyning er næsten genoprettet
Genopbygningsarbejdet er endnu ikke færdigt, men du kan bidrage til, at projektet kommer i mål. Det koster i gennemsnit 827 kr. at sikre, at en fordreven iraker kan vende hjem, og i alt 650.000 kr. at gøre projektet færdigt. Du kan hjælpe de modige hjemvendte i mål, så infrastruktur, skoler, klinikker og el- og vandforsyning bliver færdige i alle fire landsbyer. Tak om du vil række en hjælpende hånd til mennesker, der har lidt så uendeligt meget på flugt fra Islamisk Stat, men har taget mod til sig og er vendt hjem for at genopbygge deres lokalsamfund.
