Pigen Venera har fået nyt håb

Det var mørkt. Bilens motor blev slukket, og vi trådte ud på den vej hvor Egehuset ligger i Bishkek -det hjem der huser piger som er vokset op på forskellige børnehjem i Kirgisistan. Vi gik ind gennem en jernlåge. Lidt længere fremme kunne jeg se lyset fra et åbent vindue, og derfra hørte jeg en piges sangstemme. Det lød som om hun øvede sig på en lovsang. Da jeg trådte ind i Egehusets spisestue, var der gjort klar til at vi kunne spise sammen. Pigerne var så glade og smilende. Stemningen var god, og jeg fornemmede at de var taknemmelige over at bo i Egehuset.

Jeg mødte pigerne adskillige gange under min rejse til Kirgisistan i september måned. Pigerne er som en familie for hinanden. Flere af dem har mistet deres biologiske forældre. Nogle af pigerne har måttet leve med at deres far har forladt dem. Men midt i det alt sammen oplever de Guds kærlighed formidlet af Dansk Europamissions samarbejdspartner.

Venera er forandret

En af pigerne, som hedder Venera, fortæller at hun har boet i Egehuset i to måneder. Hun havde intet andet sted at bo. Hun fortæller mig at hun har boet på et børnehjem siden hun var fire år gammel. I dag er hun 16 år. For Venera blev det hverdag at vokse op på et børnehjem. Det var et hårdt miljø. Hun oplevede det indimellem som et dårligt fællesskab. Hun er glad for at hun ikke bor på statsbørnehjemmet længere.

Venera fortæller at hun havde en mor. Men moderen havde hjerteproblemer og kunne derfor ikke tage sig af hende. Venera har aldrig set sin far, men hun fortæller at han var alkoholiker. For hende føles det som et hjem at bo på Egehuset. Hun betragter de andre piger som sine søstre. De laver mad sammen. Hun oplever frihed på Egehuset, og hun har mulighed for at besøge sine venner efter at hun har lavet sine lektier. Dette var ikke så enkelt dengang hun boede på statsbørnehjemmet. Der var ikke samme frihed.

Venera føler at der er sket en forandring i hendes liv. Hun forklarer at forandringen er sket inde i hendes hjerte. Andre har også bemærket en karakterændring i hendes liv. Hun er nu begyndt at gå i kirke. Venera har en søster der hedder Salkyna. I dag bor de begge i Egehuset.

Venera drømmer om at færdiggøre sit studie som tøjdesigner, og derefter håber hun på at komme på universitetet. Hun drømmer også om at komme til USA og Korea en dag.

I Egehuset er der ansat nogle kvinder der er med til at passe på pigerne. En af disse hedder Nurjan. ”Jeg ser forandringer i pigerne. Gud har forandret deres følelser”, fortæller hun. Nurjan rådgiver pigerne i hverdagen. Hun hjælper dem til at foretage valg og sørger for at de er med til at udføre deres daglige pligter. Der hænger et ark A4-papir på væggen hvor pigerne kan se hvad der skal gøres i huset. Der er disciplin i Egehuset. Hun holder øje med pigerne, men hun tvinger dem ikke til at lave lektier. Hun siger: ”Jeg holder af pigerne. Gud har skabt dem. De er som mine søstre,” og fortæller at hun selv har to søstre og en bror.

Billede: En af pigerne fra Egehuset. I baggrunden ses en medhjælper.

Dansk Europamisson støtter hjemmet så pigerne kan komme godt videre med livet efter en opvækst på forskellige statsbørnehjem. Uden denne hjælp vil pigerne være lette ofre for mennesker der vil udnytte dem til deres egne onde planer, og i værste fald vil de ende i prostitution. I stedet oplever de nu at der er mennesker der holder af dem og ønsker at de skal få en god fremtid. Og det kan betyde store positive forandringer i deres liv, både nu og fremover. Tak for støtten til pigerne i Egehuset.