Tyrkiet

Ikke-kategoriseret

Yderligere to sigtet for drabene på tre kristne i Malatya i Tyrkiet

En tyrkisk domstol har sigtet yderligere to mænd for at stå bag mordene på tre kristne i Malatya i 2007: En tidligere medarbejder på det kristne forlag, hvor de blev dræbt, og en tidligere journalist, der mistænkes for at have forbindelse til en gruppe, der forsøgte at planlægge et politisk kup.

Af Redaktionen

Del artikel

Arrestationerne giver yderligere næring til den antagelse, at mordene ikke kun var et resultat af, at fem utilpassede unge var drevet af religiøs eller nationalistisk vrede, men var del af en større plan, der havde til formål at skabe kaos i landet og dræbe bestemte personer.

På billedet ses de tre ofre for drabene

En dommer gav den 4. februar ordre til, at en tidligere journalist, den 32-årige Varol Bulent Aral, blev arresteret, mistænkt for at stå bag drabene. Retten i Malatya havde indkaldt Aral flere gange tidligere for at vidne om sin rolle i drabene, men han mødte ikke op før i oktober sidste år efter at være blevet arresteret på grundlag af andre sigtelser.

Sagsøgeradvokaterne, der repræsenterer familiemedlemmer til de dræbte, tror, at Aral opmuntrede den formodede hovedmand bag mordoverfaldene ved at overbevise ham om, at udenlandske missionærer havde forbindelse til Det kurdiske Arbejderparti, en indenlandsk bandlyst terrororganisation. Aral har haft forbindelse til Ergenekon, en ultranationalistisk junta af pensionerede generaler, politikere, journalister og mafia-medlemmer, der står under mistanke for konspiration i forbindelse med forskellige mord. Over 100 mennesker er blevet tilbageholdt i forbindelse med dette netværk siden juli 2008.

Den offentlige anklager, advokat Erdal Dogan, udtalte til det landsdækkende dagblad Taraf, at Arals anholdelse var et vigtigt, om end utilstrækkeligt, skridt i retssagen. “Fra begyndelsen kunne denne mistænkte være medtaget i sagen som initiativtager til mord”, sagde han. “Denne person havde en intern forbindelse [til mordet], og sikkerhedsstyrkerne vidste det også.” I alt ni mænd er blevet anklaget for morderne. Syv af dem er i fængsel; Mehmet Gokce og Kursat Kocadag er ikke blevet tilbageholdt.

Tidligere medarbejder i Zirve tiltalt

Huseyin Yelki, 34, en tyrker, der har arbejdet for kristne organisationer, blev anholdt mandag den 9. februar, efter at den formodede bagmand Emre Gunaydin i et vidneudsagn til en offentlig anklager implicerede ham i sagen ved at sige, at han havde tilskyndet til mordene.

Yelki var tidligere ansat hos forlaget Zirve Publishing Co. i Malatya, stedet for den brutale tortur og mordene på to tyrkiske kristne, Necati Aydin og Ugur Yuksel, samt en tysker, Tilmann Geske, den 18. april 2007. I sidste uge hævdede Gunaydin i sit vidneudsagn, at Aral og Yelki arbejdede sammen i tilskyndelsen til overgrebet.

Yelkis vidneforklaring under en høring i august sidste år i Malatya adskilte sig skarpt fra Gunaydins redegørelse. Men sagsøgeradvokaterne sagde, at de mente, at der var god grund til at tro, at Yelki var involveret i mordene. “Emre Gunaydin gav en meget detaljeret redegørelse for sit samarbejde med Huseyin Yelki, der er forenelig med andet bevismateriale i sagen”, sagde Orhan Kemal Cengiz, som leder holdet af sagsøgeradvokater. Advokaterne mangler imidlertid endnu at finde frem til de mulige motiver, Yelki kan have haft, til at medvirke ved drabene.

Sagsøgeradvokaterne sagde, at de håbede, at anholdelsen af de to mænd ville give vigtige svar på de mange spørgsmål vedr. bagmændenes sande identitet.

Det næste retsmøde i sagen er planlagt til at finde sted i Malatya den 20. februar.

Compass Direct News