Jeg har aftalt at mødes med Amina i dag til et videomøde. Sidst jeg mødte hende og hendes mand var på en rejse til Dansk Europamissions projekter i et land i Centralasien.
”Djævlen er flyttet ind i mit hus! Alle er blevet kristne! Ud med jer!”
Amina fortæller: ”Begge mine forælder er døve, så det har præget min barndom. I vores land bliver døve set på som andenrangsborgere, som ikke rigtig gavner samfundet. Da jeg var barn, boede vi i en landsby hos min mormor, som var den, der bestemte i huset og familien, da mine forældre ikke kunne høre. Men så en dag kom min mor til tro på Isa (Jesus, red.) igennem en veninde, som også var døv, og min mor begyndte at komme i kirken, og efter noget tid kom hele vores familie i kirken. Det var tilbage i 2002.
Det blev for meget for min mormor, som var praktiserende muslim. ‘Djævlen er flyttet ind i mit hus! Alle er blevet kristne! Ud med jer!’, råbte hun vredt, og så smed hun os ud af huset”.
”Så vi flyttede til byen, og jeg husker, at min mor ofte læste i Bibelen for os. Min far var holdt op med at drikke alkohol, og det var vi glade for. Han hjalp meget til i kirken, og også med renovering af kirkens bygning, men da det var færdiggjort, faldt han desværre væk fra Gud, og mine brødre forlod også kirken og blev senere praktiserende muslimer. De mødte dog også Isa senere i livet, men den historie må de nok hellere selv fortælle. Ja, Gud er stor, det er han virkelig!”, smiler Amina.
Genopdraget, som en god muslim!
”Da var jeg 10 år gammel, sendte min far mig ud til min mormor, fordi hun sagde: ‘Send Amina ud til mig igen, så hun kan blive genopdraget til at være en god muslim!’ Så der boede jeg i fire år, gik i landsbyskolen og blev oplært i islam af min mormor. Hun tog mig med i moskeen hver uge.”
Amina fortsætter: ”Min mor og min søster fortsatte med at tro på Isa. Men jeg boede i landsbyen og blev langsomt en troende muslim. I 2010 kom jeg tilbage til mine forældre her i byen, og efter et stykke tid følte jeg, at Jesus kaldte på mig i mit hjerte! ‘Amina, Amina det er mig Isa, som du kendte i din barndom! Vil du lukke mig ind i dit liv?’. Det gjorde jeg, og jeg tog imod Isa som Frelser og Herre, og nogle måneder efter blev jeg døbt.”, smiler hun.
”Alle mine klassekammerater valgte at skrive om profeten Mohammed, men jeg valgte at skrive om Jesus”
Hvordan var det så at leve som kristen?, spørger jeg.
”Livet med Gud var dejligt”, smiler hun, men tilføjer så ”men også nogle gange meget svært”.
”Da jeg var 16 år gammel, kom jeg på gymnasiet, og jeg fandt med tiden ud af, at jeg var den eneste kristne på skolen. Ikke lang tid efter jeg var startet, sagde vores klasselærer, at vi skulle skrive en stil om en profet. Alle mine klassekammerater valgte at skrive om profeten Mohammed, men jeg valgte at skrive om Isa. Mange læste deres stile op for klassen, og så kiggede vores lærer rundt på os i klassen og sagde: ‘Jamen er der slet ikke nogen af jer, som har skrevet om en anden af profeterne? Abraham, Elias eller David?’. ‘Jo det har jeg’, sagde jeg, og alle kiggede på mig. Så læste jeg op og fortalte dem om Isa (Jesus, red.) og sagde ‘han er noget helt særligt for mig, og jeg holder meget af ham!’. Min lærerinde spurgte mig: ‘Jamen, hvor ved du alt det fra?’, og jeg fortalte hende at det var fra Bibelen, og at jeg var kristen. Næsten hele klassen blev chokeret. ‘Er du kristen?’, og mange spurgte mig i tiden efter om min tro. Men min klasselærer var ikke glad for det, og prøvede over for mine klassekammerater at overbevise mig om, at jeg tog fejl. Hun gik endda til en mullah, men han kunne ikke overbevise mig. Senere kontaktede skolen mine forældre og sagde: ”Jeres datter har forrådt sin muslimske tro og er blevet til skam for jer!”.
’Jeg kender godt til den kirke! Den kan du godt lade hende komme i, så lad være at forbyde hende at komme der!’.
– Mullah
”Jeg tror, min mormor må være faldet bagover af Mullahens svar!”
”Det fik min mormor også at høre, og hun blev meget skuffet og vred på mig.
Hun ville kontakte mullahen her i byen og bede ham om at snakke med mig. Jeg sagde til min mormor: ‘Spørg mullahen, om han er overbevist om, at han kommer i himlen?’, fordi jeg vidste, at i islam, er man ikke sikker på sin frelse, og han ville svare at: ‘Det ved kun Allah!’. Hun spurgte, og han svarede: ’Nej, det er jeg ikke!’. Så sagde jeg til min mormor: ’Jeg er overbevist om, at jeg kommer i himlen på grund af Isa’. Dette svar gav hun til mullahen, og da han spurgte til, hvor jeg vidste det fra, fortalte hun ham, hvilken kirke jeg kom i. Men mullahen svarede hende meget overraskende: ’Jeg kender godt til den kirke! Den kan du godt lade hende komme i, så lad være at forbyde hende at komme der!’.
”Jeg tror min mormor må være faldet bagover af Mullahens svar!”, ler Amina, ”og hvad skulle hun sige til det svar? Så hun lod mig være i fred”.
”Min mormor er siden blevet meget mere positiv over for mig, og vi har et rigtig godt forhold til hinanden. Hun er også blevet meget mere skeptisk over for islam og mullahernes ord, og hun siger, at hun ikke længere stoler på disse lærde. Men hun har ikke taget imod Isa endnu, og heller ikke taget afstand fra islam. Men jeg beder for hende!”.
”Du bliver nødt til at gifte dig med en god muslim, for der er ingen mand, som vil have dig, fordi du er blevet kristen!”.
”Min mormor sagde i årene efter, at jeg var blevet kristen: ‘Du bliver nødt til at gifte dig med en god muslim, for der er ingen mand, som vil have dig, fordi du er blevet kristen!’.
”Men Gud velsignede mig med en god kristen ægtemand”, siger hun glad, ”og som ægtepar har vi tjent Gud siden”, smiler hun. ”Min mand kommer faktisk ud fra en radikal salafistisk muslimsk baggrund, men den historie må du få ham selv til af fortælle om engang. Han er en meget brændende kristen, så det glæder jo mit hjerte”, smiler Amina glad og fortsætter: ”Gud har virket stærkt i min familie, og igennem årene har Gud også virket i mine slægtninge. Nogle er stadig meget lukkede over for mig og siger: ‘Du har forrådt den sande tro!’, men der er også mange af mine slægtninge, som nu siger: ‘Du lever nok på den rigtige måde og har ret i meget af det, du siger, Amina’, men de har stadig ikke taget imod Jesus. Så jeg fortsætter med at bede for dem”, smiler hun.
Kan du nævne en situation, hvorigennem Gud har virket stærkt i din familie eller dine slægtninge?, spørger jeg.
”Gud brød deres modstand og hårdhed i deres hjerter ned igennem vores kærlighedsgerninger”
Amina tænker sig lidt om og svarer:
”Under coronapandemien mistede mange mennesker deres arbejde og kunne ikke tjene penge pga. nedlukninger, og det var hårdt for mange, og også mine slægtninge. De solgte deres ejendele og det guld de ejede, ja endda deres vielsesringe! Mange af dem kom også i gæld, og nogle begyndte at lide sult”.
”Men Herren sørgede for vores familie, så vi kunne hjælpe dem”, smiler hun. ”Jeg og min ægtemand havde stadig et lønnet arbejde, så vi kunne hjælpe dem, og det åbnede deres øjne. ‘Hvorfor gør I det? I er jo kristne og vi er muslimer?,’ sagde de, med undren i deres stemmer. ‘Det gør vi ud af kærlighed til jer, og fordi vi elsker Gud, og Gud elsker jer’, og derfor ændrede de indstilling til os, så de nu holder meget af os.
Så Gud brød deres modstand og hårdhed i deres hjerter ned igennem vores kærlighedsgerninger”, smiler Amina.
Hvordan tjener du så Gud i dag Amina?, spørger jeg.
Et Jesu tjenerhjerte!
”Som kristne har vi jo Jesu tjenerhjerte! Jeg tjener Gud i min hverdag ved at være et vidne for andre, ved at Jesu lys skinner igennem mig, fordi jeg lever med Jesus. Men jeg fortæller også dem, som ikke kender Isa, om frelsen.
Jeg har altid hjulpet til i kirken, og især tjent blandt kvinderne, men i øjeblikket arbejder jeg også som tolk med at oversætte teologisk materiale til en præsteuddannelse for konvertitkristne.” (Præsteuddannelsen er støttet af Dansk Europamissions givere, red.).
