Irak

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Kristne og andre fordrevne i Irak kan endelig vende hjem

Efter brutalt at have fordrevet kristne og andre minoriteter fra deres hjem i 2014 er Islamisk Stat nu i defensiven. Nogle områder er befriet, og nogle fordrevne ønsker at vende hjem.

Af Samuel

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Del artikel

Billede: Trods omfattende ødelggelser har den opvoksende generation fremtidshåb

Mange af de kristne eller andre mindretals hjem og landsbyer blev dog enten kraftigt beskadiget eller ødelagt under Mosul-offensiven, så flygtningene har ikke meget at vende hjem til. Derfor igangsætter Dansk Europamission dette projekt, der skal gøre det muligt for de fordrevne at vende hjem.

Ifølge estimater fra FN er der i øjeblikket ca. 3,3 mio. flygtninge og internt fordrevne i Irak. De fleste af de internt fordrevne har fundet tilflugt i det kurdiske selvstyreområde i Nordirak. Siden begyndelsen af generobringen af Mosul i oktober 2016 blev endnu 150.000 mennesker tvunget til at flygte fra kampzonen.

Migration til Vesten eller genopbygning af lokalsamfund?

Mange flygtninge, der bor i FN-lejre og uformelle husly i Nordirak, er ekstremt udfordret, både økonomisk og på det personlige plan. Den allervigtigste beslutning, som de i denne situation må træffe, er om de skal forsøge at emigrere til Vesten eller snarest vende tilbage til deres hjembyer. At emigrere er ikke en nem løsning, da det at lære et lands sprog, at blive en del af samfundet og få fodfæste på arbejdsmarkedet kan tage lang tid. Hvis de modsat vælger at vende hjem, kan de genoptage arbejdet med landbrug omkring landsbyerne, de blev fordrevet fra, ligesom de kender det lokale sprog og kulturen.

Afgørende for denne beslutning er, om det er sikkert at vende hjem til deres byer, hvilket er muligt nu. Det første etniske mindretal, der har vist vilje til i samlet flok at vende hjem, er kakaierne, der er et af de mindste blandt de mange fordrevne mindretal i det nordlige Irak. Forhåbentlig kan kakaiernes mod til at vende hjem motivere og inspirere andre til at vende hjem, og deres ønske må støttes på enhver måde.

Billede: Den allervigtigste beslutning, som de i denne situation må træffe, er om de skal forsøge at emigrere til Vesten eller med vor hjælp genopbygge deres hjembyer.

Der er i øjeblikket omkring 1500 kakai-familier, svarende til ca. 10.500 personer, der midlertidigt opholder sig omkring Erbil i Nordirak, og deres ønske om en hurtig tilbagevenden til deres hjemstavn blev fremmet af de fremskridt, som den irakiske hær har gjort i kampene mod Islamisk Stats terrorstyrker, der nu er drevet bort fra kakaiernes landsbyer øst for Mosul.

Ønsket om at vende hjem risikerer dog at smuldre, fordi de første tilbagevendte har meldt om omfattende ødelæggelser af både deres hjem, infrastruktur og offentlige bygninger. Midt i ødelæggelserne er det opmuntrende, at lokale kristne nødhjælps- og udviklingsarbejdere, som vi støtter, vil hjælpe de fordrevne med at genopbygge de befriede landsbyer.

Handlingsplan

Repatrieringsplanen omfatter tre faser:

  1. Reparation af adgangsvejene til og inden for landsbyerne Tell al-Laban, Kuzahkan, Wardak og Al-Majidia, samt af el- og vandforsyningen.
  2. Strategisk vigtige bygninger sættes i stand:
    a. fem skoler
    b. og to mindre lægeklinikker.
  3. Familier forsynes med byggematerialer, så de kan reparere eller genopbygge 750 hjem.

Tidsplan

Tidsplanen for disse tre faser er: Fase 1-2 skal afsluttes i perioden juni-september 2017, idet det er perioden mellem afslutningen af skoleåret, der hvor familierne har søgt tilflugt, og begyndelsen af det nye skoleår, der hvor de håber at være flyttet tilbage til. Fase 3 vil vare til slutningen af 2017.

Budget

Den samlede pris for hele projektet er 8,68 millioner kroner, svarende til at det i gennemsnit koster 827,- kr. at sikre, at en fordreven iraker kan vende hjem. Alle gaver, store som små, gør en positiv forskel i deres liv. Du kan hjælpe flygtninge med at vende hjem og varme menneskers hjerter, som har gået så grueligt meget i gennem.

For kristne såvel som fordrevne med anden baggrund, tænder de lokale kristne nødhjælps- og udviklingsarbejdere, som vi støtter, et lys i det mørke, IS spredte – et håb om at vende hjem og genopbygge deres lokalsamfund, hvor de har boet i generationer.

Støt