Emergency aid and development projects

Murat har brug for forbøn

Murat er leder for et kristent rehabiliteringscenter for mennesker på samfundets bund - mænd, der har været narkomaner og alkoholikere. 

By Nina Heise Knudsen

Share article

Dansk Europamissions givere støtter rehabiliteringscenteret, som  ligger i et muslimsk land, som vi af sikkerhedshensyn ikke kan nævne navnet på her. Murat har tjent trofast i mange år og beder os løfte dem op i bøn.

Murat er tidligere stofmisbruger

”Jeg har i mange år været leder af et kristent rehabiliteringscenter, og vi har oplevet, at hundredvis af mænd er kommet ud af deres stof- og alkoholmisbrug. Selv har jeg også en fortid som misbruger og sad mange år i fængsel, før jeg mødte Jesus. Han forvandlede mit liv, og de sidste 20 år har jeg vandret med Jesus og tjent ham. De sidste 13 år har jeg været gift med Nadia, og sammen har vi Katya på 10 og Alek på 7.

Alle i vores familie elsker Jesus, og det er dejligt som forældre at se og mærke, at børnene også gerne vil følge Jesus lige som os.

Vores pige, Katya, går på en særlig musikskole, idet hun er meget dygtig til musik og sang, og hun gerne vil være musiker og sanger. Hun har deltaget i flere større musik- og sangkonkurrencer og vundet flere priser. Alek er glad for sport, særligt kampsport. Det er en stor glæde for Nadia og mig at se, at vores børn klarer sig så fint og er meget flittige”, fortæller Murat.

Murat og hustru i ny rolle som pastorpar

”Her i januar i år blev Nadia og jeg indsat som pastorpar i kirken i vores by. Kirken var en lille kirke, og vi besluttede at holde møderne sammen med mændene på rehabiliteringscentret, idet kirkens bygning lå meget upraktisk i udkanten af byen langt væk fra offentlig transport.

Siden januar er der sket meget, og vi har oplevet, at flere er kommet til, særligt familier med børn. Min kone Nadia leder børnearbejdet og en hjemmegruppe, og er også god til at fortælle mennesker om Jesus. Vi har begge to et stort hjerte for mennesker i nød, og for dem som har det svært på den ene eller den anden måde”, forklarer Murat.

Evangeliske kristne bliver opfattet som sekteriske

”Som kristen er det ofte også en stor udfordring at tjene, da myndighederne og et flertal af befolkningen opfatter os evangeliske kristne som sekteriske. Vores familie, både Nadia og jeg, men også børnene, har igennem årene oplevet mange ubehageligheder. Nadia, og særligt jeg, har som kirkens medarbejder og som leder af rehabiliteringscentret oplevet rigtig mange ubehageligheder, chikane og trusler igennem årene.

Men vi har som familie valgt at blive på dette sted og tjene Herren med de talenter og gaver, han har givet os, og med det kald, han har lagt i vores hjerter. Som familie har vi oplevet Herrens trofasthed og velsignelse over os”, beretter Murat.

 Løft Murat og hans familie op i bøn

”Bed gerne for, at Guds vilje må ske i vores liv og tjeneste. Bed også om, at Herren må sørge for vores behov og for behovene til rehabiliteringsarbejdet, som ofte er en svær gerning for mig. Jeg har tjent med rehabiliteringsarbejde i mange år, og vi har et godt medarbejderteam. Vi ser mange sejre og oplever mange glæder, men også udfordringer, og som leder og ansvarlig kan dette ofte være meget svært.

Bed derfor gerne om stor nåde og kraft fra Gud til os som familie til at kunne gøre Herrens vilje, og bed også gerne om Guds beskyttelse af vores familie.

Må Gud velsigne jer!”, slutter Murat.

Tak om du vil være med til at omslutte Murat, hans familie og det arbejde, de står i, med forbøn.