Denne påske prædikede jeg over 1. Korintherbrev 15, 58: Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren. Få kilometer derfra sønderrev selvmordsbombere kirker og dræbte flere end 250 medlemmer af menighederne, heriblandt 45 børn. Hele Sri Lanka sørgede.
En dag efter angrebet besøgte jeg sørgende familier og dem, der var blevet såret. Deres sorg og lidelse var enorm; angrebene havde knust deres hjerter og ødelagt deres liv. Men håbet fandtes stadig. Trods smerten glædede de sørgende forældre sig over, at deres børn var i sikkerhed i Jesu arme. Dette var deres eneste trøst. Påsken minder os om, at døden ikke har det sidste ord, og at der for den kristne er et uforgængeligt håb i døden.
Angrebene i påsken påførte folket stor smerte og skabte panik. Men fra et bibelsk perspektiv er dette kun en midlertidig tilstand. Når de ses i lyset af evigheden, minder sådanne hændelser os om, hvor alvorlig den evige fortabelse er. Hvor meget mere smerteuldt vil det ikke være at være adskilt for evigt fra en kærlig Gud? Når vi begynder at forstå denne sandhed, bør det også få os til at indse, at evig død er en alvorlig sag, der kræver, at vi udbreder evangeliet.
Hele Sri Lanka var i chok over gerningsmændenes profil: de var unge, veluddannede og villige til at dø for deres ideologi. Selvom vi er fyldt af vrede over deres handlinger, var angrebene også en brat opvågnen for de kristne og en hård påmindelse om det presserende behov for at udbrede evangeliet med endnu større iver. Derfor, når vi tænker på det håb, vi deler i opstandelsen, og hvor
alvorlig den evige død er, lad os da rette os efter ordet i 1. Korintherbrev 15,58.
Andagten er skrevet af Mahesh De Mel, som leder Evangelisk Alliance i Sri Lankas missionsarbejde. Dansk Europamission har siden 2010 samarbejdet med Evangelisk Alliance i Sri Lanka.
