Den lokale kirke udrustes til at bringe håb
Gennem dette nødhjælpsprojekt udruster vi syriske kristne til at gøre en positiv forskel inde i Syrien, hvor de afhjælper hungersnød og død som finder sted rundt omkring dem. De kristne får gennem vor hjælp mulighed for at hjælpe de fattigste internt fordrevne flygtninge, primært kvinder og børn der har mistet alt. Omkring 75 % af modtagerne af nødhjælp er kristne, mens 25 % har en anden baggrund. Syriens kristne udgjorde ifølge tal fra 2014 ca. 9 % af befolkningen.
De hårdest ramte områder får hjælp
Til dette projekt har vi valgt de nordlige områder af Syrien, som er værst ramt af konflikten. Det drejer sig om Aleppo inkl. de mange kurdiske landsbyer i Afrin, mange kristne landsbyer langs den tyrkiske og irakiske grænse, det nordøstlige guvernement al-Hasakeh og al-Qamishli samt Tel Tamer og Malkiyeh.
Billede til højre: Lager med fødevarer
I medierne har du måske hørt at Islamisk Stat i slutningen af februar angreb kristne landsbyer i det nordlige Syrien og bortførte over tohundrede mennesker. En af medarbejderne i vort projekt har slægtninge, som blev taget som gidsler af IS.
Alle civile der ikke blev taget som gidsler, er flygtet fra disse landsbyer. Mange er flygtet til byerne al-Hasakeh, al-Qamishli og Malkiyeh, hvor Dansk Europamission støtter lokale kristne i at uddele nødhjælp.
Syriske kristnes lokalkendskab udnyttes
Da det er lokale kirker vi arbejder med, kender de området, dets befolkning og sprog godt, hvilket også hjælper dem til bedst at vurdere deres egen sikkerhed i kampsituationer samt de ressourcer der er til rådighed, og den logistik der skal til for at projektet lykkes.
Hvor som helst det er muligt, koordinerer vi alle vore humanitære indsatser med de relevante myndigheder og institutioner i lokalsamfundet, samt med andre organisationer og private initiativer med aktiviteter i samme område, og vi forsøger at samarbejde med alle dem der er villige til det.
Projektet støtter syriske erhvervsdrivende
Med projektet støtter vi også den økonomiske udvikling i landet idet vi køber alle varerne i Syrien. Vi ønsker at give arbejde til syriske forretninger og folk der hjælper til med distributionen. Det er vanskeligt at importere materialer og varer udefra, og i den aktuelle situation kan det anspore til korruption.
Det består nødhjælpspakkerne af
Vor nødhjælpsplan handler om støtte til de fattigste familier internt i Syrien. De får de nødvendige fødevarer, vand, mælk og medicin. Om vinteren får de tøj, tæpper og brændsel.
Kvinder og småbørnsmødre får særlig hjælp
Desuden støttes kvinder og ammende mødre, underernærede børn og spædbørn og børn med specielle ernæringsbehov, og der uddeles bleer til småbørn op til toårsalderen samt hygiejneartikler til kvinder. Derudover sørger vi for akut lægehjælp til syge samt medicinsk udstyr.
Nødhjælp sikrer at kristne kan blive i Syrien
Denne støtte vil være af stor betydning for de fattige og flygtningene inde i Syrien, og det vil hjælpe mange så de undgår at emigrere til udlandet. Samtidig giver de kristne også nødhjælp til andre nødstedte: de mange internt fordrevne, de sultne, udsatte kvinder, småbørnsmødre og syge. Støtten forebygger hungersnød og stigende kriminalitet samt prostitution affødt af økonomisk nød.
Kirken formidler håb
Gennem dette praktiske nødhjælpsarbejde er kirken et vidnesbyrd om Guds kærlighed til mennesker, midt i krig og den værste menneskelige fornedrelse. Nødhjælpen vil dermed bringe håb og give modtagerne af hjælpen en mulighed for overlevelse og en ny fremtid.