Af Simba Tian
En 17-årig pige i Somalia, som konverterede fra islam til kristendommen, blev i slutningen af november offer for, hvad der formodes at være et “æresdrab,” har lokale kilder fortalt.
Nurta Mohamed Farah, som var flygtet fra sin landsby Bardher i Gedo-regionen for at bo hos slægtninge i Galgadud-regionen, efter at hendes forældre havde torteret hende for at forlade islam, døde den 25. november. Lokale kilder sagde, at de havde de to uidentificerede mænd i Galgadud-regionen, som skød hende i brystet og hovedet med en pistol, stærkt mistænkt for at være familie eller handle på familiens vegne.
“Slægtningene i Galgadud fik rapport om, at Nurta Farah var konverteret til kristendommen,” sagde en kilde. “Der er begrundet mistanke om, at familien er ansvarlig. Pigen blev dræbt i Abudwaq, et distrikt i Galgadud-regionen, og stedet, hvor hændelsen fandt sted, ligger ca. 200 m fra det sted, hvor hun boede hos sine slægtninge.”
Slægtninge har ifølge kilderne begravet Farah. Hendes forældre havde slået hende voldsomt, fordi hun havde forladt islam, og havde regelmæssigt lænket hende til et træ hjemme hos sig selv, sagde kristne kilder. Hun havde været spærret inde i sit hjem i Gedo-regionen i Sydsomalia siden den 10. maj, hvor hendes familie fandt ud af, at hun var gået over til kristendommen, sagde en kristen leder, som besøgte området (jf. www.compassdirect.org, “Family of 17-Year-Old Somali Girl Abuses Her for Leaving Islam,” June 15).
Hendes forældre tog hende også til en læge, som ordinerede medicin mod en “psykisk sygdom,” sagde han. Oprørte over, at hun var urokkelig mht. sin tro, besluttede hendes far, Hassan Kafi Ilmi, og mor, Hawo Godane Haf, at hun var blevet sindssyg, og de tvang hende til at indtage den ordinerede medicin, men den havde ikke nogen effekt i retning af at få hende fra troen, sagde kilden.
Han tilføjede, at mange somaliere traditionelt tror, at Koranen kurerer de syge, især de psykisk syge, så Koranen blev læst højt for hende to gange om ugen.
Hun havde afslået sin families tilbud om tilgivelse mod at give afkald på sin kristne tro, sagde kilden. Indespærringen begyndte, efter at medicinen og straffene var uden effekt. Kristne i området havde rapporteret, at Farah var lænket til et træ om dagen og lagt i et lille, mørkt rum om natten.
Somalias nationale overgangsregering håndhævede i henhold til det amerikanske udenrigsministeriums rapport fra 2010 om international religionsfrihed generelt ikke beskyttelse af religionsfriheden, som forefindes i overgangscharteret. “Ikke-muslimer, som praktiserede deres religion åbent, var af og til ofre for chikane fra samfundets side,” påpegede rapporten. “Det blev betragtet som socialt uacceptabelt at konvertere fra islam til en anden religion. De, der var under mistanke for at have konverteret, måtte se chikane og endog død i øjnene fra deres lokalsamfunds side.”
Source: Compass Direct News