For mere end 25 år siden mødte jeg nogle kristne kvinder, som besøgte det kvindefængsel, hvor jeg var indsat, fortæller Nasrin.
Jeg sad i fængslets lukkede afdeling for at smugle to kilo narkotika over grænsen på min transitrute til mit hjemland.
I fængslet havde jeg fået lederstatus blandt de andre fanger, fordi jeg stod for narkotikasalg.
Jeg var en meget voldelig person og truede ofte de andre indsatte og smuglede forskellige slags narkotika ind i fængslet ved at bestikke personalet. Når der skulle være en særlig begivenhed eller en religiøs højtidsperiode som Ramadanen, blev jeg altid sat i isolation i hele perioden, for så var man sikker på, der ikke blev ballade.
Mødet med de kristne kvinder i fængslet
En dag kom der nogle kristne kvinder til fængslet som holdt undervisning. Jeg fik at vide, at deres undervisning havde en positiv indflydelse, som kunne ændre min livsførelse. ”De fortæller også, hvordan Gud kan hjælpe dig til et bedre liv” fik jeg at vide. Det troede jeg ikke på og tænkte “sådan nogle hellige moralprædikanter”, og jeg begyndte at foragte dem. En dag, mens andre indsatte hørte det, sagde jeg: ”Jeg vil ikke tale med de selvretfærdige kvinder, når de kommer her. For de får mig til at føle mig dårligt tilpas.”
En grund til at jeg sagde sådan, var også at jeg opfattede mig selv som muslim, selv om jeg ikke var nogen praktiserende muslim. Så jeg afviste deres budskab, fordi jeg mente at deres Gud ikke var den samme, som den, jeg havde hørt om, når min far læste højt fra Koranen”.
Men en dag tog jeg alligevel med til deres undervisning, fordi jeg var nysgerrig.
Jeg sad bagerst i lokalet og lyttede, men igen kom vreden mod dem op i mig, og jeg begyndte at håne dem, indtil vagterne førte mig tilbage til min celle.
Kort efter kom jeg i isolationscelle på grund af vold mod en anden indsat, og der fik jeg tuberkulose, fordi jeg sad i en fugtig fængselscelle. Jeg blev overført til sygeafdelingen og blev rask igen.
Men de kristne kvinder kom også der og holdt møde på sygeafdelingen. De genkendte mig og var glade for at se mig! Det kunne jeg slet ikke forstå, for jeg havde jo kun mødt dem med foragt og nedladende ord.
”Hvorfor er I glade for at se mig, I ved jo godt hvem jeg er. Alle frygter mig” sagde jeg.
”Ja, vi kender dig godt, men det gør Gud også, og han elsker dig på trods af den, du er”, sagde de.
Derefter kom jeg igen tilbage til min gamle lukkede afdeling og fortsatte min kriminelle løbebane.
”Hun lagde sin hånd på mig og bad med en rolig stemme. Pludselig var det som om et lys skinnede meget stærkt i mine øjne”
En dag kom de kristne kvinder igen og holdt denne gang deres møde udenfor under åben himmel.
Jeg havde bestukket vagterne og stod i gården og ventede på at nogen skulle smide en lille klump narko over muren, da de pludselig kom og indledte deres møde. Det passede mig vældigt dårlig, og jeg var nervøs og ventede utålmodigt på, at de skulle blive færdige.
Da mødet var færdigt, forlod de alle stedet, og kun jeg og en af de kristne kvinder blev tilbage.
”Hvad glor du på? Hvorfor går du ikke? Alle frygter mig, og det burde du også gøre.”, sagde jeg.
Hun svarede roligt: ”Jeg går ingen steder, før du giver mig lov til at bede for dig Nasrin”.
Jeg studsede over hendes svar. ”Ok”, svarede jeg, ”men så gør det hurtigt, hvis du lover at gå bagefter”.
Hun lagde sin hånd på mig og bad med en rolig stemme. Pludselig var det som om et lys skinnede meget stærkt i mine øjne´. ”Hvorfor er her sådan et blændende lys? Jeg kan næsten ikke se dig.”, sagde jeg. ”Hvad for et lys?”, svarede hun: ”Det er kun dig, der kan se det lys. Så det må være Guds lys, du kan se.”
Så sagde hun: “Jesus siger `Jeg er verdens lys´, så hvis du ønsker, at det lys skal komme ind i dit liv, så skal du tage imod Jesus i dit hjerte”. Jeg svarede ikke, og så gik hun.
Kort efter lød signalråbet fra den anden side af muren. Jeg svarede hurtigt med mit kodeord, og så dumpede der en klump ned. Jeg tog den hurtigt, gik hen mod døren, stod stille, tænkte lidt, og kastede den så i affaldsspanden.
Det var sidste gang, jeg så de kristne kvinder i fængslet. Jeg fandt senere ud af, at det var fordi fængslet ikke tillod dem at komme mere.
Samme aften knælede jeg ned og bad i min mørke fængselscelle. Pludselig lyste det igen på samme stærke og blændende måde. Jeg rejste mig op og følte et velbehag og en varme, og det skinnede endda så stærkt, at det var som om lyset skinnede ind i mig. Jeg følte et velbehag, en fred, og en kærlighed! Ting, som jeg længtes efter, men ikke kendte.
Efter lang tid gik lyset væk, og jeg kunne ikke sove. Den nat forstod jeg, at det var Gud, som var kommet til mig. I de efterfølgende dage forstod jeg, at jeg havde meget mørke i mig, at jeg var en synder, og at Gud var lys og hellig. Det var som mit eget mørke gjorde det endnu mere klart.
Så kontaktede jeg en anden indsat i fængslet, som jeg vidste havde taget imod de kristne kvinders lære. Jeg fortalte hende om min oplevelse, og hun fortalte mig, at hun også havde oplevet, at Gud kom til hende i hendes fængselscelle.
Hun fortalte mig så om Jesus og hvad hun vidste om Biblen. Efter nogle dage spurgte hun mig: “Ønsker du at tage imod Jesus og omvende dig fra din synd? Jesu blod kan rense dig fra alle dine synder”.
Samme aften gik jeg ned på knæ og tog imod Jesus i mit hjerte og omvendte mig fra min synd og sagde: “Jeg ønsker ikke at gå tilbage til mit syndige liv, nu ønsker jeg at være sammen med dig Jesus”.
Jesus ændrer Nasrins liv
Jeg sad i fængsel i flere år endnu, men efter den oplevelse stoppede jeg som narkosælger, og på grund af mit nye liv med Jesus begyndte mit liv at ændre sig.
En dag blev jeg benådet og løsladt før tid. Men fordi jeg ikke var statsborger i landet, og man ikke ønskede, at jeg skulle lave mere kriminalitet, blev jeg deporteret ud af landet for livstid.
Jeg kom tilbage til mit hjemland og begyndte straks at komme i en kirke, og senere begyndte jeg at tjene i kirken, og derefter i kirkens rehabiliteringsarbejde.
En dag, mens jeg var i kirken, kom den kristne kvinde, som havde bedt for mig i fængslet pludselig på besøg. Vi genkendte straks hinanden, og var begge lige overraskede, og da hun fandt ud af, at jeg var blevet kristen i fængslet, uden at hun havde vidst det, blev hun endnu mere glad. ”Gud er stor, og hans veje forunderlige”, sagde hun.
I dag elsker jeg Jesus og at tjene ham, og Gud har givet mig et stort hjerte for dem, som ikke kender Jesus.
Jeg er dybt taknemmelig til Gud, som brugte de kristne kvinder til bringe sit lys ind i mit liv.
