Egypt

Uncategorized

Millions gather for live-streamed prayer night

By the editorial team

Share article

Den direkte transmission fra Egypten af en 12-timer lang aften med bøn og andagt har bidraget til at samle millioner af kristne fra Mellemøsten og Nordafrika til bøn for deres lande i denne vigtige brydningstid for den arabiske verden.

Arrangementet fandt sted den 11/11/11 i “Grottekirken” i Kairo, under titlen “A night to repent and return to God” (En nat med omvendelse og tilbagevenden til Gud). Op mod 70.000 egyptiske kristne fra både ortodokse, katolske og evangeliske kirker deltog i andagten og bønnerne. Den kristne tv-kanal SAT-7 dækkede arrangementet og gjorde det muligt for deltagerne at følge med på storskærme, samtidig med at millioner af kristne i regionen kunne følge med på tv. Dette er uden sammenligning den største og længste livetransmission, SAT-7 nogensinde har produceret.

Der blev sørget for yderligere mediedækning af flere andre tv-kanaler, som i sidste øjeblik kontaktede SAT-7 for at få del i deres optagelser til brug på deres egne kanaler. “Arrangementet har gjort et stort indtryk på både kristne og sekulære medier”, fortalte Farid Samir, direktør for SAT-7’s aktiviteter i Egypten. “Seks andre kristne tv-kanaler har fået optagelserne, så de kan genudsende dem på deres egne kanaler. Flere af dem har allerede vist hele arrangementet igen. Al Jazeera og Dream (en populær egyptisk sekulær kanal) har begge fået adgang til live-signalet og ON-TV, en kanal, som spillede en vigtig rolle i den egyptiske revolution, dækkede også aftenen”, tilføjede Samir.

Den egyptiske presse bragte også positiv dækning af aftenen, og arrangementets Facebook-side ( www.facebook.com/pray1111 ) fik mere end 800.000 kommentarer.

Mange af de opmuntrende sms’er og Facebook-kommentarer, der kom ind fra seerne i løbet af aftenen, blev vist på storskærmene. Man kunne også se klip fra aftenen på Youtube

Der var så mange seere uden for satellitdækningen, der prøvede at se med over live-streamingen på SAT-7’s hjemmeside, at den til sidst blev overbelastet og gik ned!

I de 12 timers tilbedelse, som begyndte kl. 18 d. 1. november, indgik der blandt andet moderne tilbedelse i form af musik fra en række kristne bands fra forskellige kirker, der sammen dannede et smukt billede på enhed og fællesskab. Blandt de emner, som de forskellige præster talte over og ledte bønnen for, var personlig omvendelse og kirkens og landets behov. Nattens bønner handlede også om emner som fred for samfundet og den enkelte og bøn om velsignelse af alle egyptere: muslimer og kristne, myndighederne og det vigtige valg til parlamentet, som går i gang d. 28. november.

Blandt de mange kirkelige ledere, der deltog, var præster fra kirker i Los Angeles og Syrien. De kom alle med et ydmygt ønske om at søge Gud. Samir bemærkede, at “Arrangementets tværkirkelige natur og den samhørighed, som de mange kirkelige ledere udviste, gjorde et stort indtryk på publikum og inspirerede dem til også at tage hinanden i hænderne og søge Gud sammen. Selv tv-holdet fra SAT-7 blev påvirket, så de ikke bare gjorde deres arbejde med at præsentere arrangementet bedst muligt, men også blev grebet af den ånd, der var på stedet. Det ses også tydeligt i programmet: Der var masser af tårer, smil, jublen og glæde!”

Eva Botros, som stod for at lede de 250 frivillige, havde set SAT-7’s folk gøre klar til at dække begivenheden: “Jeg var forbløffet over at se den ånd og den hjælpsomhed, som holdet udviste mod de andre, der var involveret i arrangementet. Selv da der kom besværlige ændringer i sidste øjeblik, udviste de en professionel og kristen ydmyghed”.

Deltagernes entusiasme varede ved hele aftenen: De sendte kærlige hilsner til muslimerne via SAT-7’s udsendelse, og på et tidspunkt råbte de “Jesus” igen og igen i et helt kvarter. Ved hjælp af SAT-7’s dækning blev seere i hele regionen også i stand til at deltage i bønnerne for deres respektive lande og i bønnen generelt.

I dagene efter begivenheden fortalte Samir, at flere tv-stationer har henvendt sig for at få lov til at bringe optagelserne på deres kanaler.

“Vi beder for, og tror på, at Gud er i stand til at udføre mirakler i Mellemøsten og Nordafrika gennem Hans kirke”, konkluderede Samir. “Vi er så glade for den måde, hvorpå Gud har velsignet os ved at lade os være en del af Hans store plan”.