Da jeg var 16 år løb jeg hjemmefra og var helt på egen hånd som hjemløs, fortæller Sergey Reznichenko. – Jeg begyndte at ryge, drikke, og ryge hash, hvorefter jeg kom ind i misbrug af hårde stoffer. Gentagne gange søgte jeg via det offentlige hjælp til at komme ud af mit misbrug igennem intravenøs medicinering, og da jeg var 25 år gammel, kom jeg faktisk ud af det voldsomme misbrug i en længere periode, nok mest fordi jeg havde en stor længsel efter et normalt liv og stifte familie.
Sergey genforenet med sin hustru og barn
Fik tilbagefald og mistede sit ægteskab
Jeg fik et arbejde og blev gift. Efter tre år fik vi en dejlig søn, og alt syntes at udvikle sig godt. Men langsomt begyndte jeg at falde tilbage i det gamle liv, og narkotika trak mig igen nedad i en sump, hvorfra jeg ikke selv kunne komme op igen! Som et resultat, forlod min kone mig med barnet. Jeg mistede mit job, og alle mine slægtninge vendte ryggen til mig.
Da det skete, forsvandt alt lys for mig, jeg blev kriminel og kom i fængsel, men det var, som om det ikke havde nogen virkning på mig at få straf, for det, som fyldte mit sind, var, at alle mine relationer var tabt. Mit liv begyndte at være et rent helvede i den håbløshed, jeg oplevede. På det tidspunkt var jeg 29 år og følte, at Gud så på mig som jordens største synder!
Flyttede ind i Barmhjertighedens Hus
Så mødte jeg min gamle ven, for førhen levede på samme måde som jeg. Det viste sig, at han var blevet kristen, og hans liv var blevet meget anderledes. Han inviterede mig til at deltage i en søndagsgudstjeneste i en kirke i byen Abay. Efter gudstjenesten talte jeg med præsten Nurken, og han foreslog at jeg flyttede ind i “Barmhjertigheden Hus,” som kirken driver i landsbyen Volnie.
Efter jeg havde boet i huset et stykke tid, kom jeg til tro på Jesus, og jeg kom også ud af mit misbrug. Jeg fik det bedre og bedre og begyndte at lægge planer for fremtiden.
Genforenet med sin hustru og barn
Sidenhen fik min hustru og jeg genetableret et lykkeligt ægteskab. Vi bor nu sammen i en lejlighed og tjener begge i “Barmhjertighedens Hus” samt i kirken. Vi har også fået vores barn nummer to – en datter – og vi er meget lykkelige og taknemmelige over for Gud.
