Egehuset i Bisjkek, Kirgisistan

I Elinas vidnesbyrd fortæller hun, at Egehuset i Bisjkek forvandlede hendes liv. Egehuset er et transitionshus for piger, der har afsluttet deres ophold på statslige børnehjem. På Egehuset får pigerne et sted at bo, mad at spise, mulighed for at få en uddannelse og bibelundervisning. Dansk Europamissions givere støtter de lokale kristne, der driver hjemmet. 

Elinas vidnesbyrd

Mit navn er Elina, og det her er min historie. Jeg er født i en muslimsk familie i Kirgisistan.

Da jeg blev født, sad min far i fængsel, så min mor opfostrede mig alene. For at tjene penge nok, flyttede hun til Rusland for at arbejde. Hun efterlod mig hos noget familie i Kirgisistan, fordi hun ikke kunne tage mig med. Mens hun var i Rusland, blev hun alvorligt syg. Da min far kom ud af fængslet, rejste han hen til min mor for at hjælpe under hendes sygdomsforløb. Men mens han var der, fandt han en ny kone og forlod min mor. Min mors sygdom blev så slem, at hun måtte rejse hjem og indlægges. Jeg var syv år gammel og tog på hospitalet for at passe min mor. Mens jeg stod ved sengekanten, døde hun for øjnene af mig. Lige før hun døde, ringede hun til min far og bad ham tage sig af mig. Han nægtede. Han ville ikke have noget at gøre med mig, for nu havde en ny kone og en ny familie.

Jeg var syv år, og jeg var alene. 

Skole blev mit frirum

Fordi min far ikke ville kendes ved mig, blev jeg anbragt hos nogle af hans slægtninge. Det var en hård tid for mig. Jeg skulle klare alle de huslige pligter for familien. Hvis de var utilfredse med noget, slog de mig. Det var de tit. Mens jeg boede der, fik jeg lov til at gå i skole. Det var et frirum, og jeg elskede det. Jeg klarede mig godt, fik gode karakterer og blev endda udpeget til at være klassens repræsentant i elevrådet. 

Men jeg kunne ikke klare livet hos min fars slægtninge. Tæskene, hånen og ydmygelsen blev for meget, så jeg måtte væk. Jeg flygtede hjem til en veninde og blev boende der. Rektoren på skolen fandt ud af, at jeg var flygtet og kaldte mig og min fars slægtninge ind til en samtale. Jeg blev spurgt, om jeg helst ville bo hos dem eller tage på børnehjem. Jeg valgte børnehjemmet.  

Det hårde liv hos den tidligere familie havde sat sine spor. Da jeg flyttede til børnehjemmet, var jeg meget usoigneret. Mit hår var fyldt med lus, så jeg blev klippet skaldet for at komme af med dem. 

Da jeg kom på børnehjemmet, havde jeg ikke set min far i et år. Jeg troede faktisk aldrig, at jeg skulle se ham igen. Men en dag stod han der pludselig – lige foran mig på børnehjemmet. Jeg var så vred på ham, og jeg ønskede faktisk ikke at se ham. Det må nærmest have set lidt komisk ud. Der stod jeg – helt skaldet – og gloede rasende på ham. Han må have troet, at jeg var blevet vanvittig. En måned senere dukkede han op igen. Denne gang tog han mig med fra børnehjemmet og kørte mig hen til nogle af min mors slægtninge. 

Kristent børnehjem

Der var mange andre børn hos den nye familie, og igen skulle jeg klare de huslige pligter og være børnepasser i hjemmet. Min mors slægtninge var praktiserende muslimer. De prøvede ihærdigt at vække min interesse for islam, og de lærte mig at bede muslimske bønner. Selvom nogle ting var bedre i mit nye hjem, så slog de mig også, og det blev værre med tiden. Jeg måtte væk igen. Så jeg ringede til min far og bad ham om at aflevere mig på et børnehjem igen. Til min store overraskelse gav han mig lov og kørte mig til et børnehjem i byen. Det var et kristent børnehjem, og da jeg ankom, stillede alle børnene sig rundt om mig og spurgte, om jeg var kristen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det eneste jeg vidste om religion, var de muslimske bønner, jeg havde lært ved min mors slægtninge. Naturligvis troede alle børnene så, at jeg var muslim. Men jeg vidste ikke noget om islam. Mange af børnehjemmets børn var kristne, så jeg følte mig faktisk udenfor. Selvom langt de fleste i Kirgisistan er muslimer, så var jeg i undertal her. Men de kristne behandlede mig godt, selvom jeg var muslim.

Kristen lærerinde viste mig kærlighed

Jeg gik stadig i skole, og jeg klarede mig godt. På den lokale skole var der en kristen lærerinde, som jeg havde det rigtigt godt med. En dag efter skole tilbød hun mig, at jeg kunne flytte ind hos hende og blive boende der. Jeg blev meget glad og takkede straks ja. Lærerinden behandlede mig meget anderledes, end jeg var vant til. For første gang i mit liv fortalte et andet menneske mig, at jeg var unik og enestående. Hun inviterede mig ind i sin familie og lod mig være en del af sit liv. Da jeg flyttede ind hos hende, havde jeg svært ved at omgås andre, og jeg var ikke vant til at udtrykke kærlighed eller glæde. Men hun lærte mig at grine, have det sjovt og vise kærlighed. I mødet med hende begyndte jeg at undre mig over, hvilken Gud hun troede på. Hun fortalte mig om den kristne tro, og jeg ville have mere.

Jeg mødte Guds kærlighed gennem hende og tog imod Jesus i hendes hjem. 

Da jeg var færdig med folkeskolen, flyttede jeg til Bisjkek. Gennem en fra kirken fik jeg en plads på Egehuset. Hver morgen takker jeg Gud for Egehuset og for, at jeg kan bo her. Lederne her er som vores forældre. De har omsorg for os og passer på os. Det er alt det, jeg ikke fik hos de slægtninge, jeg boede hos. 

I løbet af de sidste par år har mine slægtninge opsøgt mig igen, og vi arbejder på vores relation. Jeg har så utrolig svært ved at tilgive dem for det, de har gjort. Men jeg beder Gud om at give mig kræfter til at tilgive dem og til at tilgive min far. Gud kan give mig kraften til det, og jeg stoler på ham. Han har ført mig væk fra min fortid, og jeg kan se, at han har en plan med mig. Han har forandret mit liv og givet mig et nyt liv som Guds barn.