Blog: Hvad kan vi lære af de nordkoreanske kristnes tillid til Gud?

”I skal ikke have medynk med os – den levende Gud sørger for os”. Sådan sagde en nordkoreansk kristen i forbindelse med et interview i

By Anna Aalbæk

Share article

”I skal ikke have medynk med os – den levende Gud sørger for os”. Sådan sagde en nordkoreansk kristen i forbindelse med et interview i Dansk Europamissions blad. Dette udsagn fik mig til at stoppe op.

De kristne i Nordkorea lever under vilkår, som jeg kun kan forsøge at forestille mig. På grund af deres tro på Gud må de leve med frygt for fængselsstraffe og tortur. Faktisk sidder omkring 50.000 nordkoreanere i fængsel, fordi de bekender sig som kristne.
Men trods denne virkelighed bliver selvmedlidenhed og frygt overvundet af en tillid til Gud – en tro på, at han vil give dem, hvad de har brug for. Dansk Europamission hører da også utallige eksempler fra Nordkorea om Guds indgriben. Kristne beretter bl.a. om Guds helbredelse af syge, i et land hvor sundhedsvæsnet er brudt sammen, og hvordan der er eksempler på, at kristne ikke oplever smerter under tortur.

Det er umiddelbart svært at finde mange lighedspunkter mellem Danmark og Nordkorea. Som borger i et demokratisk velfærdssamfund adskiller min virkelighed sig markant fra det totalitaristiske styre, som nordkoreanerne lever under. Jeg er sikret tryghed og sikkerhed og har ret til at bekende min tro. Jeg oplever således på mange måder at blive sørget for. Alligevel bliver jeg forundret over den store tillid til Gud, som udsagnet rummer. Mine udfordringer er, til sammenligning med de nordkoreanske kristne, kun bump på vejen. Men når jeg står overfor sådanne bump, har jeg så tillid til, at Gud vil sørge for mig? At han kan helbrede sygdom og fjerne smerte, også når bønnesvaret ser ud til at lade vente på sig?

Vidnesbyrdet rummer en bevidsthed om en Gud, som er kærlig og almægtig. Dette indbyder til tillid. Tilbage står invitationen til at lade den tillid gennemsyre vores liv og fjerne vores frygt og selvmedlidenhed uanset vores omstændigheder og livsvilkår.

I Dansk Europamission vil vi gerne formidle alt det, som den forfulgte kirke kan lære kristne danskere. Derfor vil vi hver anden uge skrive et lille blogindlæg om en kristen pointe, som kan inspirere, opmuntre og udfordre dig. Ugens indlæg er skrevet af Anna Aalbæk, der er studentermedhjælper i Dansk Europamission og studerer statskundskab.