Spørgsmålene har fyldt i mit hoved, efter en samtale jeg havde med Helen Berhane, forfatteren bag bogen, Nattergalens sang. Helen er fra Eritrea og beskriver i sin bog, hvordan fronterne er hårdt trukket op i sit hjemland. På egen krop har hun på værste vis mærket forfølgelse og tortur og været fængslet på grund af sin tro.
”I Eritrea ved man, hvor kampen står. I Danmark er det mere vanskeligt at gennemskue. I Danmark er vi glade for vores frihed, men er ikke altid bevidste om kampen”, sagde Helen til mig undervejs i samtalen.
Og hun har nok ret. Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart selv mærker kampen i min dagligdag. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Tværtimod øver jeg mig på, at finde fælles fodslag med de omkring mig, der ikke har den samme tro som mig, og afvæbner de situationer, hvor samtalen om min tro, kan skabe splid eller i det mindste uenighed. ”I bund og grund har vi jo mange af de samme værdier” eller ”det er jo ikke fordi..” – siger jeg.
Freden som Jesus kommer med, bliver ikke altid modtaget fredeligt – Anna
I virkeligheden tror jeg, at vi i mødet med andre kommer længst med kærlighed og dialog – og knap så langt med stridsøksen. Men hvad så med den kamp? ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” siger Jesus i Matthæusevangeliet 10:34. Verset er ikke en opfordring til korstog – om at gribe til vold – men derimod minder Jesus os om, at hans budskab kan møde modstand og bare nogle gange står i kontrast til mainstream. Freden som Jesus kommer med, bliver ikke altid modtaget fredeligt.
Jeg har ikke en særlig lyst til at ødelægge den gode stemning, men omvendt tror jeg på, at der ligger en sandhed i, at vi skal være vores kamp bevidst og i kærlighed turde at stå ved den sandhed vi har fået givet – overfor os selv, for andre og vores samfund. – Også selvom andre skulle være uenige.
Spørgsmålet om, hvad den konkrete kamp angår – den vil jeg lade dig selv tænke videre over.