Corona-epidemien har for alvor sat livet på pause. Arbejde, studie, familie, venner og rejser. Mange ting har været sat på pause, men nu er der snart lys for enden af tunnelen. Men hvad glæder jeg mig egentlig mest til? Hvad er på min bucket-liste, altså ting jeg bare må opleve i livet? Rejser, venner, arbejde?
I en samtale med min snarlige hustru den anden dag fremhævede hun Simeon (Luk 2,25-35) som forbillede, da vi snakkede om, hvad der er det vigtigste i livet. Jeg synes selv, at du skal læse de få vers i Lukasevangeliet, for de siger meget om, hvem Jesus er, og hvilken betydning han havde for nogle personer – som fx Simeon. Da Simeon så Jesus-barnet, står der, at han tog barnet i sine arme og lovpriste Gud. Teksten beretter om, at Simeon lovpriste Gud, og at det fyldte ham med fred, så at han faktisk kunne gå bort, altså dø, i fred! Hvorfor? – Fordi at Simeons øjne havde fået lov til at se Guds frelse (v30). Det var dét Simeon bare måtte opleve!
Simeon havde én ting på sin bucket-liste. Én ting som var vigtigere end alt andet. Hans nr. 1 var at se Jesus. At se Guds frelse!
Har jeg det sådan? Har du det sådan? Er Jesus den person vi bare må opleve? Eller er det rejser, familieliv, arbejdet eller hobbyen?
Jeg må indrømme, at det kan udfordre mig. Særligt når jeg ser på flere af de forfulgte kristne, som Dansk Europamission samarbejder med. De har egentlig mulighed for at rejse til Vesten og få ro på. Se deres børn vokse op uden forfølgelse. Dog vælger mange at blive, og nogle vælger endda at evangelisere, selvom det kan medføre konsekvenser. Deres liv vidner om, at det de helst vil er at opleve Jesus. Ligesom Simeon.
Mon vi kan lære noget af Simeon og de forfulgte kristne på den front?
