Danske politikere stiller villigt op i køen af dem, der vil blande sig i indre forhold i arabiske lande. I fjor gjaldt det Libyen, nu gælder det Syrien. Tuneserne, egypterne og yemenitterne har indtil nu klaret sig med et minimum af udenlandsk hjælp i deres opstand mod det gamle korrupte styre. I Bahrain blev oprøret kvalt af styret.
Når man ser hvor ustabilt et land Libyen nu er blevet, hvor forskellige militser er ude af kontrol, skal man ikke foregøgle sig, at danske soldater og/eller andre europæiske landes tropper vil kunne indføre demokrati og ytringsfrihed i Syrien, selv om det lykkes oprørerne at vælte præsident Bashar al-Assad.
Med helt åbne øjne er den danske regering ved at sælge de religiøse mindretal i Syrien til stanglakrids. Ganske vist er det ikke svært at blive enige om, at Bashar al-Assad ikke er demokratisk valgt eller har demokratisk sindelag, men hans og hans fars styre har i årtier stået som garant for mindretallenes sikkerhed og ret til at udøve deres tro uden trusler fra intolerante og ekstremistiske muslimer. Syrien har hidtil været det mest verdsligt prægede land i hele den arabiske verden.
Da jeg første gang besøgte Syrien, blev jeg slået over forskellen mellem Egypten og Syrien med hensyn til sikkerheden omkring kirkebygningerne. I Egypten er der bevæbnede politivagter ved stort set alle kirker, men i Syrien behøvedes der ikke vagter overhovedet, og man kunne gå uantastet ind og ud af kirkerne. Da de kristne har nydt godt af styrets beskyttelse, vil de ikke kunne forvente sig noget godt fra eventuelle nye, sunni-muslimske magthavere.
Vi kan i Europa forvente en ny exodus af kristne fra Mellemøsten, hvis der sker et magtskifte. Syrien kan let blive ligesom Irak, der på få år har mistet mere end 2/3 af sine kristne indbyggere. Her er der vel at mærke tale om samfund, hvis kristne historie i nogle tilfælde går helt tilbage til apostlen Paulus’ ophold i Damaskus og andre steder i Syrien.
Vil Syriens kristne kunne fejre påsken i år uden at skulle være bange for bombeangreb eller andre former for voldshandlinger? Og vil vi kunne fejre påske med god samvittighed vel vidende, at vore kristne brødre og søstre er truet på deres eksistens? – Lad os i hvert fald i denne påsketid bede intenst for de kristne i Syrien og andre steder, hvor de oplever forfølgelse og undertrykkelse, blot fordi de er kristne.
