I februar 2012 blev Farshid Fathi idømt seks års fængsel, som han i øjeblikket afsoner. Han blev dømt fordi han delte evangeliet, så muslimer konverterede til den kristne tro.
Han sad først i Evin-fængslet, og blev 19. august 2014 overført til Rajah Shahr-fængslet. Den 29. december 2014 fik Farshid endnu en dom på et år, efter at man havde fundet alkohol under en razzia på hans afdeling i Evin-fængslet i april 2014. Fængselsvagterne påstår at det tilhørte Farshid, hvilket han benægter på det kraftigste.
Det ekstra år der lægges til den eksisterende dom betyder at han først vil blive løsladt i december 2017 i stedet for december 2016, skriver Dansk Europamissions samarbejdspartner Middle East Concern.
Farshids advokat ankede dommen, men den 24. maj 2015 blev ankesagen afvist, og det forlød at Farshid og en anden kristen (Alireza Sayyedian) var blevet overflyttet til Hal 2 på Afdeling 1 i Rajah Shahr-fængslet.
Ifølge en slægtning er forholdene i Hal 2 ikke gode. De to mænd sidder nu fængslet sammen med fanger dømt for røveri, vold og narkokriminalitet.
Farshid kender Danmark
Farshid kender Danmark, som han besøgte i 2005 efter mange danskere gennem Dansk Europamission havde støttet en stor hjælpeaktion, hvor kristne iranere gav nødhjælp til ofrene for jordskælvet i Bam i 2004.
Farshid var med til at distribuere nødhjælpen og hjælpe ofrene.
De kristne i Iran beder om forbøn for:
- At Farshid ikke taber modet efter at hans appel blev afslået, og at han må opleve fred og opmuntring gennem Guds nærvær.
- At Farshid og Alireza må blive beskyttet fra farer på den nye afdeling, må opbygge gode venskaber med de andre indsatte og være i stand til at opmuntre dem.
- At retssystemet i Iran må være retfærdigt i deres bedømmelse af ankesager fra kristne og andre fanger.
- At Farshid, Alireza og andre der er fængslet for deres deres tro eller moralske overbevisning, må blive løsladt snart.
- At alle embedsmænd der er involveret, må elske barmhjertighed, handle retfærdigt, lære om Jesus og vælge at følge Ham.